Er mørk chokolade sundt?

De fleste kan blive enige om, at smagen er himmelsk. At mørk chokolade ovenikøbet har ry for at være supersundt, gør absolut ikke fornøjelsen mindre. Men er den brune lækkerbisken overhovedet så sund, som dens image siger? Vi har sat den bittersøde snack under lup.

Mørk chokolade på bord

Det siges, at der ikke er noget problem i verden, som chokolade ikke kan fikse. Det tillægger måske den brune lækkerbidsken for meget magt, men tegner ikke desto mindre et billede af en universel kærlighed til den brune delikatesse. Chokolade er især populært i desserter eller som en sød snack, men er også en vellidt ingrediens i saucer og sammenkogte retter. Vi har sat den søde snack under lup og undersøgt, hvordan man laver chokolade, hvad det indeholder, og hvor sundt det i virkeligheden er.

1 Er mørk chokolade sundt?


Ja, mørk chokolade kan betegnes som værende sundt i små mængder. Chokolades ernæringsmæssige kvaliteter ligger på højde med nødder, dadler og andre sunde snacks – og hvis du vel at mærke vælger en mørk én af slagsen og nyder den i moderate mængder, så har den mørke variant mange gavnlige effekter.

Det er dog ikke en gyldig grund til at guffe uhæmmet løs af den bittersøde godte. Ganske vist indeholder mørk chokolade en masse styrkende antioxidanter på linje med frugt og grønt, men i modsætning til frugt og grønt er chokolade et forarbejdet produkt, der er tilsat både fedt og sukker – og det trækker sundhedsværdien ned.

Flere studier viser også, at mange chokoladeprodukter indeholder tungmetallet cadmium, som på den lange bane kan give nyreskader. Holder du dig dog under 100 gram mørk chokolade om dagen, burde det ikke være problematisk.

Sundhedsværdien ved at spise mørk chokolade afhænger desuden af, hvad du ellers fylder på tallerkenen. Får du i forvejen godt med frugt og grønt, vil det formentlig ikke rykke nævneværdigt ved din sundhed at spise mørk chokolade på daglig basis. Men den mørke variant har alligevel en del fordele, der er værd at tage med:

5 sunde fordele ved at spise mørk chokolade

Det er fyldt med antioxidanter

Kakaobønner er sprængfyldt med såkaldte flavanoler, som er nogle særligt kraftfulde antioxidanter, der beskytter kredsløbet. Forskere har konkluderet, at der er 37 pct. lavere risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme og 29 pct. lavere risiko for at blive ramt af hjerteslag, hvis du indtager mørk chokolade jævnligt.

Det gavner hjernen

Chokoladens sundhedsfremmende effekt gælder dog ikke kun kredsløbet, men også hjernen. Måske har du selv oplevet, at chokolade rent faktisk kan gøre dig glad i låget. Den velsmagende spise stimulerer simpelthen dannelsen af naturlige velvære-hormoner, der gør dig afslappet og veltilpas.

Det nedsætter risikoen for demens

Undersøgelser viser også, at ældre mennesker, der regelmæssigt indtager mørk chokolade, mindsker risikoen for demens. Forskere fra Harvard University har desuden konkluderet, at indtagelse af mørk chokolade øger hjernens blodgennemstrømning og sikrer, at den fungerer optimalt.

Det fremmer ydeevnen under træning

Mørk chokolade har desuden vist sig at kunne fremme ydeevnen under træning. Ligesom rødbede øger mørk chokolade nemlig kroppens produktion af nitrat, der udvider blodkarrene og fremmer iltoptagelsen.

Det mætter mere end andet slik

Kakaosmør består hovedsageligt af nogle bestemte fedtsyrer, der ligger længe i mavesækken og sender besked til hjernen om, at den ikke behøver at spise mere foreløbig. Så der er altså god grund til at række ud efter en firkant lækker mørk chokolade fremfor en håndfuld vingummier i fredagsslikskålen.

2 Hvor mange kalorier er der i chokolade?


Mængden af kalorier svinger ikke meget i de forskellige varianter – forskellen skal i stedet findes i den sundhedsmæssige værdi.


Chokolade-variant Antal kalorier pr. 100 g
Mørk chokolade 549 kalorier
Mælkechokolade 545 kalorier
Hvid chokolade 539 kalorier
Kilde: DTU's fødevaredatabase

Læs også: Hvor mange kalorier er der i tomat?

3 Feder mørk chokolade mere end lys chokolade?


Målt på energiindhold er der rundt regnet lige mange kalorier i mørk chokolade og flødechokolade. En undersøgelse viser dog, at hvis du vælger den mørke variant, så tyder noget på, at du vil indtage færre kalorier bagefter, fordi du bliver mere mæt af den mørke variant.

Få nemt styr på, hvad dit daglige kaloriebehov er med I FORMs kalorieberegner.

Læs også: Nem og sund chokoladekage

Hvid chokolade, lys chokolade, mørk chokolade

VIDSTE DU, AT... Hvis kakaoindholdet overstiger 43 pct., kan chokoladen defineres som mørk. Reelt kan betegnelsen derfor også dække over chokolade, hvor over halvdelen består af smør, sukker og andre tilsætningsstoffer.

© iStock

4 Hvad består chokolade af?


En god mørk chokolade består ikke af meget andet end kakaobønnens tørstof, kakaosmør, sukker og evt. vanilje og emulgatorer. Forholdet mellem tørstof og kakaosmør kan variere. Den omtrentlige fordeling kan ses nedenfor:

Indholdet i mørk chokolade

INDHOLD – Diagrammet viser indholdet i 100 gram mørk chokolade med 70 procent kakao.

© Martin Kreutzer

5 Er kakaosmør sundere end almindeligt smør?


Kakaosmør er et fedtstof, der udvindes direkte fra kakaobønnerne. Derfor er kakaosmør altså vegansk. Både kakaosmør og almindeligt smør er fedtkilder, der er rige på mættet fedt. De er dog sammensat meget forskelligt. Kakaosmør indeholder fx stearinsyre, som i modsætning til fedtsyren i smør har vist sig at være uskadelig for bl.a. kolesteroltallet. Derfor kan kakaosmør siges at være sundere end almindeligt smør.

6 Hvordan laver man chokolade?


Mayafolket og de gamle aztekere dyrkede chokolade som en hellig spise, og rejsen fra fra kakaobønne til den chokoladebar, du gnasker i dig til dessert, er da også lang. Følg processen nedenfor.

Kakaobønner på træ bliver til chokolade
© iStock

Kakaobønnerne plukkes

Kakaobønnerne vokser på træer af forskellig sort, som ud over jordbundsforhold og geografisk placering påvirker det endelige produkt. Bønnerne plukkes og pilles sammen med frugtkødet ud af skallen, hvorefter de lægges til fermentering.

Kakaobønner tørres, før de bliver til chokolade
© iStock

Bønnerne tørres

Kakaobønnerne tørres enten i solen, ved et bål eller ved at blive varmeblæst. Herefter bliver bønnerne ristet, så de udvikler den rette aroma. Dernæst fjernes skallerne, og nu er der kun den tilbageværende masse, der kaldes "kakaonibs", tilbage. Nibsene knuses til en tyk pasta, som bruges i den videre proces.

Kakaosmør udvindes

Den tilbageværende kakaopasta er nu klar til at blive til chokolade og kakao. Første skridt er at køre massen igennem en stor hydraulisk presse. Her presses kakaosmørret ud, og den resterende tørre del af massen knuses til kakaopulver – ligesom du kender det fra bagning derhjemme. Det hvidlige kakaosmør skilles for sig og bruges i den videre proces.

Chokoladeproduktion
© iStock

Chokoladen blandes

Nu justeres kakaomassen ved at tilsætte ekstra kakaosmør og sukker, til massen har den ønskede smag, konsistens og styrke. Dernæst bliver massen presset mellem to modsatroterende cylindre, så chokoladen bliver blød og fri for små kakaopartikler. Chokoladen concheres, det vil sige, at smagen gennem iltning justeres til den rette syre.

Chokoladebarer på fabrik
© iStock

Den færdige bar bliver til

Endelig tempereres chokoladen, så den opnår det rette “knæk”, hvorefter den bliver støbt i den ønskede form eller blandet med andre ingredienser og støbt til barer eller andre lækre sager.

7 Hvad er hvid chokolade lavet af?


Hvid chokolade består hovedsageligt af kakaosmør, mælk, sukker og ofte også vanilje. Den hvide farve er et resultat af manglen på kakao, eftersom der intet kakaotørstof er i produktet. Mørk chokolade indeholder til tider op mod 80 - 90 % kakao, mens den hvide variant simpelthen er kakaofri.

8 Er der gluten i chokolade?


Nej, en ren plade chokolade indeholder som udgangspunkt ikke gluten, men vælger du chokoladebarer eller plader, der indeholder fx kiks, knas eller nødder, så skal du måske kigge en ekstra gang på emballagen. Disse varianter kan nemlig godt indeholde gluten.

10 procentfærre kalorier indtog deltagerne i et forsøg, efter at de havde spist 100 gram mørk chokolade. Efter forsøget følte de sig både mere mætte og havde også mindre lyst til søde sager sammenlignet med de testpersoner, der havde spist 100 gram flødechokolade.

9 Er chokolade klimavenligt?


Ja, hvis du går efter den mørke variant, så træffer du også et godt klimavalg. Ikke nok med, at den er sundere for dig – den er også sødere mod klimaet. Årsagen er indholdet af henholdsvis kakao og mælkepulver. I mørk chokolade med fx 80 % kakao er der ikke plads til meget andet end kakao. I den lyse, der typisk har et kakaoindhold på 30-40 %, er der derimod masser af plads til mælkepulver og sukker. Jo mere mælk, jo højere klimabelastning – og jo mindre sukker, jo sundere for dig.

Så meget CO2 udleder de pr. kg:

  • Mørk chokolade: 3,74 kg
  • Lys chokolade: 5,18 kg

Kilde: Den store klimadatabase, Concito

Læs også: Er hindbær klimavenlige?

Kakaoboenner-chokolade

VIDSTE DU, AT... kakaobønner ikke bare er kakaobønner. Ligesom med vine er der kæmpe variation, når det kommer til smagen, men også sundhedsværdien i det endelige produkt. Der findes over 1.000 forskellige kakaotyper på verdensplan.

© iStock

10 Er der koffein i chokolade?


Ligesom kaffebønner er frugten fra kakaotræet en naturlig kilde til koffein. Størst er koncentrationen i mørk chokolade, da indholdet stiger med kakaoprocenten. Mængden af det opkvikkende stof er dog væsentligt lavere i kakaobønner end i kaffebønner.

11 Fremmer mørk chokolade sexlysten?


Godt nok kan smagen af et stykke kraftfuldt chokolade frigøre dopaminer, der løfter humøret, og som en følgevirkning heraf potentielt øge lysten til lagengymnastik. De få undersøgelser, der er lavet på området, har dog ikke resulteret i nogen målbar effekt.

12 Opskrifter med chokolade


Sund opskrift på chokoladebar
© I FORM

Hjemmelavede chokoladebarer

Lav dine egne sunde chokoladebarer med vores velsmagende opskrifter på kiksekat, bounty-drøm, after dinner og snicky-snack.

Se opskrifterne her

Varm kakao opskrift
© I FORM

Varm kakao

Bider vinterfrosten i kinderne, eller er du bare chokolade-sulten? Så prøv vores skønne version af varm kakao – med et twist.

Se opskriften her

Chokolademousse opskrift
© I FORM

Sund chokolademousse

Har du også hang til den cremede dessert? Så prøv vores sunde opskrift på syndig chokolademousse – du skal kun bruge 3 ingredienser!

Se opskriften her

Kakaois opskrift
© I FORM

Cremet kakaois

Nyder du også en skøn is med smag af chokolade? Så prøv vores fedtfattige version, der både er lækker og lav på kalorier.

Se opskriften her

Chokoladebooster opskrift
© I FORM

Choko-booster

Chokolade behøver ikke altid være lig med usunde vaner. Her får du opskriften på et sundt og lækkert alternativ, der bugner af vitaminer og mineraler.

Se opskriften her

Choko rugboller opskrift
© I FORM

Choko-rugboller

Mangler du en opskrift med chokolade, som mætter lidt? Prøv vores skønne sundhedssymfoni med chokolade og mandler forklædt som en rugbolle.

Se opskriften her

Choko-muffins
© I FORM

Kalorielette chokomuffins

Et sundt og lækker alternativ til de klassiske chokolademuffins. Hver muffin indeholder kun 147 kalorier!

Se opskriften her