Pandekager til morgenmad – kan det være sundt? Ja, det kan det! Når vi vel at mærke ikke snakker de klassiske søde Rasmus Klump-pandekager med sukker og syltetøj, men derimod bananpandekager.
Vores skønne opskrift herover er uden sukker og mel – og perfekt som sund morgenmad, da den både mætter og giver god næring. Herunder kan du se, hvorfor bananpandekager er sunde, og få flere tips til pandekage-bagningen og inspiration til at variere dine egne bananpandekager.
Vores pandekager kan du lave på bare 5 minutter – banan, havregryn og æg skal bare moses hurtigt sammen med en gaffel. Skal du lave en større portion, kan du evt. bruge en el-pisker (hvis bananerne er godt modne) eller blender for at spare lidt tid.
Så skal de bare steges på gyldne på begge sider. Her kan du se, hvordan du gør:
VIDEO: Se, hvor nemt og hurtigt du kan lave en lækker bananpandekage med havregryn og æg – sund morgenmad, der mætter længe!
Store eller små?
Vores pandekager med banan, havregryn og æg kan ikke laves lige så tynde som klassiske Rasmus Klump-pandekager – og de går også lidt lettere i stykker, når man vender dem. Derfor er det oplagt at lave dem som flere små pandekager i stedet for én stor. Men det tager også længere tid.
Hvis du vil spare tid og lave en stor bananpandekage, kan det sagtens lade sig gøre. Se bare her:
Kalorieindholdet afhænger selvfølgelig af, hvad du putter i din pandekagedej, hvor meget fedt du steger den i – og hvilke topping du putter på.
I vores bananpandekager er der ca. 131 kalorier pr. 100 gram pandekage. Til sammenligning er der i klassiske pandekager omkring 225 kalorier pr. 100 gram. Se næringsindholdet herunder.
Du kan gøre vores sunde bananpandekager ekstra kalorielette ved at lave dem med kun æggehvider i stedet for med hele æg med blomme.
Læs også: Proteinrig morgenmad – få 10 sunde opskrifter her
Alle ingredienserne i vores bananpandekager (banan, æg, havregryn, rapsolie og kanel) er sunde i sig selv. Bare husk at spise varieret og fx få masser af grøntsager, så der ikke kun står bananpandekager på menuen.
Bananpandekager kan holde sig i ca. 2-3 dage i køleskabet. Skal du gemme dem længere, så put dem i fryseren – helst lige når de har kølet lidt af.
Du kan også gemme selve pandekagedejen. Den holder sig snildt i et døgn i køleskabet – og så har du hurtigt friskbagte pandekager næste dag.
Styr uden om sukker, is og sirup, hvis dine bananpandekager skal være sundest mulige. Heldigvis er der masser af andre lækre, sunde ting, du kan toppe dine pandekager med:
- Friske bær (blåbær, hindbær og jordbær passer godt til pandekager)
- Bærpuré (prøv at blende frosne bær med lidt vanilje og evt. lidt skyr – lækkert!)
- Frisk frugt (fx banan, æblestykker og mango)
- Mandler og nødder
- Skyr eller yoghurt naturel (fx rørt med vanilje)
- Smeltet mørk chokolade
Vil du have mere inspiration til lækre, sunde bananpandekager? Her har vi samlet 6 ekstra opskrifter. Bon appetit!