Selleri – sådan bruger du den grimme, lækre rod

Du bliver mæt for få kalorier, når du smækker knoldselleri på bordet. Her får du en guide til den fiberrige rodfrugt og vores 10 bedste opskrifter med den.

To knoldselleri med top

SELLERI KAN MÅSKE GODT – se lidt utilnærmelig ud ved første øjekast. Men når du har fået skyllet, skrællet og tilberedt, belønnes du med en virkelig skøn smag og godt med mættende kostfibre.

© iStock

Skulle man dømme efter udseendet, ville det være lidt op ad bakke for knoldselleri.

Dens blege ydre med brune pletter og masser af små, kringlede rødder, der ofte gemmer på jord, skriger ikke ligefrem “Spis mig”. Men har man først smagt knoldselleri – eller selleri, som den ofte kaldes – ved man heldigvis bedre.

Læs også: Spis og træn dig sundere på 28 dage

Lær at bruge den sunde rod

Selleri kan prale af en helt særlig smag, der både er superlækker og giver et særligt touch til mange retter. At den runde rod samtidig er sund, gør kun det hele bedre.

Vi har samlet vores bedste tips til knoldselleri. Du lærer fx, hvordan du nemmest får den tykke skræl af, og hvordan du serverer den ovnbagt eller som fx puré og mos.

Du får også 10 opskrifter med selleri – og dem kan du godt glæde dig til.

1 Hvad kan man bruge selleri til?


Det korte svar er: Meget!

Selleri kan bruges både rå og tilberedt, fx som stegt og ovnbagt, og som puré, mos, suppe, bøffer og fritter. Her fortæller vi dig, hvordan du gør.

Selleribøf i vegetarburger

KAN MAN LAVE BØFFER MED SELLERI? Ja da! Tjek bare vores lækre vegetarburger med bøf af selleri, gulerødder, kikærter og hvidløg.

© Skovdal Nordic

7 måder du kan bruge selleri på

Selleribøf

Du kan lave to slags selleribøf – en, hvor du blender en fars af bl.a. revet selleri og én, hvor du steger en tyk skive knoldselleri. Du bestemmer selv.

SÅDAN GØR DU:

Selleribøf af plantefars

  • Blend en fars af fx revet selleri, kikærter, æg, mel, havregryn og krydderier.
  • Form til bøffer, og steg dem på en pande i lidt olivenolie.

Selleribøf som en skive

  • Skær knoldsellerien ud i skiver på ca. 1-2 cm.
  • Brun dem af i olivenolie på en godt varm pande, og steg dem derefter møre. De skal ca. have 4-5 min. på hver side.
  • Hvis du foretrækker en paneret bøf, kan du inden stegningen vende den først i pisket æg og derefter fx pankorasp.

Læs også: Hvordan laver jeg en god kødfri plantebøf?

Selleripuré

En blød og cremet selleripuré er lækkert tilbehør til kød og fisk.

SÅDAN GØR DU:

  • Skræl selleri, skær den i grove stykker, og kog dem godt møre.
  • Blend sellerien helt glat, evt. med lidt olivenolie eller smør.
  • Tilsæt et skvæt mælk eller fløde. Konsistensen skal være tyk og cremet, men blødere end mos. Smag til med salt.
  • Top gerne med ristede, grofthakkede hasselnødder.

Læs også: Vild med puré? Prøv også vores lækre ærtepuré

Sellerimos

Er du glad for kartoffelmos, vil sellerimos sikkert også være et hit.

SÅDAN GØR DU:

  • Skræl selleri, skær den i grove stykker, og kog dem møre. Gem lidt af vandet.
  • Mos selleri med en gaffel eller håndmixer.
  • Tilsæt lidt mælk, et skvæt olivenolie og evt. lidt kogevand.
  • Smag til med salt og peber og evt. revet muskatnød.
  • Hvis du gerne vil have en lidt mildere smag, kan du lave kartoffelmos med selleri. Brug halv mængde kartofler og halv mængde selleri.

Læs også: Mere mos? Kartoffel-jordskokkemos er også et hit

Sellerifritter

En nem måde at "smugle" selleri i dine børn er via fritter. De bliver ikke helt så sprøde, som hvis du bruger kartofler, men de er stadig lækre. Du kan evt. drysse fritterne med lidt fintrevet parmesan de sidste 5 min. af bagetiden – det øger sprødheden.

SÅDAN GØR DU:

  • Skræl selleri, og skær den i stave til fritter.
  • Vend dem i lidt olivenolie, og læg dem på en bageplade med bagepapir.
  • Bag dem ovnen i ca. 25-30 min. ved 220 gr.
  • Drys med groft salt, og servér.

Læs også: Lav crispy grøntsagsfritter i din airfryer

Selleri i ovn

De fleste kender til ovnbagt selleri som fritter, tern eller bøffer, men du kan også sagtens bage en hel ovnbagt selleri. Her får du hele tre forskellige versioner.

SÅDAN GØR DU:

Ovnbagt hel selleri

  • Skræl selleri, og skær top og bund af.
  • Skær et stort kryds i toppen, og pensl knoldsellerien grundigt med olie – især i toppen. Drys med salt og peber.
  • Bag den i ovnen ved 180 gr. i ca. 2 timer afhængigt af størrelsen.
  • Når knoldsellerien er mør, åbner du krydset, og kommer fyld efter valg i hullet. Fx ristede svampe, nødder, hvidløgssmør og hakket persille.

Saltbagt selleri

  • Skyl, og skrub selleri meget grundigt med en grov børste, så du får fjernet alle jordrester. Hvis du foretrækker det, kan du også skrælle sellerien.
  • Kom salt i bunden af et dybt ovnfast fad eller en ovnfast gryde, og dæk selleriknolden helt med salt.
  • Bag den i ovnen ved 200 gr. i ca. 2 1/2 time, til den er mør.
  • Fjern alt saltet, brug evt. en bagepensel til at få det sidste af.
  • Skær sellerien ud i store både eller skiver. Top med hvidløgssmør eller en skyrdip med masser af krydderurter.
  • OBS! Skrællen skal ikke spises.

Ovnbagt selleri som hasselback

  • Skræl selleri, og del den i to halvdele.
  • Skær så mange fine og dybe hasselback-snit ned i sellerien uden at skære helt igennem. Et godt tip er at lægge en træ-grydeske på hver side af sellerien inden du skærer – så undgår du at komme til at skære helt igennem.
  • Placér de to halve selleri på en bageplade med bagepapir, og pensl med olivenolie, evt. tilsat presset hvidløg og timian.
  • Bag dem i ovnen ved 200 gr. i ca. 50 min., til de er gyldne på toppen.

Sellerisuppe

Selleri bruges nok mest som fyld i supper i form af kogte tern. Du kan dog også sagtens lave en decideret sellerisuppe.

SÅDAN GØR DU:

  • Skræl selleri, skær den i små tern, og svits dem godt sammen med lidt rå kartofler i tern, løg og hvidløg.
  • Tilsæt bouillon og krydderier, og lad det hele simre, indtil kartofler og selleri er møre.
  • Blend suppen, og smag til, evt. med et lille skvæt fløde.
  • Anret med en mættende topping af fx ristede kikærter, ovnbagte selleritern, hakkede nødder og krydderurter.

Læs også: Bliv fristet af vores mere end 80 lækre supper

Selleri i salat

Du kan bruge selleri i salater på to måder; som rå eller ovnbagt.

Rå selleri i salat

  • Skræl selleri, og riv den på et rivejern eller skær den i tynde strimler.
  • Rå selleri er især velegnet i en råkostsalat. Det kunne fx være med revet gulerod og rødbede samt æble i skiver, en honningdressing og hakkede nødder.

Læs også: Rå eller tilberedt? Sådan er grøntsagerne sundest

Ovnbagt selleri i salat

  • Skræl selleri, og skær den ud i tern.
  • Vend ternene i lidt olivenolie, og læg dem på en bageplade med bagepapir.
  • Bag i ovnen ved i ca. 25 min. ved 200 gr.
  • Vend de lune selleritern med fx rødkål i strimler, kogte linser, æbler, persille og en sennepsdressing. Drys med hakkede nødder.

Læs også: Lav en mættende salat med kikærter, ovnbagte rodfrugter og feta

Se også vores lækre opskrifter med selleri

2 Er det sundt at spise selleri?


Ja, det er supersundt at spise selleri – og alle andre rodfrugter og grøntsager i øvrigt.

Knoldselleri giver dig især godt med mættende kostfibre. Du får dog også pæne mængder C-vitamin og kalium.

Og så er der ganske få kalorier i den grove knold – faktisk under halvdelen af kalorierne i kartofler.

Læs også: Er knoldselleri sundere end kartofler?

Selleri og andre rodfrugter

SELLERI har i sammenligning med andre rodfrugter næstfærrest kalorier og og klart færrest kulhydrater.

© iStock

3 Næringsindhold i selleri


Her kan du se nogle af de sunde næringsstoffer, som selleri især kan prale af.

Selleri, næringsindhold:

Pr. 100 gram.
NæringsindholdPr. 100 gram
Kostfibre3,1 g
Kulhydrater4,2 g
C-vitamin7,17 mg
Kalium387 mg
Kalorier30 kcal
KILDE: DTU Fødevareinstituttet

4 Hvad er knoldselleri godt for?


De mange kostfibre i knoldselleri styrker dine tarmbakterier, din fordøjelse og sørger for en langvarig mæthed. Da knolden samtidig indeholder få kalorier – 30 kcal pr 100 g selleri – er den perfekt, hvis du gerne vil tabe dig.

Læs også: TEST – er dine tarmbakterier toptunede?

Kulhydraterne er også helt i bund – 4,2 g pr 100 g. Det gør knoldselleri oplagt, hvis du gerne vil tabe dig via en low carb-kur.

Dit bindevæv og immunforsvar kan også godt glæde sig. De styrkes begge af selleriens C-vitaminer.

Endelig har kalium en positiv effekt på såvel væskebalance som blodtryk og den indbyrdes kommunikation mellem alle kroppens celler.

5 Opskrifter med selleri


Glæd dig til en stribe lækre retter med selleri – tre vegetariske, tre med okse, to med kylling, en med svinekød og en med fisk.

Velbekomme!

10 lækre opskrifter med knoldselleri

© wichmann+bendtsen

Lasagne med kylling og masser af grønt

Alle elsker lasagne! Og i denne version får du hele 450 gram grønt i en portion. Knoldselleri udgør en pæn del.

Få opskriften her

© wichmann+bendtsen

Bøf Stroganoff med svampe og selleri-kartoffelmos

Vi har kommet knoldselleri i kartoffelmosen, og det har kun gjort denne lækre klassiker endnu bedre. Et klart hit på en kølig dag.

Få opskriften her

kylling med sellerifritter
© wichmann+bendtsen

Kylling med rodfrugtfritter og dip

Ovnbagt kylling med fritter af fx selleri, gulerødder og søde kartofler. Og så lige en megalækker dip. Ja tak!

Få opskriften her

Groentsagstaerte med selleri
© Betina Hastoft

Grøntsagstærte med gedeost

Lækker grøntsagstærte med masser af smag fra knoldselleri, gulerødder, gedeost og krydderurter.

Få opskriften her

Fish and selleri-chips
© wichmann+bendtsen

Fish and chips med sauce tartare

Om kun en halv time kan du servere knasende, sprød fisk og lækre sellerifritter med ærter og en sauce tartare.

Få opskriften her

Spaghetti bolognese med selleri
© wichmann+bendtsen

Spaghetti bolognese med selleri

Spaghetti med kødsovs er altid populært – også når du serverer den i en lidt sundere version med knoldselleri.

Få opskriften her

Cottage pie med selleri
© wichmann+bendtsen

Cottage pie med grove grøntsager

Knoldselleri, gulerødder, porrer og løg – du tanker godt op med de grove grønne her i vores udgave af den britiske og meget mættende cottage pie.

Få opskriften her

Veggieburger med syltede rodfrugter
© Skovdal Nordic

Veggieburger med syltede rodfrugter og chilimayo

Selleri, gulerødder og kikærter er de tre hovedingredienser i vores lækre vegetarbøffer. Fyld dem i fuldkornsburgerboller sammen med chilimayo og syltede rodfrugtstrimler. Mums!

Få opskriften her

Kotelet-med-aeble, selleri og groenkaal
© wichmann+bendtsen

Gris med æble, selleri og grønkål og timian

Gris på gaflen! Her i en skøn efterårsret med knoldselleri, æble, grønkål, rødløg og timian.

Få opskriften her

Noeddepostej med selleri
© wichmann+bendtsen

Vegansk nøddepostej med ris, svampe og selleri

Snup en kødfri aften, og prøv vores lækre og mættende nøddepostej. Servér en lækker salat til.

Få opskriften her

6 Hvad er knoldselleri?


Knoldselleri – med det latinske navn Apium graveolens var. rapaceum – er en rodfrugt. Den er rund og har en grov, bleg skræl med brune pletter og masser af knudrede rødder, der ofte gemmer på lidt jord. Selve kødet er hvidt.

Rodfrugten har lange, kraftige, grønne stængler og grønne blade i toppen.

Læs også: 9 rodfrugter, der booster din sundhed

Knoldselleri – skåret i stave til fritter

UD OVER AT SELLERI ER SUPERSUND er den også billig og drøj. Du får ret meget mættende mad for få penge i sådan en knold.

© iStock

7 Hvad smager knoldselleri af?


Smagen er ret karakteristisk, krydret og lidt bitter og sød på samme tid. Efter tilberedning bliver sødmen endnu mere tydelig.

Læs også: Stjernekokkens tips: Sådan pifter du dine grøntsager op

8 Skal knoldselleri skrælles?


Ja, knoldselleri skal skrælles, for skrællen er ret tyk og grov, og i bunden sidder der masser af fine rødder.

Selleri, skræl og en skarp kniv

GEM BARE DIN SKRÆLLEKNIV LANGT VÆK – når du skal fjerne skrællen fra knoldselleri. En skarp køkkenkniv er langt bedre til at få bugt med den tykke skræl.

Sådan skræller du knoldselleri

  • Start med at skære selleritoppen med de grønne stængler af. Måske er dette allerede gjort, når du køber den. Stænglerne kan du evt. gemme og bruge i en suppevisk eller en fond.
  • Skyl knoldsellerien grundigt. Der kan gemme sig en del jord omkring rødderne og ved at skylle, undgår du jord på dit skærebræt.
  • Læg knoldsellerien på et skærebræt. Lad skærefladen fra toppen vende nedad, så rodfrugten ligger fast.
  • Brug en stor og skarp køkkenkniv til at skære skrællen af oppefra og ned. Følg rundingen, og skær alt det brune fra. Det er svært at skrælle knoldselleri med en almindelig skrællekniv. Skrællen er tyk, og der sidder mange små rødder, som gør det svært at komme ind til skrællen.
  • Skær nu sellerien ud i tern, skiver, fritter eller stænger.

9 Er knoldselleri og bladselleri det samme?


Nej, knoldselleri og bladselleri er ikke det samme, men de er beslægtet. Bladselleri er stængler, der vokser over jorden, mens knoldselleri er en rodfrugt, hvor selve grøntsagen vokser under jorden.

De to grøntsager har dog andet end navnet til fælles – nemlig den lidt krydrede og meget karakteristiske smag.

Bladselleri – der også kaldes blegselleri – anvendes typisk i waldorfsalat, i kødsovs, i sellerijuice, til ost eller som en snack sammen med dip eller peanutbutter.

Et knoldselleri og et bladselleri

KNOLDSELLERI OG BLADSELLERI – deler navn og langt hen ad vejen også smag, men de er dog to forskellige grøntsager.

© iStock

10 Hvornår er knoldselleri i sæson?


Selleri er i sæson fra august og cirka frem til marts. Så det er i efteråret og om vinteren, at du skal kigge efter den lækre, runde rodfrugt i butikkerne og nyde dens særlige smag.

11 Hvor længe kan selleri holde sig?


Selleri kan holde sig ca. 3-4 uger i grøntsagsskuffen i køleskabet. Alle rodfrugter har generelt en lang holdbarhed, hvilket er med til at sænke risikoen for madspild.

Fjern de grønne stængler og blade, inden du lægger dine rodfrugter på køl – det øger holdbarheden.

12 Kan man fryse selleri?


Ja, selleri kan sagtens fryses ned, men som med de fleste grøntsager skal den blancheres før nedfrysning.

SÅDAN GØR DU:

  • Skræl selleri, og skær i tern.
  • Kom ternene i letsaltet, kogende vand i ganske kort tid, ca. 30 sekunder.
  • Overhæld derefter ternene med iskoldt vand, og lad dem dryppe af.
  • Kom ternene i fryseposer i passende portioner, og frys ned.

Holdbarhed i fryser: Ca. 10-12 måneder.

Læs også: Så længe kan din mad holde sig i fryseren

Optøet selleri er bedst at bruge i retter, hvor sellerien skal blendes, fx til puré, mos, fars eller en blendet suppe.

Har du lavet for meget sellerimos, kan du sagtens fryse resterne ned, men det kræver en grundig omrøring efter optøning.

13 Er selleri klimavenlig?


Yes, alle grove grøntsager som kål og rodfrugter har generelt en lav klimabelastning.

Læs også: Spis klimavenligt med I FORMs klimapyramide

Det skyldes, at disse ofte dyrkes på friland, mens fine salatgrøntsager, som tomat og agurk, ofte er importeret og/eller dyrket i drivhuse, hvorfor de udgør en større klimabelastning på grund af opvarmning.

Samtidig kan knoldselleri dyrkes i Danmark, hvilket også sænker også klimabelastningen fra transport.

Det har også en betydning, at rodfrugter har en lang holdbarhed. Det øger sandsynligheden for, at du når at bruge dem, og at de ikke ender som madspild. Tænk bare på fx avocadoer, der typisk bliver brune efter to dage på køkkenbordet.

Hvis du så oven i købet vælger fx sellerifritter eller sellerimos i stedet for mere klimabelastende tilbehør som fx pasta og især ris, er der ikke et øje tørt.