Amanda på Wegovy: “Før svingede min vægt med 10-20 kg”

Amanda begyndte at tage Wegovy for at tabe sig. Nu fortsætter hun på det for ikke at tage på igen. Læs, hvordan hun lærte den vigtige lektie.

Før- og etterbilde av Amanda, som har tatt Wegovy.

MEDISIN var nødvendig for at Amanda kunne oppnå det vekttapet hun drømte om. Men så dro hun på ferie...

© Privat

Udgifterne til vægttabsmedicinen Wegovy er en ny post i 37-årige Amandas budget. Til gengæld sparer hun en del på tøjkontoen.

“Jeg kan bruge det samme tøj nu. Før i tiden skulle jeg jævnligt skifte hele garderoben ud, fordi min vægt svingede op og ned med 10-25 kilo. Det er slut nu,” siger hun.

Læs også: Lær at spise sundt – for altid

Overvægt har altid fulgt lige i hælene på hende, selvom hun har “slået tilbage” med træning, diverse kure og sågar en fedmeoperation.

Sidstnævnte tabte hun 21 kg på, da hun fik sat en såkaldt gastric ballon ind i mavesækken fra 2022 til 2023. Men da slutresultatet var i hus, havde hun lyst til at fortsætte vægttabet.

Farvel til kager og overspisning

Badevægten viste 86 kg, og det var stadig for højt et tal i Amandas øjne, så hun gik til sin læge og bad om at få medicinsk hjælp til det sidste. Det fik hun i form af Wegovy.

“Der gik lang tid, før der begyndte at ske noget, men så rykkede vægten sig. På 3-4 måneder tabte jeg mig 10 kg,” fortæller hun.

Wegovy virkede nemlig effektivt mod både sukkertrang og overspisning.

Læs også: Undgå overspisning med denne simple metode

“Før kunne jeg ikke køre forbi en bager uden at købe en træstamme. Den lyst forsvandt. Hvor jeg normalt elskede mad og skulle have to-tre ekstra portioner, gjorde medicinen mig nu mæt efter én tallerken,” siger hun.

Brat opbremsning

Da sommerferien nærmede sig, besluttede Amanda at give sig selv en velfortjent pause. Familien skulle på ferie, og i de seks uger ville hun ikke bruge medicin, der i et par måneder heller ikke havde rykket vægten yderligere.

“Da ferien var slut, havde jeg taget 6 kilo på. Det var så frustrerende,” siger hun.

Amanda begyndte at tage Wegovy igen og har været på det siden. Hun har lært på den hårde måde, at medicinen kun virker, så længe du tager den. Når du slipper den, kan de tabte kilo hurtigt finde tilbage på mave og lår.

“Da jeg stoppede, kunne jeg tydeligt mærke, at det ikke virkede længere – nærmest på dagen,” husker hun.

Kræver stor indsats at stoppe

Det kan altså være lidt af en udfordring at tøjle trangen til mad, når kroppen har vænnet sig til at blive mæt af lidt og pludselig ikke får sit ‘drug’ længere.

“Jeg ved, at hvis jeg stopper igen, vil jeg tage på igen, og det betaler jeg for ikke at gøre,” siger hun.

Amanda er udmærket klar over, hvad der skal til for at smide medicinen.

“Hvis du skal af det (medicinen, red.), skal du have en plan. Hvis du er rigtig god til at holde dig på få kalorier og modstå fristelser, så skal det nok virke, men det ville jeg ikke kunne,” erkender hun.

Hun er dog begyndt at træne styrketræning to gange om ugen.

Vil holde vægten stabil

Amanda er langt fra den eneste, der begyndte at tage vægttabsmedicin for at tabe sig, men som i løbet af behandlingen har ændret fokus.

“Det er snart et år, hvor jeg har vejet det samme. Det er frustrerende, at vægten har ligget stabilt. Omvendt er alene dét – ikke at stige i vægt – også et resultat,” siger Amanda.

Selvom hun stadig drømmer om at komme ned omkring 72 kg fra de nuværende 81 kg, er hun sikker på, at hun har fået udbytte af at tage medicinen.

“Hvis jeg ikke havde haft medicinen, havde jeg været på plus 100. I al den tid jeg har været på Wegovy, har jeg ikke taget 10-20 kg på. Folk må mene, hvad de vil. Jeg har mine grunde, og jeg ser det som en investering i mig selv,” slutter Amanda.

Amandas råd om vægttabsmedicin

Overvej nøje før start

Med vægttabsmedicin vænner du kroppen til at have mindre appetit, men effekten skal erstattes, hvis du trapper ud. Så overvej grundigt, om du overhovedet vil begynde på det.

Prioritér træning

Når vægten går ned, bliver bevægelse lettere. Sørg for at lave lidt, og skru op for hyppighed og intensitet efterhånden, som kroppen får styrke til det.

Lettere at spise sundt hjemme

Når man er ude, er det sværere at holde igen på maden, fordi man vil gøre værtinden glad. Øv dig i at sige nej tak eller at nøjes med bare en smagsprøve af det usunde.

Investér i professionel støtte

En diætist eller en personlig træner kan holde dig på sporet i forløbet, hvad angår kost og træning.

Læs også: 5 grunde til, at personlig træning virker så godt

Du tager på, når du stopper

Medmindre du har en plan klar, der skruer ned for kalorierne, skal du indstille dig på, at vægten stiger, når du holder op med at tage medicinen.