Så længe kan din mad holde sig i fryseren

Kød, fisk, marcipan. Få styr på, hvor længe dine madvarer kan holde sig i fryseren. Og få tips til en mere overskuelig fryser, hvor du altid ved, hvad du har.

Åben fryser med frosne grøntsager og suppe.

FRYSER-TJEK Hvor længe er det nu, at grøntsager kan holde sig i fryseren ...? Det kan du få 100 pct. styr på her i vores store fryserguide.

Hmmm… gad vide, hvad dét her egentlig er? Og hvor længe mon de her hindbær har ligget på husets kolde fjernlager? Og hov, derinde bagved ligger der minsandten også en gammel oksesteg ...

Tænker du, at vi er i gang med en større arkæologisk udgravning, så tager du helt fejl. Vi står såmænd bare med hovedet halvt inde i fryseren og kigger på diverse poser med forskelligt ubestemmeligt indhold. Lyder det bekendt? Så er denne artikel til dig (og mig), så vi kan blive skarpere til at udnytte vores fryser bedst muligt. Det har nemlig mange fordele.

  • For det første at skabe orden og overblik i din fryser. Ret så tilfredsstillende!
  • For det andet at få tjek på, hvor længe dine madvarer overhovedet kan tåle at være frosset ned.

Sæt nogle timer af, lav en kop te, og tag de lune handsker på, for foran dig venter en iskold opgave. Til gengæld venter belønningen i form af mindre madspild, nem mad på kort tid og en besparelse på husholdningsbudgettet lige om hjørnet.

Se her, hvor længe disse madvarer kan holde sig i fryseren:

1 KØD


Hvor længe kan kød holde sig i fryseren? Det afhænger helt af, hvilken slags kød der er tale om. Kødpålæg holder kun i 1-2 måneder, mens et stykker vildt kan holde sig i op mod 1,5 år i fryseren. Tjek den maksimale holdbarhed i fryser for forskellige slags kød her:

Hvor længe kan kød holde sig i fryseren

Hvor længe kan kød holde sig i fryseren?

Hakket kød

Max. frysetid: 4 måneder.

Godt at vide: De plastikbakker, som du køber hakket kød i, dur ikke til nedfrysning. Kom kødet i en frysepose i stedet, og tryk den helt flad.

Svinekød

Max. frysetid: 3-6 måneder.

Godt at vide: Store stykker kød holder sig længere tid i fryseren end små stykker, ligesom magre kødstykker holder sig bedre end fede.

Hele stykker oksekød

Max. frysetid: 1 år.

Godt at vide: Husk at tø kød op i dit køleskab. En stor steg kan godt tage et døgns tid om at tø op. Læg stegen i et stort fad, så der ikke drypper kødsaft ned på dine øvrige madvarer.

Lammekød og vildt, magert

Max. frysetid: 1,5 år.

Godt at vide: Selvom lam og vildt kan holde sig 1,5 år i fryseren, så spis det gerne tidligere. Al mad mister smag ved nedfrysning, og jo længere tid, jo mere smag går tabt.

Pølser og bacon

Max. frysetid: 1-3 måneder.

Godt at vide: Begge fødevarer er ret fede og tåler derfor kun kort tid i kulden.

Kødpålæg

Max. frysetid: 1-2 måneder.

Godt at vide: Del gerne op i mindre portioner, og frys ned i fryseposer.

Vil du gerne spise mindre kød, men stadig have lidt af den gode smag? Så tjek denne madplan

2 FISK


Hvor længe kan fisk holde sig i fryseren?

Hvor længe kan fisk og skaldyr holde sig i fryseren?

Fede fisk

Max. frysetid: 1-2 måneder.

Godt at vide: Med fisk er det ekstra vigtigt, at din fryser klarer minimum -18 grader.

Magre fisk

Max. frysetid: 3-6 måneder.

Godt at vide: Du kan sagtens spise magre fisk, der har været frosset ned i 6 måneder, men det kan ikke anbefales. Jo længere nedfrysning, jo mere tør og kedelig bliver fisken.

Fiskefars

Max. frysetid: 1-2 måneder.

Godt at vide: Ud af plastikbakken med fiskefarsen og over i en frysepose.

Skaldyr

Max. frysetid: 3-6 måneder.

Godt at vide: Frys skaldyr ned så friske som muligt, og tø dem op på køl.

Gravad og røget fisk

Max. frysetid: 3-4 uger.

Godt at vide: Fisken mister hurtigt smag i fryseren. Husk at tø op på køl.

3 FJERKRÆ


Hvor længe kan kylling holde sig i fryseren?

Hvor længe kan kylling og and holde sig i fryseren?

Kylling

Max. frysetid: 8-9 måneder.

Godt at vide: Du kan sagtens spise fjerkræ efter 8–9 måneders nedfrysning, men du skal vide, at kødet bliver mere tørt, jo længere tid du har det i fryseren.

And

Max. frysetid: 3-5 måneder.

Godt at vide: Ænder er fede og har derfor kortere holdbarhed end kylling.

Lad dem tø langsomt op i køleskabet – det tager ca. 48 timer. Læg dem i et stort fad, så der ikke drypper med saft.

4 HJEMMELAVEDE RETTER


Hvor længe kan gryderetter holde sig i fryseren?

Hvor længe kan hjemmelavede retter holde sig i fryseren?

Hjemmelavede retter

Max. frysetid: 3 måneder.

Godt at vide: Det er meget forskelligt, hvor længe madretter kan holde sig i fryseren. Fedtindholdet spiller en væsentlig rolle, fordi fedt hurtigt bliver harskt. Jo mere fedt, jo kortere holdbarhed

5 MEJERIPRODUKTER


Hvor længe kan smør holde sig i fryseren?

Hvor længe kan smør og andre mejeriprodukter holde sig i fryseren?

Smør

Max. frysetid: 3 måneder.

Godt at vide: Kom smørret i en frysepose. Del det evt. op i mindre portioner.

Mælk

Max. frysetid: 3 måneder.

Godt at vide: Frys mælken ned i en beholder, som du ikke fylder helt til randen, da mælk udvider sig lidt på frost.

Fløde

Max. frysetid: 3 måneder.

Godt at vide: Optøet fløde er fint i fx saucer, men ikke til flødeskum. Du kan dog godt fryse flødeskum. Tø det op på køl, og pisk let igennem.

Skæreost, 45+

Max. frysetid: 3-4 måneder.

Godt at vide: Smagen forringes, så optøet ost er bedst til madlavning.

Frys max. stykker på 300–400 g. Pak dem ind i plastikfilm plus en frysepose.

Andre oste

Magre oste under 45+ samt hårde oste som parmesan er ikke velegnede til nedfrysning, da de smuldrer og bliver kedelige.

Bløde oste er generelt ikke velegnede til nedfrysning, da de bliver grynede. Skal du bruge osten i en varm ret, kan du dog gøre et forsøg, fx med skimmelost.

Feta og mozzarella til en salat har ikke godt af en frysetur.

6 FRUGT


Hvor længe kan frugt holde sig i fryseren?

Hvor længe kan frugt holde sig i fryseren?

Generelt

Max. frysetid: 10-12 måneder.

Godt at vide: Frugt kan generelt holde sig forholdsvis længe i fryseren på grund af deres lave fedtindhold. Da konsistensen ændres efter en tur i fryseren, vil frugten efterfølgende være mest velegnet i fx smoothies, grød, syltetøj og bagværk.

Bananer

Max. frysetid: 2-3 måneder.

Godt at vide: Fjern skrællen, skær i skiver, og frys ned i en frysepose. Bananer er perfekt frosne i smoothies og som optøede til at give sødme til fx kager og bananpandekager.

Bær

Max. frysetid: 3-4 måneder.

Godt at vide: Frys gerne først bærrene ned let adskilte i ét lag. Så undgår du, at de fryser sammen til én stor klump. Kom dem derefter gerne flere sammen – helst i to lag fryseposer, så holder de bedre.

Optøede bær er mere bløde end friske bær, derfor er bær fra frost mest velegnet til smoothies og grød eller optøede oven på fx grød eller skyr.

Citrusfrugter

Max. frysetid: 10-12 måneder.

Godt at vide: Appelsiner og citroner er ikke frostegnede, men du kan presse dem og fryse saften ned i fx isterningposer. Brug citrussaften i fx smoothies, drinks eller ingefærshots.

Er frugterne økologiske, kan du også rive skallen og fryse den ned.

Æbler og pærer

Max. frysetid: 10-12 måneder.

Godt at vide: Æbler og pærer ændrer konsistens efter nedfrysning og er derfor mest velegnede som mos, fx i bagværk eller grød.

7 GRØNTSAGER


Hvor længe kan grøntsager holde sig i fryseren?

Hvor længe kan grøntsager holde sig i fryseren?

Generelt

Max. frysetid: 10-12 måneder.

Godt at vide: Grøntsager kan generelt holde sig forholdsvis længe i fryseren på grund af deres lave fedtindhold.

Langt de fleste friske grøntsager skal blancheres, før du fryser dem ned – det ødelægger de enzymer, som kan forringe deres kvalitet og holdbarhed. Du blancherer grøntsager ved at sænke dem i kogende vand i ganske kort tid – fra 30 sekunder til et par minutter alt efter størrelsen. Overhæld derefter grøntsagerne med iskoldt vand, lad dem dryppe af, og frys ned i passende portioner i fryseposer.

Avocado

Max. frysetid: 2-3 måneder.

Godt at vide: Avocadoer skal ikke blancheres. Fjern skræl og sten, skær avocadokødet i tern, vend med citronsaft, og frys ned i en frysepose. Husk at presse al luft ud af posen.

Du kan også fryse avocadoer som mos – husk citronsaft.
Frossen avocado er velegnet i smoothies og guacamole, men kan ikke anbefales i salater og på rugbrød, da konsistensen bliver mere smattet efter optøning.

Tomater

Max. frysetid: 3 måneder.

Godt at vide: Tomater skal ikke blancheres. De ændrer konsistens efter nedfrysning og er derfor bedst i gryderetter og supper. Blend dem evt., eller lav dem til tomatsovs før nedfrysning.

Peberfrugter

Max. frysetid: 10 måneder.

Godt at vide: Peberfrugter skal ikke blancheres. Flæk dem, fjern frøstolen, skær i strimler, og frys ned. Efter nedfrysning er peberfrugter bedst i supper, gryderetter og lignende.

Kartofler

Max. frysetid: 6 måneder. (3 måneder for flødekartofler)

Godt at vide:

  • Rå kartofler skal ikke i fryseren.
  • Kogte kartofler kan fryses, men bliver lidt vandede.
  • Kartoffelmos kan fryses, men rør det godt igennem efter optøning.
  • Flødekartofler tåler fint nedfrysning.

15 tips, der får dig til at spise mere grønt

8 ÆG


Hvor længe kan æg holde sig i fryseren?

Hvor længe kan æg holde sig i fryseren?

Pasteuriserede æggeblommer

Max. frysetid: 6 måneder.

Godt at vide: Æg er generelt ikke supervelegnede til nedfrysning, men du kan godt. Når du skal bruge de frosne æggeblommer, skal du tø dem op i køleskabet og bruge dem straks herefter. Brug dem til kager eller andet bagværk.

Pasteuriserede æggehvider

Max. frysetid: 6 måneder.

Godt at vide: Når du skal bruge de frosne æggehvider, skal du tø dem op i køleskabet og bruge dem straks herefter. Brug dem til kager og andet bagværk.

Æggehvider, der har været frosne, kan ikke piskes stive.

9 BAGVÆRK


Hvor længe kan brød og kager holde sig i fryseren?

Hvor længe kan brød og kager holde sig i fryseren?

Brød

Max. frysetid: 2-8 måneder.

Godt at vide: Jo flere kerner – og dermed jo mere fedt – jo kortere holdbarhed på frost. Du kan godt fryse rugbrød, men du risikerer, at det smuldrer.

Kager

Max. frysetid: 2-3 måneder.

Godt at vide: Fedtindholdet afgør, hvor længe du kan gemme dine kager i fryseren. Jo mere fedt, jo kortere holdbarhed i fryseren.
Dine optøede kager vil formentlig ikke være lige så lækre, som hvis de var friskbagte.

Hvis din kage skal fryses, så undlad at komme topping på, uanset om det handler om glasur, smørcreme, flødeost eller friske bær.

10 DIVERSE: Marcipan, nødder, chokolade mm.


Hvor længe kan marcipan og nødder holde sig i fryseren?

Hvor længe kan marcipan, nødder og andet holde sig i fryseren?

Marcipan

Max. frysetid: 10 måneder.

Godt at vide: Ren marcipan kan sagtens fryses, men det er vigtigt at tø den langsomt op i køleskabet. Konsistensen kan ændre sig lidt efter optøning, så marcipan er bedre til bagning end konfekt efter nedfrysning.

Overtræksmarcipan bør ikke nedfryses. Den vil miste sin struktur og vil derfor have svært ved at sidde ordentligt fast på en kage.

Nødder

Max. frysetid: 6-12 måneder.

Godt at vide: Nødder bliver nemt harske, så har du købt for mange, kan du forlænge holdbarheden ved at fryse dem ned.
Er nødderne helt friske, kan de holde sig et års tid, ellers regn med 6-8 måneder.

Chokolade

Max. frysetid: Bør ikke fryses.

Godt at vide: Ren chokolade bør ikke fryses ned, da strukturen ikke har godt af frostgraderne og fugten. Det samme gælder for marcipankonfekt overtrukket med chokolade.

Chokoladekager er en anden sag, de tåler fint nedfrysning.

Pizzadej

Max. frysetid: Ca. 2 måneder.

Godt at vide: Rul gerne pizzadejen ud til den ønskede størrelse inden nedfrysning. Laver du flere pizzabunde samtidigt, så læg bagepapir imellem, så de ikke fryser sammen.

Kogte ris

Max. frysetid: 2-3 måneder.

Godt at vide: Har du kogt for mange ris, kan du sagtens fryse resterne ned. Du skal bare køle dem ned i køleskabet hurtigt efter aftensmaden. Efter tre timer ved stuetemperatur risikerer du, at der udvikles bakteriesporer, der kan give madforgiftning.

Frys risene ned i mindre portioner i fryseposer.

Vær grundig ved genopvarmningen. Risene skal over 65 grader for at undgå dannelse af bakteriesporer.

Gær

Max. frysetid: Bør ikke fryses

Godt at vide: Nedfrysning kan tage livet af gærcellerne, hvilket vil gå ud over hæveevnen. Har du brug for at gemme gær i længere tid, så brug tørgær.

Tegning af dame ved fryser med orden

Få overblik i din fryser

Tøm – og ryd op

  • For at få en tjekket fryser skal du først sortere og rydde op. Det gør du nemmest, hvis du starter med at tømme fryseren helt. Det kan være lidt svært, hvis du er den glade ejer af en stor, fyldt kummefryser, men vent så evt. et par uger, hvor du virkelig gør en indsats for at få brugt en del af dine frostvarer.

  • Når du går i gang med oprydningen, så hav evt. en køletaske eller to stående ved siden af. Her kan du så opbevare dine letoptøelige varer som is og bær, mens du rydder ud.

  • Støder du undervejs på frostvarer, der tydeligvis er alt for gamle, så smid dem ud.

Inddel i kategorier

Det bedste overblik skaber du ved at opbevare de forskellige fødevaregrupper samlet, fx i hver sin fryserskuffe, kurv eller zone. Så ved du præcis, hvor du skal kigge, hvis du vil tjekke, om du fx har frosne rejer på lager.

Lav en inddeling, der passer til dig og dine frostvarer. Den kunne fx se sådan ud:

  • Tilberedte retter
  • Fisk og skaldyr
  • Kød og fjerkræ
  • Grøntsager
  • Frugt og bær
  • Mejerivarer
  • Is
  • Bagværk

Fordel nu dine frostvarer i bunker efter type, og beslut, hvilke der skal have mest plads i din fryser.

Sæt gerne mærkater eller lignende ved de forskellige zoner, så det også er nemt for andre i familien at være med til at holde orden i fryseren.

Tegning af fryseboks med label på

Sæt labels på

Nu skal dine frostvarer tilbage i kulden.

  • Har du varer, der er pakket i fx en papkasse, så fjern pappet, og læg evt. fødevaren i en frysepose. Det sparer plads i fryseren.

  • Sæt labels på alle dine varer, så du ved, hvad det er. Lad dette være en af dine bedste nye fryservaner, hver gang noget skal fryses ned – især når det handler om rester. Husk også datoen. Så kan du altid tjekke, om det er ved at være på tide at få spist levningerne.

  • Læg alle varerne tilbage i fryseren. Og nyd så lige synet, inden du smækker lågen i!

Tegning af dame med liste til sin fryser

En liste giver overblik

Er du vild med overblik, så sæt en liste på lågen af din fryser, eller hav en notesbog liggende ved siden af. Her noterer du alt indhold med dato, og så justerer du, hver gang du tager noget ud eller putter noget ind.

Det kræver disciplin, ja, men du vil elske dig selv for det i hverdagen.

Er det farligt at spise for gammel frysermad?


Nej, men det vil sikkert ikke være en nydelse. Ingen varer bør generelt ligge i fryseren i over et år. De bliver ikke sundhedsfarlige, men både smag og konsistens får et gevaldigt dyk nedad.

Kig grundigt på varen, når den tør op, og lugt til den. Lugter den dårligt, så smid den ud.

Hent I FORMs store skema med frysetid for 40 forskellige madvarer

Hvordan tør man bedst fryser mad op?


Tag dine frostvarer ud i god tid, og lad dem tø langsomt op i køleskabet.

Lader du maden tø op på køkkenbordet, vil den høje temperatur få bakterier til at formere sig hurtigere, og du risikerer, at maden bliver dårlig.

Du sparer desuden energi ved at lade iskolde mad køle dit køleskab midlertidigt ned. Smart!

Kan man fryse optøet mad?


Dame i gang med at genfryse en optøet fisk

Sådan genfryser du optøet mad

Har den optøede mad ligget i køleskabet, kan du fryse det igen inden for 1 døgn.

Har maden været ude ved stuetemperatur, skal den varmes godt op og tilberedes helt, inden du igen kan fryse den.

Råt kød bør altid tilberedes inden genfrysning.

Er du også glad for fryseposer? Tjek, hvad du skal være opmærksom på her

Frys dig til mindre madspild

Køl ned hurtigst muligt

På en travl dag er det skønt at kunne tage en god rest op af fryseren og servere en hurtig omgang hjemmelavet mad. Sådan fryser du bedst dine rester ned:

  • Køl maden ned i køleskabet så hurtigt som muligt.
  • Fordel maden i mindre portioner i en frysepose eller plastikbøtte. Små portioner både fryser og tør hurtigere. Jo hurtigere nedfrysning, jo mere smag bevares i din mad.
  • Læg maden i fryseren dér, hvor du har andre færdige retter. Placér dem gerne, så de ligger op ad allerede frosne varer, så fryser de nemlig hurtigere.

10 gode rester til fryseren

Rester fra fx en gryderet giver sig selv, men der er mange andre gode rester i dit køkken, som du kan fryse ned og genbruge på nye, lækre måder. Se bare her.

  1. Brød. Skær i tern, frys ned, og brug dem til brødcroutoner som topping på dine supper og salater.
  2. Rugbrød. Frys ned, til du har en god portion, og gå så din mormor i bedene, og lav en omgang øllebrød. Det luner og mætter godt i maven på en kold vintermorgen – eller aften.
  3. Fast ost. Osterester ender tit i skraldespanden, men riv dem i stedet, frys ned, og brug dem på pizza.
  4. Kage. Frys diverse rester ned, og brug dem til romkugler.
  5. Brune, overmodne bananer. Fjern skrællen, skær dem i skiver, og frys ned. Så har du altid et genialt sødemiddel til både smoothies og kager.

    Rester til din isterningbakke:
  6. Krydderurter. Fordel dine krydderurterester i de små rum, hæld olivenolie eller bouillon over, og frys ned. En terning eller to giver god smag i din gryderet, sauce eller kødsovs.
  7. Rødvin. Perfekt i din sauce, gryderet eller kødsovs.
  8. Hvidvin. Godt til en omgang risotto.
  9. Kaffe. Brug de frosne kaffeterninger i din iskaffe. I modsætning til en normal isterning gør de ikke din iskaffe vandet.
  10. Piskefløde. En terning eller to i saucen, suppen eller gryderetten sætter prikken over i'et.