Geniale øvelser mod luft i maven og oppustethed
Vil du af med en oppustet mave i en fart, er bevægelse et effektivt virkemiddel. Her får du 6 simple øvelser, der masserer og stimulerer mave-tarm-området, så du lettere kommer af med uønsket luft.
Vil du af med en oppustet mave i en fart, er bevægelse et effektivt virkemiddel. Her får du 6 simple øvelser, der masserer og stimulerer mave-tarm-området, så du lettere kommer af med uønsket luft.
En oppustet mave er ganske almindelig og et tydeligt resultat af, at vi har for meget luft i mave-tarmsystemet.
De fleste af os oplever en grad af oppustethed i løbet af dagen, og selvom det som regel er harmløst, kan det være enormt generende og måske ligefrem årsag til mavekneb.
Derfor får du her 6 effektive og skånsomme øvelser, der kan afhjælpe luft i maven. Alle øvelser kan give en umiddelbar lindring og hjælpe luften med at finde ud af maven.
De kan også laves forebyggende, hvis du tit har problemer med fordøjelsen. Det eneste, du skal bruge, er et roligt sted at ligge ned og evt. et blødt underlag.
Øvelserne er håndplukket af yogainstruktør Karen Pallisgaard, der bl.a. har skrevet bogen ‘Hverdagsyoga for sund og stærk mave’.
Det er velkendt, at fysisk aktivitet stimulerer tarmbevægelserne (også kaldet peristaltikken), så både luft og afføring får nemmere ved at passere igennem systemet.
Læs også: Det kan du (også) gøre mod oppustet mave
Du har måske prøvet, hvordan toilet-trangen kan presse sig på under en løbetur, eller hvordan en uønsket prut slipper ud under en yogatime.
Det er en helt naturlig respons fra kroppen, fordi der gennem motion og tryk på maven kommer gang i tarmens bevægelser. Og det er kun godt, fordi luft og afføring jo helst skal ud den vej, så du kan få det bedre i maven.
“Det meste bevægelse er godt mod luft i maven, men yoga er særligt godt, fordi du har fokus på dit åndedræt. Kombinationen af bevægelse og dybe vejrtrækninger masserer kroppen indefra og stimulerer fordøjelsen.”— Karen Pallisgaard, yoga-instruktør, journalist og forfatter