God mad, god tid, godt selskab. Brunch er det perfekte tag-selv-bord med alt, hvad vi elsker ved lange formiddage. Gå ombord i vores mange lækre opskrifter på alt fra pandekager til æg, smoothies og godt bagværk.
De bedste opskrifter til din brunch eller morgenmad
Først og fremmest skal en god brunch gerne indeholde lidt af hvert – fra det søde til det salte. Tænk gerne i at portionsanrette, eller lav små hapsere, så der er mulighed for at smage på det hele.
Hvis du vil spare tid, så smæk fx en skøn æggekage i ovnen, som du efterfølgende skærer i små, indbydende firkanter. Pynt den med lidt grønt, fx purløg eller ærteskud, og servér på et fad. Gentag proceduren med en lækker, saftig brownie.
Sæt hjemmelavet nutella på brunch-bordet
Vil du gøre lidt ekstra ud af din brunch, så prøv at lave en hjemmelavet nutella eller romescosauce. Det gør din brunch-oplevelse ekstra lækker.
Her ser du, hvad der ofte er at finde på en klassisk brunch-tallerken eller en brunch-buffet:
Yoghurt eller skyr med granola
Æg
Laks
Små lækre pølser
Pandekager
Brød
Muffins eller kage
Vafler
Frugt og grønt
Smoothies eller juice
EN GOD BRUNCH skal gerne indeholde en god variation af retter fra det søde og det salte køkken.
Brunch-buffet: Sådan sammensætter du den
Så mange gode opskrifter – så mange muligheder! Derfor har vi sammensat vores bud på et veldækket brunch-bord, som vil sende dig videre ud i dagen med masser af god energi. Supplér med lidt lækker pålæg og kaffe eller te, og du har fået stablet en delikat og smagfuld brunch på benene.
En brunch er en blanding af morgenmad og frokost og serveres ofte fra kl 10:00 til kl. 12:00.
Der er dog ikke nogen faste regler for, hvornår du skal holde din brunch, så længe det er i løbet af dagens første halvdel. Det vigtigste er, at du giver din brunch god tid, nyder lækkerierne og kommer ned i gear.
Brunch eller mokost?
Brunch er en sammentrækning af det engelske breakfast og lunch. Nogle kalder også en brunch for en mokost, som er en sammentrækning af ordene morgenmad og frokost.
FORMIDDAG ER BRUNCH-TID. Gerne mellem kl. 10 og kl. 12, men der er ingen faste regler for, hvornår en brunch skal sættes på bordet.