Wegovy-bivirkninger: Sådan tackler du dem
Wegovy kan give både et overbelastet tarmsystem, knogletab og øjenproblemer i form af sygdommen NAION. Heldigvis er de fleste wegovy-bivirkninger harmløse – se her, hvordan du kan lindre dem.
Wegovy kan give både et overbelastet tarmsystem, knogletab og øjenproblemer i form af sygdommen NAION. Heldigvis er de fleste wegovy-bivirkninger harmløse – se her, hvordan du kan lindre dem.
Hvis du tager Wegovy har du måske stiftet bekendtskab med fx kvalme, forstoppelse, luft i maven eller træthed. Det er nemlig helt almindelige Wegovy-bivirkninger, som også forekommer ved indtag af lignende typer medicin som Saxenda, Mounjaro eller Ozempic. Nogle bivirkninger går i sig selv igen. Andre fortsætter, indtil man stopper på medicinen.
Og hvad ved vi egentlig om Wegovy-bivirkninger på den lange bane? Det korte svar er: Ikke så meget.
På trods af Wegovys enorme popularitet, er der nemlig stadig meget, som forskerne ikke kan svare på. Det skyldes den ganske simple årsag, at vægttabsmedicinen kun har været på markedet i en begrænset periode.
Heldigvis bliver forskerne hele tiden klogere – og en af de bivirkninger, som de med rimelig stor sandsynlighed kan pege på, er, at man kan udvikle knogleskørhed. Ikke som en direkte bivirkning af medicinen, men som følge af det hurtige vægttab, som medicinen giver.
En anden potentiel, men endnu ikke entydigt dokumenteret bivirkning, er den sjældne øjensygdom NAION.
Vi ser nærmere på, hvad vi ved om de vigtigste kortsigtede og langsigtede Wegovy-bivirkninger – og hvad du kan gøre for at lindre dem.
Al medicin giver bivirkninger – og det gælder også slankemedicin.
De fleste oplever, at de er mest påvirkede af bivirkninger i opstarten, eller hvis de skal trappe op i dosis.
Bivirkningerne er heldigvis for det meste ufarlige, mens nogle få kræver, at du søger akut lægehjælp. De mere alvorlige bivirkninger tæller fx forværring af diabetisk øjensygdom, tarmobstruktion, galdesten, akut allergisk reaktion og betændelse i bugspytkirtlen.
Læs også: Kan det være farligt at tabe sig med vægttabsmedicin?
Husk, at din læge er den første, du skal rådføre dig med, hvis du har meget generende eller vedvarende bivirkninger. Måske skal du ned i dosis, måske skal du trappe langsommere op.
Da Wegovy stadig er en forholdsvis ny medicin, vil der løbende komme ny viden om bivirkninger. Du kan altid finde den seneste opdaterede indlægsseddel online.
Fra kvalme og bøvser til tarmobstruktion og synsforstyrrelser – her ser du listen over Wegovy-bivirkninger, som er dokumenterede af Lægemiddelstyrelsen indtil nu.
Prutter, bøvser – og det, der er værre. Udfordringer med fordøjelsen er velkendte for patienter på Wegovy. Men også forværrelse af diabetisk øjensygdom er en almindelig Wegovy-bivirkning.
Læs også: Hvorfor lugter prutter?
Fald i blodtryk og – lidt mere alvorligt – betændelse i bugspytkirtlen. Bliv klogere på bivirkninger, som er blandt de knap så almindelige.
Det er heldigvis sjældent, at der opstår de mere alvorlige bivirkninger, som fx en akut allergisk reaktion. Rammer en sjælden bivirkning alligevel dig, skal du altid søge akut lægehjælp.
Der har længe været debat om, hvorvidt vægttabsmedicin med GLP-1-receptoragonister, fx Wegovy og Ozempic, kan føre til tab af synet. Efter flere undersøgelser har PRAC nu vurderet, at øjensygdommen NAION er en meget sjælden bivirkning ved semaglutid.
PRAC er den europæiske lægemiddelagenturs (EMA) komité, der er ansvarlig for at vurdere og overvåge sikkerheden af lægemidler til mennesker.
Derfor er produktinformationen for Wegovy, Ozempic og Rybelsus blevet opdateret på EMA’s hjemmeside d. 30. september. Og du kan nu se NAION på listen en mulig meget sjælden bivirkning ved Wegovy og de øvrige semaglutid-lægemidler.
Næste skridt er, at lægemiddelkomiteen CHMP hos Det Europæiske Lægemiddelagentur EMA skal forholde sig til vurderingen fra PRAC.
Som nævnt har der været usikkerhed omkring, hvorvidt Wegovy kan være skyld i pludselig, og uhelbredelig blindhed, på det ene eller begge øjne (øjensygsommen NAION).
Her er, hvad eksperter og forskere har konkluderet indtil nu:
Produktinformationen for Wegovy, Ozempic og Rybelsus er blevet opdateret på EMA’s hjemmeside – som anbefalet af PRAC. NAION fremgår nu i bivirkningsafsnittet som en mulig meget sjælden bivirkning ved lægemidlerne. Frekvensen ’meget sjælden’ betyder, at bivirkningen kan forventes at ramme færre end 1 ud af 10.000 patienter.
Den europæiske bivirkningskomité PRAC er færdige med en undersøgelse af, om der er en sammenhæng mellem synsnervesygdommen og GLP-1-medicin som Wegovy og Ozempic. PRAC har set på data fra prækliniske studier, kliniske forsøg, overvågning efter markedsføring og den medicinske litteratur og kan nu konkludere, at NAION er en meget sjælden bivirkning ved semaglutid.
Den europæiske bivirkningskomité anbefaler derfor, at det fremover skal stå i produktinformationen for medicin med indholdsstoffet semaglutid, at den sjældne øjensygdom NAION kan være en meget sjælden bivirkning. Ved symptomer på NAION bør behandlingen stoppes.
Det blandt andre Lægemiddelstyrelsen i Danmark, der har bedt PRAC om at undersøge sammenhængen. Det har styrelsen gjort på baggrund af to uafhængige studier fra Syddansk Universitet. Begge studier konkluderer, at patienter med type 2-diabetes, der behandles med Ozempic, har en betydeligt øget risiko for at udvikle skader på synsnerven.
Et studie fra Massachusetts Eye and Ear, der er et hospital tilknyttet Harvard University, konkluderede følgende:
Patienter, der behandles mod overvægt med Wegovy, har syv gange højere risiko for at udvikle synsnervesygdommen. NAION optrådte således hos 6,7 pct. af de patienter, der blev behandlet med semaglutid. For de patienter, som fik en anden type behandling, optrådte NAION hos 0,8 pct. I alt 975 fedmepatienter deltog i forsøget, 361 af dem fik Semaglutid.
Det er vigtigt at have med, at risikofaktorerne ved overvægt i sig selv øger sandsynligheden for at få sygdommen.
En stor meta-analyse fra 2021 fandt en række af risikofaktorer, som kan kædes sammen med NAION:
Ikke så meget endnu. For at blive klogere på de langsigtede Wegovy-bivirkninger kræver det – ikke overraskende – tid.
En af de ting, som man dog ser nærmere på nu, er påvirkningen af knoglemasse. Vi ved nemlig fra andre studier af markante eller hurtige vægttab, at knoglerne kan stå for skud.
Da der endnu ikke er nok data på området, er tab af knoglemasse ikke med på listen over dokumenterede bivirkninger ved vægttabsmedicin som Wegovy.
Alligevel kan man med ret stor sandsynlighed sige, at knogleskørhed – eller osteoporose – er en bivirkning af Wegovy.
Det fortæller Rasmus Køster-Rasmussen, praktiserende læge og lektor ved Forskningsenheden for Almen Praksis på Københavns Universitet.
Vi ved nemlig fra tidligere studier, at alle former for massive energirestriktioner – medicinsk vægttab, pulverkure eller andre slankemetoder – kan påvirke knoglemassen. Det skyldes, at når kroppen mangler næring, så prioriterer den sin energi til at holde gang i de mest livsvigtige funktioner. Det betyder, at mindre livsvigtige funktioner som vedligeholdelse af knoglerne bliver nedprioriteret, hvilket på sigt kan føre til tab af knoglemasse.
Det er altså ikke medicinen i sig selv, der kan give osteoporose, men det langvarige kalorieunderskud, der opstår, når kroppen får mindre energi, end den forbrænder.
Med en ny spiller på banen i form af vægttabsmedicin, kommer vi til at se langt flere tilfælde af osteoporose i fremtiden, end hvad vi har været vant til indtil nu, mener Rasmus Køster-Rasmussen:
“Effekten har nok ikke været så tydelig før, fordi mange vægttabsforløb ikke har været effektive nok til at opretholde vægttabet i lang tid. Hvis vi nu har en medicin, der gør det muligt at holde et stort vægttab over mange år – såsom fx Wegovy – kan vi forvente, at knogletabet også bliver større hos den enkelte, og vi vil se langt flere tilfælde af osteoporose.”
Rasmus Køster-Rasmussen står i spidsen for et igangværende studie, som undersøger netop knoglemassen hos personer på vægttabsmedicin. De første resultater forventes at være klar omkring 2027.
Ikke umiddelbart, ifølge Rasmus Køster-Rasmussen. Man har forsøgt med forskellige tiltag, såsom tilskud af vitaminer og styrketræning, men tabet af knoglemasse opstår alligevel. Derfor er der behov for, at der bliver sat ind med yderligere forskning på området, eksempelvis i form af scanninger af patienter før, under og efter et forløb på Wegovy.
"Vi ved, at energirestriktion i forbindelse med en intens slankekur spiller en afgørende rolle i udviklingen af knogleskørhed. Samtidig er der stadig rigtig meget, vi ikke ved om osteoporose som bivirkning, fordi det ikke er blevet grundigt undersøgt, på trods af at der er tale om en relativt enkel rutinemæssig undersøgelse," siger han.
“Energirestriktion i forbindelse med fx en intens slankekur spiller en afgørende rolle i udvikling af knogleskørhed“— Rasmus Køster-Rasmussen, praktiserende læge og lektor ved Forskningsenheden for Almen Praksis på Københavns Universitet.
Måske har du hørt snak om, at Wegovy kan gøre dig mere end almindelig trist.
Og der har ganske rigtigt været flere indberetninger om, at patienter har oplevet selvmordstanker og tanker om selvskade og depression efter at være startet på Wegovy.
Som det ser ud nu, er der imidlertid IKKE noget, der tyder på, at slankemedicinen giver psykiske bivirkninger.
I juli 2023 undersøgte den europæiske bivirkningskomité PRAC sagen på baggrund af ca. 150 indberetninger. Ud fra den data, der på daværende tidspunkt var tilgængelig, var konklusionen fra PRAC, at der ikke er dokumentation for en sammenhæng mellem slankemedicinen og psykiske bivirkninger.
Om Wegovy – og andre typer af vægttabsmedicin – kan give psykiske bivirkninger, er fortsat under bevågenhed af forskere verden over.
En af de Wegovy-bivirkninger, som flere har været bekymrede for, er kræft i skjoldbruskkirtlen.
I 2023 undersøgte den europæiske bivirkningskomité PRAC, om der var noget om snakken.
Konklusionen var, at der ikke er evidens for, at Wegovy og andre GLP-1-lægemidler kan give skjoldbruskkirtelkræft.
Samme konklusion fandt et større nordisk studie frem til i 2024.
De første Wegovy-bivirkninger vil du som regel mærke 1-3 døgn efter du har stukket dig.
Det er som regel fordøjelsessystemet, som bliver påvirket – og dertil hovedpine og træthed.
Det gælder for de fleste, at Wegovy-bivirkningerne går i sig selv efter et par dage – og de kan så komme kortvarigt tilbage, når dosis justeres op.
For andre begynder Wegovy-bivirkningerne først at forsvinde efter uger eller måneder.
Og for nogle bliver Wegovy-bivirkninger som fx kvalme og forstoppelse desværre hængende. Her kan det være en fordel at se på, om dosis skal justeres – eller om livskvaliteten er så påvirket, at man bare skal stoppe helt på medicinen.
Det er i sidste ende din læge, som afgør, om du vil have gavn af tage slankemedicin. Men hvis du lider af følgende sygdomme eller tilstande, anbefales det som udgangspunkt IKKE, at du tager Wegovy:
Hvis du hører ind under et af de følgende punkter, anbefales det heller ikke, at du tager Wegovy, selv om der endnu ikke er så mange erfaringer med disse typer af patienter:
KILDE: Rasmus Køster-Rasmussen, Læge og phD, Postdoc ved Forskningsenheden for Almen Praksis ved Københavns Universitet, lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Afdeling for Almen Medicin og medstifter af Ligevægt – en tværfaglig sammenslutning.