Frugter og grøntsager i sæson i marts

Vinterens råvarer præger stadig listen over danske grøntsager i sæson her i marts. Men derfor kan du nu stadig lave lækker mad. Tjek bare her.

Grøntsager i sæson i marts

I SÆSON I MARTS – Savoykål, jordskokker og porrer er nogle af de danske grøntsager, du kan jonglere med i køkkenet i marts. Vi foreslår fx vegetariske kåldolmer, jordskokkemos og laks i fad med porrer. Sundt og lækkert.

© iStock

Officielt starter foråret i Danmark den 1. marts. Punktum.

Men selv om DU er klar på forår og spæde, sprøde salater, halter råvarerne lidt bagefter, og du må derfor indstille dig på en måneds tid mere med vinterens råvarer. I hvert fald, hvis du går efter danske frugter og grøntsager, hvilket der er mange gode grunde til. Læs bare her.

Læs også: Få en plakat med frugt og grøntsager i sæson

Er du ved at være træt af ovnbagte rodfrugter, så brug dem i salater og ikke som selvstændigt tilbehør.

Vi må vente lidt på danske frugter

I listen her for marts savner du måske danske frugter. Det er dog ikke en forglemmelse. Hvis du er heldig, kan du måske finde lidt rester af efterårets gode, danske æbler, men generelt må du ty til importeret frugt lige nu.

Med mindre du selvfølgelig er så heldig at have rester af sommerens danske bær i din fryser.

Læs også: Lær at spise sundt for altid

Liste over frugt og grønt i sæson i marts:

1 Bolsjebede


Er du til flotte grøntsager, skal du fylde indkøbskurven op med de stribede bolsjebeder. De ligner nærmest slik.

Du kan bruge bolsjebeder på samme måde som rødbeder. Fx syltede. Her kan de få en kedelig leverpostejmad til at ligne en million.

De flotte striber er dog mest tydelige i rå tilstand. Skær dem i ultratynde skiver, og brug i salater, fx som vores lækre bowl med rejer, perlespelt, spidskål og syltede rødløg.

FÅ EN OPSKRIFT:

2 Grønkål


Hvis der er én grøntsag, der kan booste dit immunforsvar, er det grønkål. De krøllede, grønne blade bugner af vitaminer og kostfibre, der styrker dine tarmbakterier og dermed dit immunsystem. Ja tak!

Bruger du grønkålen rå, så kram bladene med lidt olivenolie, når du har skåret dem. Så glider de grove blade lidt lettere ned.

Brug grønkål til en sprød grønkålssalat eller smid en god håndfuld i din smoothie, fx som vores populære proteinsmoothie. Eller forkæl dig selv med en skøn pastaret.

FÅ EN OPSKRIFT:

3 Gulerod


Gulerødder hitter hele året. De er geniale som en sund snack, og så er de ret nemme at bruge i din mad.

Et godt bud på en kold martsdag er en gulerodssuppe med masser af krydderier, der varmer helt ned i tåspidserne. En råkostsalat er oplagt, men du kan også prøve vores mættende salat med rodfrugter, kikærter, feta og persillehumus.

FÅ EN OPSKRIFT:

4 Hvidkål


Er økonomien lidt stram, er hvidkål din ven. Du får SÅ meget mad for ingen penge.

Brug den i salater, eller gå din mormor i bedene og lav en omgang stuvet hvidkål fx med blomkålsfrikadeller. Eller prøv denne skønne hverdagsret med hakket oksekød, hvidkål og gulerødder.

FÅ EN OPSKRIFT:

5 Hvidløg


Hvidløg er en genial smagsgiver, og som bonus får du også en antiinflammatorisk effekt.

Hvidløg er lækkert i en tomatsuppe, måske med hjemmebagte fladbrød til. På redaktionen er vi også ret vild med disse spanskinspirerede hvidløgsrejer, der både kan serveres som forret eller sammen med andre tapas. Olé!

FÅ EN OPSKRIFT:

6 Jordskok


Måske har jordskokker lidt udseendet imod sig. Og ja, de er også lidt besværlige at skrælle. Men smagen – oh la la – den er til gengæld uovertruffen. Så giv endelig jordskokken en chance.

Lav en skøn jordskokkesuppe, måske med hjemmelavede jordskokkechips som topping. Du kan også bruge de små knolde i en blød kartoffel-jordskokkemos eller ovnbage dem sammen med gulerødder som her og bruge dem i en varm pastasalat.

FÅ EN OPSKRIFT:

7 Julesalat


Kan man spise julesalat nu, hvor foråret nærmer sig? Sagtens! Og især, hvis du er til en lidt bitter salat.

Julesalat, der også kaldes endivie, er velegnet i en salat sammen med andre salattyper, men den fungerer også godt til stegning og ovnbagning.

Flæk den lille salat på langs, pensl med olivenolie eller smeltet smør og steg på panden i 5-10 min. eller bag i ovnen i ca. 15 min. Kom salt og peber på, og drys med hakkede nødder og persille. Enkelt og godt.

De små salatblade er også geniale som en lille, spiselig serveringsskål til en appetizer eller forret, fx som her med en rejecocktail.

FÅ EN OPSKRIFT:

8 Knoldselleri


Det er ikke udseendet, det kommer an på – heller ikke for grøntsager. Knoldselleri er bestemt ikke nogen skønhed, men smagen kan bare noget helt særligt.

Knoldselleri synger på sidste vers her i marts, så nyd dem endelig, mens de er her – du ser først de danske igen til september.

Brug dem fx til lækre sellerifritter. Kalorierne er helt i bund – faktisk under halvdelen af kalorierne i kartofler.

Knoldselleri giver også ekstra smag til en kartoffelmos, fungerer godt i en spaghetti bolognese, og vi er også ret vild med knolden i denne lækre lasagne.

FÅ EN OPSKRIFT:

9 Løg (zittauerløg)


Løg er ofte en lidt overset grøntsag, men alligevel er det en af dem, som de fleste af os altid har på lager. Sikkert fordi løg har lang holdbarhed, er meget anvendelige og giver rigtig god smag såvel rå som tilberedte.

Løg spiller ofte en birolle, men vi foreslår, at du for en enkelt gangs skyld lader løgene få hovedrollen i en skøn, fransk inspireret løgsuppe. Bon appetit!

FÅ EN OPSKRIFT:

10 Pastinak


Har du pastinakker i haven, har du den optimale opbevaring.

Pastinakker er nemlig en af de rodfrugter, der kan tåle at blive i jorden hele vinteren. Faktisk får den en lidt bedre og mere sød smag af en omgang frost.

Brug pastinak i tern i supper og gryderetter, i rodfrugtmos eller som ovnbagt.

FÅ EN OPSKRIFT:

11 Peberrod


Nordens chili kaldes peberrod – og med rette. Peberrod giver luft i næsen og tårer i øjnene, så er du glad for stærke sager som ingefær og chili, skulle du også invitere peberrod indenfor i dit køkken.

Peberrod er god i supper og sovse, men er også et hit oven på smørrebrød, enten friskrevet eller som peberrodscreme.

Den hvide rod er også den perfekte makker til rødbeder. Tjek det selv ud her i en skøn rødbedesuppe.

FÅ EN OPSKRIFT:

12 Persillerod


Er du glad for persille, så tank endelig godt op med persillerod. Roden har en fin smag og er oplagt som ovnbagt sammen med andre rodfrugter.

Brug også persillerod som tern i supper, eller måske som råstegte tern på panden til kød og fisk. Gryderetter og simreretter er også et godt bud, fx som den franske klassiker boeuf bourgignon.

Er du til salater, så husk, at ovnbagte rodfrugter også er et både fint og mættende indslag i dine salater. Fx som i denne rødkålssalat.

FÅ EN OPSKRIFT:

13 Porre


Den skal renses godt og duer ikke som rå gnave-grøntsag, men når det er sagt, er der kun roser tilbage til den lange, slanke fætter.

Porren er meget velegnet til at give smag i supper og madtærter. En kæmpe favorit er vores skønne kartoffel-porresuppe.

Vi synes dog også, at du skal prøve vores populære ovnret, hvor vi hælder porrer i et fad sammen med laks, spidskål og mascarpone. Ret lækkert!

FÅ EN OPSKRIFT:

14 Rosenkål


Rosenkål bider lidt fra sig med både smag og lugt, men de små, grønne kugler belønner dig til gengæld med masser af sunde stoffer.

Ovnbagning mildner smagen, ligesom det også klæder rosenkål at vende dem i en god marinade, fx sennepsmarinade, efter bagning.

Du kan sagtens bage dem separat blot med lidt olivenolie, men du kan også prøve en virkelig god vinterret, hvor kålene får selskab af kylling, rodfrugter, rødløg og perlebyg.

FÅ EN OPSKRIFT:

15 Rødbede


Et godt råd. Før du nærmer dig denne skønne rodfrugt, så tag et par plastikhandsker på. Rødbeder giver dig nemlig røde fingre, men til gengæld godt med mættende fibre i maven.

Rødbedesuppe er oplagt, men du kan også sagtens spise rødbederne rå. Fx som her i en salat med æbler og hele tre slags kål. En rigtig sundhedsbooster!

FÅ EN OPSKRIFT:

16 Rødkål


Mange af os forbinder rødkål med jul, men det er synd kun at bruge den runde, røde kanonkugle til en gang klassisk jule-rødkål.

Rødkål er nemlig et både sundt, flot, mættende og knasende sprødt indslag i sunde vintersalater. Prøv fx denne salat med laks, pasta, broccoli, gulerødder og nødder.

FÅ EN OPSKRIFT:

17 Rødløg


Flot farve og masser af smag er rødløgets største plusser, men det tæller også, at de har en ret lang holdbarhed. Ihvertfald hvis du opbevarer dem optimalt. Det gør du bedst et tørt, mørkt og køligt sted, helst ikke grøntsagsskuffen i køleskabet.

I rå tilstand giver rødløg farve og kant til enhver salat, ikke mindst en klassisk tomatsalat.

Smækker du dem en tur i ovnen, ændrer smagen sig til det sødlige, hvilket også kan noget.

Og så kan du jo også sylte rødløg – et kæmpehit, hvis du spørger os.

FÅ EN OPSKRIFT:

18 Savoykål


Gad vide, hvad savoykålet har gjort, for de færreste af os bruger det både velsmagende og virkelig flotte kål.

Brug fx savoykål fintsnittet i salater og wokretter, eller brug de store flotte blade som wrap. Du kan fx servere savoykålblade med falaffelfyld, pakke fisk ind i bladene og smække dem i ovnen eller prøve vores vegetariske kåldolmer med svampe og nødder. Du bestemmer.

FÅ EN OPSKRIFT:

Friske krydderurter året rundt

De fleste friske krydderurter dyrkes lokalt hele året. Nogle af dem er hårdføre og kan vokse på friland, mens andre dyrkes indendørs i fx drivhuse.

Savner du kartofler på listen?

Så er det helt med vilje. Selv om kartofler afgjort er en sund spise, regner vi dem ikke med som en grøntsag her.

Botanisk set er kartoflen ganske vist en grøntsag. Rent ernæringsmæssigt betragtes de brune knolde dog som en stivelsesholdig fødevare på linje med ris og pasta, da kartofler indeholder mere stivelse og færre bioaktive stoffer end andre grøntsager.

I Danmark tæller kartofler derfor ikke med i de 600 gram frugt og grønt – de såkaldte '6 om dagen' – som de officielle kostråd anbefaler.

Svampe, tørret frugt og nødder er heller ikke med på listen, da de ikke tæller med i de 600 gram frugt og grønt, som vi anbefales at spise dagligt.