Bananbrød

1 1/2 time
117 kcal

Bananbrød fik sig en renæssance under corona-lockdown, hvor søgningerne på den lidt sundere kage gik helt ... ja, bananas! Og det er ikke så mærkeligt. Det lækre brød skal ikke æltes eller hæve, og det er nemt at lave både sundere, vegansk og glutenfrit.

Bananbrød

BANANBRØD. Har du et par modne bananer? Så har vi en genial måde at få dem brugt på ...

© wichmann+bendtsen

Nemt og sundt bananbrød

Undgå at skærmen slukker

Ingredienser

2 Brød (ca. 10 skiver)

  • 6 æg
  • 4 dl mælk
  • 8 dl havregryn
  • 2 tsk. vaniljekorn
  • 4 tsk. bagepulver
  • 2 nip salt
  • 6 banan

Sådan gør du:

  • Pisk æg og mælk sammen i en skål.
  • Blend havregryn, og kom i blandingen sammen med vaniljekorn, bagepulver og salt.
  • Blend 2 af bananerne, og vend i dejen.
  • Hæld dejen i en rugbrødsform (ca. 1,3 l) beklædt med bagepapir, og lad stå på køkkenbordet i 30 min., så dejen kan sætte sig.
  • Tænd ovnen på 180 gr.
  • Halvér den sidste banan på langs, og læg den på toppen af dejen med skæresiden opad.
  • Bag bananbrødet i 45 min., og lad køle helt af, før du skærer i det.

Hvis brødet bliver for mørkt på toppen, men stadig ikke er helt færdigbagt, kan du lægge lidt staniol på til slut.

Stik en strikkepind eller en tandstik ned midt i brødet for at se, om det der færdigt. Der må gerne sidde lidt krummer på, når du hiver den op, men ikke decideret dej.


Bananbrød er lige så amerikansk som apple pie og diet coke. Men også i Skandinavien er bananbrødet de senere år blevet voldsomt populært. Brød? Kage? Ingen ved det – og det er også ét fedt, for det smager himmelsk, uanset hvad vi kalder det!

1 Hvad er bananbrød?


Man kan vel nærmest sige, at bananbrød er en slags hybrid mellem et brød og en kage. Et sødt brød eller en sund kage, om du vil.

Brødet minder meget om banankage, men hvor banankage typisk er fyldt med fedtstof og tilsat sukker, så er der typisk kun meget lidt eller slet intet sukker i et bananbrød, og nogle gange er der også groft mel eller gryn i dejen.

Brødet er dog lige så luftigt og saftigt som en kage, og kan du lide banan, så kan du lide bananbrød. Vi sværger!

2 Er det svært at lave bananbrød?


Nej! Det er virkelig nemt. Perfekt, hvis du får uventede opkald med gæster, der er på vej. Det er faktisk bare at kyle nogle få ingredienser i en blender, hælde det op i en form og så i ovnen. Nemmere bliver det vist ikke.

Bananbrød skal hverken hæves eller æltes.

Du behøver i virkeligheden kun 4 ingredienser:

  • Æg
  • Mel eller gryn
  • Banan
  • Bagepulver

Men bananbrød kan varieres i det uendelige. Faktisk kan alt andet end bananerne skiftes ud. Det er endnu en ting, der gør bananbrødet nemt, da det sjældent vil være nødvendigt med en tur til supermarkedet.

I vores bananbrød har vi fx brugt bagepulver, men du kan også bruge en rest surdej som hævemiddel – eller natron, hvis du putter noget syrligt i din dej, fx lidt yoghurt.

Det tager lidt over en times tid at lave et bananbrød, men der er kun 10 minutter, hvor du skal lægge en indsats. Resten af tiden passer bananbrødet sig selv i ovnen.

3 Video: Så nemt kan du lave et lækkert og sundt bananbrød


4 Er bananbrød sundt?


Sundt og sundt ... hvis du sammenligner med mange andre typer snacks og kage, kan vi vist godt tillade os at kalde det sundt. Hvis du følger vores opskrift, er der fx kun lidt over 100 kalorier pr. skive. Da bananer tilføjer en masse sødme, behøver du nemlig ikke putte en masse sukker i dejen. Nogle tilsætter smeltet smør eller olie, men det behøver du faktisk heller ikke.

Bananer bidrager med et tilskud til din daglige frugt og grønt-ration, og du får også lidt fibre, vitaminer og mineraler med i købet, bl.a. hjertevenligt kalium. Præcist hvor mættende og sundt dit bananbrød skal være, bestemmer du faktisk selv. Her får du vores bedste tips til at lave bananbrød i en endnu sundere version.

5 Sådan laver du et sundere bananbrød


Du kan lave dit bananbrød sundere ved at bruge fuldkorn, fx havregryn, fuldkornshvedemel eller fuldkornsspeltmel i stedet for hvedemel. Havregryn kan du vælge at blende til mel, men det behøves ikke.

Ved at udskifte det hvide mel med noget mere groft vil du få flere fuldkorn og kostfibre i dit bananbrød. Sukker og fedtstof kan du sagtens helt undlade, hvis du er på udkig efter noget sødt, men gerne vil spare lidt på kalorierne.

6 Kan man lave bananbrød uden sukker?


I den amerikanske version er der typisk et par dl sukker – men det er slet ikke nødvendigt. Bruger du meget modne bananer, er sukker faktisk helt overflødigt. Er du til en ekstra sød version, er det dog lækkert med fx lidt honning, (ahorn)sirup, dadler eller brun farin i dejen.

Nogle holder også af at variere smagen med krydderier, fx:

7 Skal der chokolade i bananbrød?


Ikke nødvendigvis, men du kan godt tilsætte hakket chokolade til dejen, ligesom du kan lægge chokolade på det færdigbagte brød og lade det smelte ned over bananbrødet.

Nogle holder også af at putte finthakkede valnødder, hasselnødder eller mandler i dejen.

Bananbrød

HJEMMELAVET BANANBRØD Pynt evt. med chokolade eller banan, der er skåret op på langs. Hvis du drysser med en anelse brun farin, bliver det lækkert karameliseret på toppen!

© iStock

8 Kan man lave bananbrød uden smør?


Du kan sagtens lave bananbrød uden smør. Men ligesom med sukker, så er det helt normalt at bruge smør i den amerikanske udgave af bananbrød.

Derfor vil du også kunne finde opskrifter på nettet, hvor nogle tilsætter smør eller olie. Men det behøver du slet ikke. Bananerne gør nemlig bananbrødet saftigt og svampet helt af sig selv.

9 Hvad spiser man til bananbrød?


Brødet kan spises, som det er, men vil du smelte selv den hårdeste banan, er det lækkert med fx peanutbutter, honning, glasur, nutella, flødeost, en god mørk pålægschokolade eller iskoldt smør på. Bananbrød smager også godt til frisk frugt, fx bær.

Bananbrød kan spises på alle tider af døgnet, fx til morgenmad, som eftermiddagssnack, før træning eller til aftenkaffen. Har du små rugbrødsforme, kan du også vælge at lave mini-bananbrød, perfekte til madpakken.

10 Kan man lave vegansk bananbrød uden æg?


Er du veganer eller måske allergiker, er bananbrød egentlig ret velegnet. Mælk kan snildt erstattes af plantedrik, som mandeldrik, havredrik eller lignende.

Æggene er lidt mere tricky at udskifte, da de har mange forskellige funktioner i madlavning. Det letteste er faktisk bare at bruge endnu mere banan, da bananer ligesom æg giver fugt og binder ingredienser sammen. Brug cirka dobbelt så meget banan som tørstof.

Du kan også tilsætte et par dl æblemos i stedet for æg, og endelig kan du blande 1 spsk. chiafrø eller kværnede hørfrø med 3 dl vand og lade det stå i 3 min. Herefter vil det have lidt samme effekt som æg.

Pssst ... husk at undlade ingredienser som honning, smør og chokolade, hvis du bager til en veganer.

11 Hvor længe kan bananbrød holde sig?


Bananbrød holder sig 3-4 dage i en frysepose på køl eller i køkkenskabet. Altså forudsat ingen har spist det inden, hvilket der er stor risiko for...

Er brødet et par dage gammelt, kan du riste det let på brødristeren (medmindre du har puttet chokolade i, for det vil løbe ned i brødristeren).

Banan

MODNE BANANER ... er perfekt til bananbrød, smoothie, bananpandekager eller bananis.

© Thomas Dahl

12 Kan man fryse bananbrød ned?


Du kan sagtens fryse bananbrød ned, hvis du ikke får spist det hele, eller du har lavet flere brød på én gang. Læg evt. et stykke madpapir mellem hver skive, hvis du vil kunne tø dem op enkeltvis. Du kan også løbende smide overmodne bananer i fryseren, og når du så har nok, kan du bage et bananbrød.

Modne bananer er også perfekte til en omgang banan-pandekager, smoothies eller banan-is. Når du udnytter dine bananer fuldt ud, gør du samtidig noget godt for klimaet ved at mindske madspild. Vidste du, at bananer er den madvare, der oftest lander i skraldespanden? Det viser blandt andet et nyere svensk studie.

Selv efter en omgang frost er bananbrød svampet og smovset selvforkælelse, der holder 100 procent!