Mounjaro: Forstå, hvordan den nyeste vægttabsmedicin virker

Mounjaro er den amerikanske pendant til Wegovy og Ozempic. Læs, hvordan vægttabsmedicinen adskiller sig, og hvad du skal være obs på, hvis du overvejer at starte eller skifte til medicinen.

Mounjaro kwikpen til vægttab 5 mg

MOUNJARO er medicin udviklet til både diabetes- og vægttabsbehandling. Prisen på Mounjaro er pt højere end fx Wegovy.

© iStock

Overvejer du at slanke dig ved hjælp af vægttabsmedicin, har du muligvis hørt om Mounjaro sammen med navne som Wegovy og Ozempic.

Mounjaro produceres af Novo-konkurrenten Eli Lilly fra USA og kom på det danske marked i oktober 2024 med lovning om endnu større vægttab end andre typer vægttabsmedicin.

I denne artikel gennemgår vi, hvordan Mounjaro virker, hvilke bivirkninger der kan være, hvad Mounjaro koster, og hvor stort et vægttab du realistisk kan forvente.

Hvorvidt du bør tage vægttabsmedicin – og i så fald, hvilken slags der er den rette for dig – skal du altid rådføre dig med egen læge om.

1 Hvad er Mounjaro?


Mounjaro er et receptpligtigt lægemiddel med det aktive indholdsstof tirzepatid, som oprindeligt blev udviklet til behandling af type 2-diabetes.

I dag bruges det også til medicinsk vægttab hos personer med svær overvægt eller fedme, typisk i kombination med kostomlægning og fysisk aktivitet.

Læs også: De største fordele og ulemper ved at tage vægttabsmedicin

Mounjaro tirzepatid

MOUNJARO markedsføres også som vægttabsmedicin under navnet Zepbound, men kun i USA.

© iStock

2 Hvordan virker Mounjaro?


Det aktive stof, tirzepatid, benyttes både til behandling af type 2-diabtes og overvægt.

Tiirzepatid virker ved at efterligne to af kroppens tarmhormoner, der aktiveres i forbindelse med måltider:

Læs også: Sådan virker GLP-1 i kroppen

  1. GLP-1 (glukagon-lignende peptid-1) – stimulerer bugspytkirtlen til at udskille insulin, så blodsukkeret sænkes. Aktiverer receptorer i hjernen, så du føler dig mæt, og mavesækken tømmes langsommere.
  2. GIP (glukoseafhængigt insulinotropisk polypeptid) – stimulerer også udskillelsen af insulin, og så har det tilmed en effekt på kroppens fedtoptagelse og muligvis også hjernens kvalmecenter.

Når tirzepatid sprøjtes ind i kroppen, optages det umiddelbart med det samme i blodbanerne og aktiverer receptorerne for GLP-1 og GIP, så du:

  • Får bedre blodsukkerkontrol og større insulinfølsomhed
  • Føler dig mere mæt efter et måltid
  • Generelt har mindre sult og appetit
  • Tømmer mavesækken langsommere

Kombinationen hjælper mange til at spise færre kalorier og opnå betydeligt vægttab over tid.

3 Hvordan tages Mounjaro?


Selve præparatet hedder Mounjaro KwikPen og er udformet på samme måde som klassisk injektionsmedicin mod fx diabetes.

Du tager medicinen ved at stikke dig én gang om ugen med en lille tynd nål i underhuden, fx i maven, låret eller overarmen.

Det anbefales, at du skifter injektionssted hver uge for at undgå irritation af huden.

Du går gradvist op i dosis – ca. hver fjerde uge – men det skal ske efter aftale med egen læge.

Injektionssteder


Figur Mounjaro injektionssteder

MOUNJARO – tages med en tynd nål i underhuden.

© iStock

4 Mounjaro vs. Wegovy – hvad er forskellen?


Wegovy er vægttabsmedicin, mens Mounjaro udskrives både til behandling af type 2-diabetes og overvægt.

Begge præparater hører til den gruppe medicin, man kalder GLP-1 receptor agonister, fordi de stimulerer receptoren for kroppens naturlige tarmhormon GLP-1.

Læs også: Her er fremtidens vægttabsmedicin – disse kan udfordre Wegovy

Mounjaro adskiller sig ved også at stimulere receptoren hos søsterhormonet GIP og kaldes derfor en dual agonist.

Nogle mener, at vægttabseffekten forstærkes, når begge receptorer aktiveres, og at GIP-hormonet har nogle særskilte unikke effekter bl.a. på kroppens fedtvæv

Forskellige doser

En anden markant forskel på Wegovy og Mounjaro er, at Mounjaro fås i en meget højere dosis, men med nogenlunde samme bivirkningsprofil.

Den maksimale dosis Wegovy er 2,4 mg om ugen, mens den højeste dosis Mounjaro er 15 mg om ugen.

Mounjaro viser højere vægttab

Mounjaro har i flere studier vist større vægttabsresultater end Wegovy. I et studie finansieret af Eli Lilly (producenten bag Mounjaro) sammenlignede man effekten af stoffet tirzepatid med effekten af semaglutid (stoffet i Ozempic og Wegovy).

Læs også: Ozempic vs. Wegovy – hvad er forskellen?

751 personer med et BMI på over 27 uden type 2-diabetes fik enten tildelt højeste dosis tirzepatid (10 mg eller 15 mg) eller højeste dosis semaglutid (1,7 mg eller 2,4 mg) i 72 uger.

Mounjaro-gruppen tabte i gennemsnit 20,2 pct. af deres kropsvægt, mens Wegovy-gruppen tabte gennemsnitligt 13,7 procent.

Wegovy viser indtil videre større effekt på hjerte-kar-sygdomme

Til gengæld har Wegovy indtil videre vist sig at have større effekt, når det kommer til at mindske risikoen for hjerte-kar-sygdomme.

Læs også: Her er hverdagsmaden, der beskytter dit hjerte

Et større studie, finansieret af Novo Nordisk (producenten bag Wegovy) har fundet, at brugen af semaglutid mindskede risikoen for alvorlige hjertesygdomme med 20 pct. og at semaglutid har en beskyttende effekt mod hjerte-kar-sygdom – uafhængigt af vægttab.

Der er lignende studier i gang med Mounjaro og personer med svær overvægt, men resultaterne foreligger endnu ikke.

Wegovy vs. Mounjaro

WegovyMounjaro
FormålVægttabVægttab og behandling af type 2-diabetes
ProducentNovo NordiskEli Lilly
Aktivt stofSemaglutidTirzepatid
DoseringUgentligtUgentligt
Tages somInjektion eller pilleInjektion
Højeste dosis2,4 mg15 mg
Pris pr. måned (højeste dosis)2.350 kr.3.846 kr.

5 Hvem kan få Mounjaro?


Mounjaro fås ikke i håndkøb. Du skal en tur forbi egen læge for at få det udskrevet, og du skal efterleve mindst en af følgende betingelser:

  • Du er diagnosticeret med sygdommen type 2-diabetes
  • Du har et BMI på over 30
  • Du har et BMI på over 27 og mindst én vægtrelateret lidelse som forhøjet blodtryk, type 2-diabetes, søvnapnø eller forhøjet kolesterol.

6 Hvad koster Mounjaro?


Prisen på Mounjaro afhænger bl.a. af dosis og pakningsstørrelse.

Der gives som udgangspunkt ikke tilskud, og prisen kan variere mellem apoteker og ændres løbende.

Mounjaro priser per februar 2026

DosisPris
2,4 mg 1.579 kr.
5 mg2.156 kr.
7,5 mg3.012 kr.
10 mg3.012 kr.
12,53.846 kr
15 mg 3.846
Kilde: medicinpriser.dk

7 Mounjaro bivirkninger


Som med al anden medicin kan der opstå bivirkninger ved Mounjaro. Oplever du alvorlige bivirkninger, skal du straks kontakte din læge.

De mest almindelige bivirkninger (flere end 1 ud af 10) er:

  • Kvalme
  • Diarré
  • Opkastning
  • Forstoppelse
  • Mavesmerter
  • Nedsat appetit
  • Lavt blodsukker
  • Lavt blodtryk

Disse bivirkninger er ofte milde til moderate og opstår oftest, når man går op i dosis.
Hårtab er også en almindelig bivirkning ved Mounjaro, men det er en kendt bivirkning, når du taber dig hurtigt og er formentlig ikke relateret specifikt til Mounjaro.

Læs også: Wegovy-bivirkninger: Sådan tackler du dem

I sjældnere tilfælde (1 ud af 100) kan der bl.a. opstå:

  • Betændelse i bugspytkirtlen (akut pancreatitis), som kan give vedvarende og kraftige smerter i maven og ryggen. Kontakt straks en læge, hvis du oplever disse symptomer.
  • Betændelse i galdeblæren

I meget sjældne (1 ud af 1.000) tilfælde kan du få:

  • Alvorlige allergiske reaktioner (f.eks. anafylaktisk reaktion, angioødem), som kan medføre vejrtrækningsbesvær, hurtig hævelse af læber, tunge og/eller hals med synkebesvær og hurtig hjerterytme.

8 Hvor meget kan man tabe sig med Mounjaro?


Kliniske studier har vist, at du med Mounjaro kan opnå vægttab på op til omkring 20–21 pct. af din kropsvægt efter ca. 72 uger (næsten 1½ år).

Eksempel:
Hvis du vejer 100 kg før, kan du ifølge studier i gennemsnit opnå et vægttab på omkring 20 kilo under de optimale betingelser med kostændringer og motion.

Effekten varierer meget fra person til person, afhængigt af startvægt, kost og aktivitet, dosis og Individuelle biologiske faktorer.

Et vedvarende vægttab kræver typisk, at du fortsætter med livsstilsændringer – og mange oplever, at vægten stiger igen, hvis de stopper med medicinen uden en plan.

9 Hvor hurtigt virker Mounjaro?


Det er meget individuelt, hvordan kroppen reagerer, første gang du tager Mounjaro. Nogle mærker nedsat appetit allerede inden for et par timer, mens der kan gå flere dage og endda uger for andre.

Man siger, at det tager 8-72 timer efter injektion, før Mounjaro når op på fuld effekt. Men der kan gå adskillige uger, før du begynder at tabe dig.

Visse kliniske studier af folk med en startvægt på lidt over 100 kilo viser, at du kan tabe ca. 4-6 kilo den første måned på Mounjaro og ca. 20 kilo på et år.

Men hvor hurtigt du taber dig, afhænger af mange individuelle faktorer som startvægt, kost og motion og genetik.

10 Hvad sker der, når man stopper på Mounjaro?


Når du stopper på Mounjaro, går der nogle dage eller uger, før medicinen er helt ude af kroppen.

Herefter sker der det samme, som når du stopper med andre typer vægttabsmedicin. Effekten forsvinder, og din appetit og dit blodsukker vender tilbage til samme niveau som før.

Benytter du medicinen til behandling af type 2-diabetes, skal du derfor regne med livslang behandling.

Læs også: Stabil, sund vægt: Få overlægens 8 bedste råd

Benytter du Mounjaro til vægttab, skal du vide, at sult og cravings vender tilbage, så snart du stopper med medicinen. De fleste studier viser, at du har taget størstedelen på igen efter et år.

Det kræver altså viljestyrke og varige livstilsomlægninger, hvis du vil bevare det vægttab, du opnår med vægttabsmedicin.