Bagte, syltede, fermenterede – hvidløg kan det hele!
Hvidløg kan give en lækker, næsten nøddeagtig smag til maden, hvis du ved, hvad du gør. Og så er det fuld af sunde stoffer, som din krop elsker. Lugten? Den er der råd for.
Hvidløg kan give en lækker, næsten nøddeagtig smag til maden, hvis du ved, hvad du gør. Og så er det fuld af sunde stoffer, som din krop elsker. Lugten? Den er der råd for.
Hvidløg er superlækre og ikke mindst supersunde. Nogle af det lille løgs effekter, gør dog, at der er visse tidspunkter, du skal passe på med at spise for mange af de små fed. Få svar på hvornår, og se, hvordan du dyrker dine egne og laver både aioli, hvidøgsbrød og hvidløgsolie, der sender dine smagsløg en tur i Paradis.
TIP: Prøv at bruge en gaffel til at hakke hvidløg med. Pres gaflen mod hvidløget, indtil det er så hakket, som du ønsker det. Så slipper du for tendensen til, at hvidløgsstykkerne klistrer fast på knivens blad.
Hvidløg har i årtusinder været brugt som naturlægemiddel. Et par fed i kødsovsen kommer ikke til at kurere dig for hverken kræft eller blodpropper, men det lille løg indeholder stoffer, der sammen med en sund og varieret kost kan bidrage til et godt helbred. Her kan du se nogle af hvidløgets egenskaber.
ANTIINFLAMMATORISK EFFEKT. Hvidløg indeholder svovlholdige stoffer, der virker antiinflammatorisk, og som derfor fx kan bidrage til at mindske risikoen for åreforkalkning.
GAVNER KOLESTEROLTALLET. Hvidløg har den geniale egenskab, at det både kan sænke det dårlige kolesterol og øge mængden af det gavnlige kolesterol i dit blod. Det meste forskning er dog lavet med enten fermenteret hvidløg eller hvidløg i pulveriseret form.
GODT FOR BLODTRYKKET. Man ved ikke helt, hvad der udløser effekten, men det ser ud til, at hvidløg kan udvide dine blodkar og på den måde medvirke til at sænke blodtrykket.
MULIG KRÆFTHÆMMENDE EFFEKT. Enkelte studier har vist en effekt af hvidløg hos mennesker med høj risiko for mave- eller tarmkræft. Men der er også større studier, der ikke har kunnet påvise en beskyttende effekt. Med andre ord er der måske en kræfthæmmende effekt af hvidløg, men det kræver en del yderligere forskning.
DIN HUD. Hvidløg indeholder stoffer, der er kendt for at styrke huden, men det er ikke noget, der er stærk evidens for, og du skal være varsom med at lege med hvidløg som middel mod eksem og akne.
Hvidløg kan i større mængder virke blodfortyndende. Så på grund af blødningsrisiko skal du stoppe med at spise hvidløg eller kosttilskud med hvidløg før en operation. Hvidløg kan også påvirke effekten af visse typer medicin, fx diabetesmedicin og kemoterapi. Hvis du overvejer at tage løget som kosttilskud, så rådfør dig altid med din læge først – særligt hvis du tager nogen former for medicin.
Er du interesseret i at vide mere om hvidløg som kosttilskud? Her kan du læse om hvidløgspiller.
Hvidløg kan dyrkes i enhver køkkenhave med almindelig havejord og godt med solskin. Du kan også sagtens dyrke løget i krukker, altankasser og i drivhus.
Hvidløg sættes bedst i jorden om efteråret, og du kan sætte alle sorter. Både hvidløg fra planteskoler, supermarkeder og egen høst. Økologiske hvidløg er bedst, for de er ikke behandlet med et stof, der forhindrer spiring. Hvert fed bliver til ét nyt løg. Her får du vores bedste tips til dyrkningen:
Hvidløg hører til liljefamilien og er nært beslægtet med purløg, porrer og almindelige løg. Men hvidløg har også siden oldtiden været brugt som naturmedicin. Man mener, at det stammer fra det centrale Asien, hvor det voksede i bjergene. Sidenhen kom løget til middelhavsområdet og senere resten af Europa.
Der findes flere hundrede sorter hvidløg. Smagen er dog nogenlunde ens. Overordnet set er der to hovedkategorier.
Fugt gør hvidløg bløde og runkne og mugner dem. Ideelt skal det opbevares på et køligt og tørt sted, fx i et viktualierum. Har du ikke det, kan du opbevare dem i en skål på køkkenbordet i ca. 3-4 uger.
Ja, men inden du gør det, bør du rive, hakke eller presse dem. Ellers bliver de bløde. Husk også at pakke hvidløg godt ind. Ellers kommer de andre madvarer i fryseren til at smage af hvidløg. Ikke så fedt i morgensmoothien!
Hvidløg i brød og pesto kan løfte dit måltid til et højere niveau, men kvitterer ofte med at give den fæleste ånde. Det er svovlforbindelserne i løget, der er skyld i miseren.
Rå hvidløg lugter mest og giver mest hvidløgsånde. Når du varmebehandler, fx steger hvidløg, lugter du mindre af det. Et gammel husråd siger desuden, at klorofylindholdet i spinat og persille hjælper mod hvidløgslugt. Det skader ikke at prøve, for begge dele er supersunde.
BAGTE HVIDLØG: Hvidløg kan bages hele i ovnen. Skær toppen af, læg en klat smør på, drys salt på skærefladen, og bag dem hele og med skal på, til de er møre og gyldne. Feddene serveres som tilbehør. De bagte fed prikkes ud ved bordet med en gaffel.
GRILLEDE HVIDLØG: Gør som ovenstående, men pak de hele hvidløg ind i folie først, så de ikke branker. Eller lav en grillmarinade med hvidløg, og pensl den på kød og grønt, inden du griller det.
FERMENTEREDE HVIDLØG: Du kender fermentering fra kål, men hvidløg kan også fermenteres. Det kræver en saltlage, et steriliseret syltetøjsglas og masser af tålmodighed. Tre uger tager det cirka at fermentere hvidløg.
SYLTEDE HVIDLØG: Tilføjer dybde til en ret. Prøv dem fx i salater, sandwich, på suppe og på et tapasbord, hvor de er superlækre. Tilføj først hvidløgene helt til slut, så får du det bedste frem i hvidløgene.
STEGTE HVIDLØG: Får en nærmest sød og nøddeagtig duft. Men pas på med at branke hvidløg for meget på panden, for så får det en bitter lugt og smag.
MARINEREDE HVIDLØG: Du kan lave marinerede fed i olie ved at koge hvidløgsfed i vand, eddike og salt. Hæld dem på et steriliseret glas sammen med fx tørret chili, og dæk dem med olie. Luk låget, og stil på køl.
SORTE HVIDLØG: Trender lige nu. Metoden kommer fra Korea, hvor man tilbereder almindelige hvide hvidløg ved lav varme i over en måned. På den måde ender feddene med at blive bløde og sorte og få en rund, umamiagtig smag.
Altså hvis du sammenligner med fx oksekød med en klimapåvirkning på næsten 14 CO2e pr. kg, så belaster rå hvidløg klimaet med 1,33 CO2e pr. kg. Til sammenligning belaster hvidløg i olie med 2,79 – altså det dobbelte. Purløg og porrer belaster omvendt kun med 0,32 CO2e pr. kg.
Artiklen blev bragt i I FORM nr. 03/2023