Er æg sundt – og hvor mange må jeg spise?

Æg er en lille proteingodte og det nærmeste, vi kommer en stor vitaminpille. Se her, hvor sunde de er, hvor mange æg du må spise om dagen – og om æg egentlig kan hæve dit kolesterol.

æg spises med ske

PROTEINSNACK | Vi spiser æg som aldrig før – og det er der god grund til. De er nemlig både sunde og mættende.

© iStock

Æg er forbundet med flere myter og bekymringer, fx at de feder og skader dit kolesteroltal. Og selv om de fleste kan koge et, er der stor uenighed om, hvordan man laver det perfekte blødkogte æg.

Fakta er, at æg er en af naturens små ernæringsbomber med mange sundhedsmæssige fordele, hvis man spiser dem som en del af en balanceret og varieret kost med mange grøntsager, fuldkorn og sunde fedtstoffer.

Her kan du få svar på spørgsmål som, hvor meget protein der er i æg, hvor mange man må spise om dagen, og hvor længe æg kan holde sig. Og så kan du blive meget klogere på, hvordan man koger det perfekte æg!

1 Er æg sundt?


Æg er ikke bare sunde, de er supersunde. Æg er nemlig kyllingefostrets madpakke, så de indeholder stort set alle næringsstoffer bortset fra fibre og C-vitamin.

Er det sundt at spise æg hver dag?

Ja, det er sundt at spise æg hver dag – så længe de er del af en varieret og balanceret kost.

Udvalget bag vores kostråd har gennempløjet en masse international forskning om æg. Og mange undersøgelser - både hjemlige og internationale – viser, at det skulle være sundt, og ikke mindst helbredsmæssigt sikkert, at spise op til et æg dagligt.

Vi har i årtier været bange for det høje kolesterolindhold i æg, men det er der ingen grund til, har forskningen slået fast.

I dag ved vi nemlig, at kolesterol i kosten ikke direkte påvirker kolesterolniveauet i blodet. Du kan altså sagtens spise æg, selv om du har en hjertesygdom eller forhøjet kolesterol. Det kan du læse mere om her.

6 grunde til at spise æg

Hvad er æg godt for? De både mætter, bidrager med masser af protein, indeholder et væld af vitaminer og mineraler, og så er de ikke ultraforarbejdede. Bliv klogere her:

Det er ideel træningsmad

Æg er suveræne, hvis du vil have succes i træningsskoene. Det gælder uanset, om du styrketræner eller laver cardio.

De indeholder nemlig protein, som sætter fut under kroppens restitution, hvilket er essentielt for muskelreparation og opbygning af muskelmasse. Ved hård styrketræning kan dit proteinbehov stige fra 0,75 til 1,6-1,8 gram per kilo, du vejer. Og her giver de et perfekt protein-tilskud.

Samtidig er æg rige på mineralet jern, som din krop skal bruge til at danne røde blodlegemer, så du kan få transporteret ilt rundt i kroppen.

De er ikke ultraforarbejdede

Æg er ikke ultraforarbejdede, da de kommer i deres naturlige form uden tilsatte konserveringsmidler, farve- eller smagsstoffer.

Som en ekstra bonus er de desuden sunde i alle former lige fra blødkogte, hårdkogte, som spejlæg, i en omelet, som en æggekage eller i bagværk og andre retter.

Tilberedning eller opvarmning påvirker nemlig ikke de sunde næringsstoffer i æg, hvilket vi ser hos fx grøntsager.

Æg mætter

Der er forsvindende lidt kulhydrat i æg, til gengæld mætter æggets mange proteiner og sunde fedtsyrer godt.

I et vægttabsstudie, hvor deltagerne fik enten æg eller bagel til morgenmad, smed æggespiserne betydeligt færre kalorier på tallerkenen ved det efterfølgende måltid og havde en bedre mæthedsfølelse i mange timer efter morgenmaden i forhold til de deltagere, der blev spist af med brød.

Det er fornem vegetarmad

Æg er fyldt med kvalitetsprotein. Det vil sige protein, der er både letoptageligt, og som indeholder alle de essentielle aminosyrer, din krop skal bruge.

Samtidig er de rige på B12-vitamin, som kun findes i animalske madvarer, og de indeholder også tre gange så meget jern som kylling og tun pr. gram. Alt dette gør dem til en fremragende erstatning for kød, hvis du er vegetar.

Og så belaster æg desuden klimaet langt mindre end fx okse- og lammekød.

De styrker knoglerne

Knogleopbygning kræver kalk, men kalk kan kun optages ordentligt, hvis det får selskab af D-vitamin. Æg er en af de eneste madvarer, udover fede fisk, der for alvor bidrager med D-vitamin.

De indeholder antioxidanter

Særligt æggeblommen indeholder antioxidanter i form af selen, lutein, carotenoider og E-vitamin.

Antioxidanterne modvirker harskning af fedtstofferne i dine celler og styrker dermed dit naturlige forsvar mod sygdomme.

Hvor meget protein er der i et æg?


Der er 6-8 gram protein i æg, men det afhænger meget af æggets vægt.

Fx er der 6 gram protein i æg i et lille æg. Mens der er 7 gram protein i æg i et mellemstort æg.

2 Æg: Næringsindhold


Hvor meget næring, der er i et æg, kommer an på størrelsen.

Her kan du se næringsindholdet i små vs. store æg:

NæringsindholdSmall (≤52 g)Medium (53-62 g)Large (63-72 g)XL (≥73 g)
Kalorier (kcal)71779199
Protein (g)6789
Fedt (g)4567
A-vitamin (RE)37414852
D-vitamin (µg)2,5333
E-Vitamin (a-TE)2233
B12-vitamin (µg)1111
Kalium (mg)67738694
Kalk (mg)24263134
Jern (mg)1111
Zink (mg)1111
Jod (µg)34374448
Selen (µg)11131516
TABEL: Indhold af kalorier, protein, fedt, vitaminer og mineraler i et æg – næringsindhold fordelt på størrelse. Kilde: DTU Fødevareinstituttet & Dava Foods

3 Hvad vejer et æg?


Et æg vejer i gennemsnit 60 gram og selve skallen udgør omkring 10 % af æggets vægt.

Her ser du, hvad et æg med skal vejer:

  • Str. small – vejer max 52 gram

  • Str. medium – vejer 53-62 gram

  • Str. large – vejer 63-72 gram

  • Str. XL – vejer over 73 gram

Fun fact: Jo ældre en høne er, jo større er æggene, den lægger.

Æg i small og large

ET GENNEMSNITLIGT ÆG vejer cirka 60 gram med skal og 54 gram uden skal.

© iStock

4 Æg og kolesterol: Giver æg forhøjet kolesteroltal?


Nej. Det er en udbredt og sejlivet myte, at æg er skidt for kolesteroltallet. For godt nok rummer de meget kolesterol. Men forskerne er for længst blevet enige om, at kolesterolindholdet i vores mad ikke har nogen videre betydning for kolesterolniveauet i blodet. Og det er sidstnævnte, der kan øge risikoen for åreforkalkning og hjertesygdom.

Nyere forskning viser, at kroppen selv regulerer sin kolesterolproduktion, hvis man indtager mere eller mindre kolesterol gennem kosten.

Det er primært indholdet af mættet fedt i din kost, samt overvægt og fysisk inaktivitet, som kan få dit kolesteroltal til at blive så højt, at det er skadeligt for helbredet.

5 Hvor mange æg må man spise om dagen?


Du kan sagtens spise 1 æg om dagen – altså 7 æg om ugen.

Og det er der faktisk en del, der gør. For vi er tydeligvis glade for, at æg altid er at finde på supermarkedernes hylder.

I gennemsnit spiser vi nemlig ca. 4 æg ugentligt, og derudover er der jo æg i mange af de madvarer, vi køber, fx mayonnaise, færdigretter og kager.

Det stemmer meget godt overens med Fødevarestyrelsens anbefaling, der lyder, at vi bør spise 3 æg om ugen som en del af en planterig og varieret kost.

At Fødevarestyrelsen anbefaler 3 æg ugentligt betyder ikke, at du ikke må spise flere end 3 æg om ugen. Fødevarestyrelsen anbefaler nemlig vegetarer fra 4 år og opefter at spise 7 æg ugentligt – altså et æg dagligt.

Må du spise æg som diabetiker?

Der er ingen dokumentation for, at indtaget af æg påvirker risikoen for at udvikle diabetes.

Hvis du allerede har fået type-2-diabetes, anbefaler Diabetesforeningen dog, at du holder dig til 3-4 æg ugentlig. De begrunder begrænsningen med æggets indhold af mættet fedt og den kendsgerning, at befolkningsundersøgelser har vist, at indtag af æg hos type-2-diabetikere er forbundet med øget risiko for udvikling af hjerte-kar-sygdom. Ca. en tredjedel af fedtet i æg kommer fra mættet fedt.

Er økologiske æg sundere end æg fra konventionelle landbrug?

Nej, og i så fald kun marginalt – alle æg er sunde. Enkelte undersøgelser tyder dog på, at den økologiske variant har et lidt højere indhold af B12-vitamin og carotenoider, men forskellen mellem de konventionelle og de økologiske er meget lille. Valget handler altså mere om etik og dyrevelfærd.

Og selvom den brune slags har en aura af naturlig landlighed, er de heller ikke sundere end den hvide variant.

Brune høns og hvide høns

VIDSTE DU, AT... brune æg lægges af brune høns, og hvide æg lægges af hvide høns?

© iStock

6 Er æg godt for vægttab?


Ja, æg er en glimrende fødevare, hvis du ønsker at tabe dig. Det er der flere grunde til:

  • Mætter godt
    Æg er rige på protein, som øger mæthedsfornemmelsen. Det betyder, at du kan føle dig mæt længere og dermed spise færre kalorier samlet set. Studier viser, at personer, der spiser æg til morgenmad, ofte spiser færre kalorier i løbet af dagen sammenlignet med dem, der spiser en kulhydratrig morgenmad.

  • Lavt kalorieindhold
    Et mellemstort æg indeholder kun ca. 70 kalorier, og giver dig vigtige næringsstoffer som protein, D-vitamin, B12 og selen.

  • Stabilt blodsukker
    Protein og fedt i æg hjælper med at holde blodsukkeret stabilt, hvilket kan reducere sukkertrang og svingende energi.

  • Understøtter muskelmasse
    Under vægttab er det vigtigt at bevare muskelmasse. Æg bidrager med komplet protein (alle essentielle aminosyrer), hvilket støtter muskelopbygning og -vedligeholdelse, især hvis du kombinerer det med styrketræning.

7 Sådan koger du et æg


Her ser du de fire enkle trin til at koge et æg:

  1. Bring vand i kog i en gryde.
  2. Læg ægget forsigtigt ned i det spilkogende vand.
  3. Husk at tage tid (tjek kogetider for hhv. blødkogt, hårdkogt og smilende æg i tabellen herunder).
  4. Tag ægget op straks, det er kogt færdigt, og skyl under rindende koldt vand, så kogningen stopper.

Hvorfor skal der salt i vandet, når man koger æg?

Nogle putter salt i det kogende vand, fordi det kan have nogle praktiske fordele – men det kan sagtens undværes. Her er, hvad salt i vandet kan gøre:

Æggene bliver lettere at pille
Salt kan gøre æggeskallen lidt hårdere og hjælpe med at tætne eventuelle små revner, så æggehviden ikke løber ud. Det kan også gøre det nemmere at få skallen af bagefter, især hvis æggene er helt friske, hvor de ellers kan være svære at pille.

Salt minimerer æggehvide, der løber ud
Hvis et æg revner under kogning, hjælper salt med at få æggehviden til at koagulere hurtigere, så der ikke løber så meget ud i vandet.

Hvorfor flækker eller sprækker mit æg?

Måske har du prøvet at sænke dit æg i kogende vand og kort efter iagttaget, hvordan indholdet begynder at sive ud af en revne i æggeskallen.

Ægget flækker på grund af temperaturforskellen mellem det kolde æg og det kogende vand – hvilket får den indre luft i æggets luftblære til at udvide sig hurtigt.

Det er irriterende, men kan heldigvis undgås.

Her er 3 simple tricks til at undgå et flækket æg. Du kan prøve dem sammen eller hver for sig:

  • Tag æggene ud af køleskabet 15-20 minutter, før du skal bruge dem, så de kommer nærmere stuetemperatur. Du kan også lægge dem i lunkent vand for at temperere dem.
  • Prik et hul i den buttede ende af ægget, hvor æggets luftblære befinder sig.
  • Brug en æggekurv for at undgå stød, eller sænk ægget forsigtigt ned i det kogende vand med en ske.
Æg koges i gryde

TIP! Prik evt. et lille hul i ægget med en nål eller en æggeprikker, inden du koger det. Og brug en ske for at sænke det forsigtigt i vandet – det mindsker risikoen for sprækker.

© iStock

8 Æg: kogetid


StørrelseBlødkogt æg kogetidSmilende æg kogetidHårdkogt æg kogetid
Small4½ - 5 minutter6 - 6 ½ minut7-8 minutter
Medium5 - 5½ minutter6½ - 7 minutter8-9 minutter
Large 5½ - 6 minutter7 - 7½ minutter8-9 minut
X-large6 - 6 ½ minutter7½ - 8 minutter9-10 minutter
TABEL: Kogetid for blødkogt, smilende og hårdkogt æg i størrelse small til XL.

9 Fra hårdkogt til pocheret: 10 måder at tilberede dit æg


Æg er ikke kun en næringsrig proteinkilde, de er også utroligt alsidige i køkkenet.

Her guider vi dig til nogle af de mest populære måder at tilberede æg på – helt enkelt og naturligt.

Vi har også udvalgt en række opskrifter på morgenmad, frokost og aftensmad, som indeholder æg. Dem ser du her.

hårdkogt æg kogetid
© iStock

Hårdkogt æg

Hårdkogte æg er lette at have med i madpakken, som tilbehør i salaten eller skåret i skiver på en rugbrødsmad.

Et hårdkogt æg i str. medium skal typisk koge i 8-9 minutter alt efter, hvor fast du ønsker blommen:

  • 8 minutter: Fast, men stadig lidt cremet blomme.

  • 8½ minutter: Gennemkogt.

  • 9 minutter: Helt fast og tør blomme (klassisk hårdkogt).

blødkogt æg kogetid
© iStock

Blødkogt æg

I det ultimative blødkogte æg er hviden fast, og blommen er flydende.

Et blødkogt æg serveres typisk direkte i skallen og spises med ske, hvilket er et populært indslag på mange morgen- eller brunchborde.

Hvor lang tid skal et blødkogt æg have?
Kogetiden afhænger af æggets størrelse. Et medium eller stort æg skal have 5-6 minutter for at blive blødkogt.

smilende æg tid
© iStock

Smilende æg kogetid

Koger du et smilende æg, skal du stile efter en fast hvide og en let flydende og cremet blomme.

Når du halverer ægget, fremstår blommen som “smilende”. Det er let fast i det yderste, men stadig blød og cremet i midten, hvilket kan minde om et smil – deraf navnet.

Smilende æg er et klassisk valg til frokostbordet eller rugbrødsmaden.

Hvor lang tid skal et smilende æg have?
Et medium størrelse æg skal have cirka 6-7 minutter for at kvittere med et godt smil.

pocheret æg kogetid
© iStock

Pocheret æg

Et pocheret æg er kogt uden skal. Det kræver omhyggelighed at få en fin, rund form på ægget, så du skal holde tungen lige i munden.

Pocheret æg er velegnet til fx salater eller avocado-madder. Pocherede æg er også en fast bestanddel i den klassiske brunchret “Eggs Benedict”.

Sådan koger du et pocheret æg:

  • Dit æg skal være så frisk som muligt. Det betyder nemlig, at hviden er fast frem for vandig, hvilket giver det bedste resultat.

  • Slå forsigtigt ægget ud i en lille kop.

  • Bring vand og eddike i kog, og lad forsigtigt ægget glide ned i vandet (2-3 spsk. eddike per liter vand).

  • Få atter vandet i kog, og skru så straks ned for varmen til lige under kogepunktet, så ægget ikke går i smadder.

  • Lad ægget simre cirka 4 minutter, og løft forsigtigt ægget op.

Spejlæg sunny side up crispy edges
© iStock

Spejlæg

Et spejlæg er et æg, der steges på panden. Navnet kommer af udseendet – den klare blomme midt i den hvide æggehvide kan minde om et spejl.

Tilberedningen er enkel: Ægget slås ud på en varm pande, typisk med lidt fedtstof, men det kan også laves uden, hvis du bruger en slip-let-pande. Hviden bliver fast, mens blommen forbliver hel og blød – og du bestemmer selv, om du vil have den helt flydende eller let stivnet.

Et spejlæg er hurtigt at lave og kan spises alene, på rugbrød, oven på grøntsager eller som del af en større ret.

Selv om et spejlæg er såre simpelt at lave, er det dog alligevel et æg med variationer:

Hvordan laver man spejlæg på 6 forskellige måder:

  • Sunny side up
    Ægget steges kun på den ene side. Hviden stivner, men blommen forbliver hel, blank og flydende. Det klassiske “spejlæg-look”.

  • Over easy
    Ægget vendes forsigtigt, så det kort steger på begge sider. Blommen er stadig flydende, men let indkapslet.

  • Over medium
    Ægget vendes og steges lidt længere, så blommen bliver halvt fast og halvt flydende.

  • Over hard
    Ægget vendes og steges, til både hviden og blommen er helt faste. Minder om et fladt, stegt hårdkogt æg.

  • Dampet spejlæg
    Et låg lægges over panden under stegning, evt. med lidt vand, så toppen af ægget bliver let tilberedt uden at vende det.

  • Sprød kant (crispy edge)
    Ægget steges på høj varme i olie, så hviden bliver brun og sprød i kanten – populært i fx asiatiske køkkener.

Kan man lave spejlæg i airfryer?

Ja, du kan sagtens lave spejlæg i airfryer. Forvarm din airfryer til 180 grader og steg dem i en form i 3-5 minutter. Nemt og hurtigt!

røræg scrambled eggs
© iStock

Røræg

Røræg er en blød, luftig og cremet æggeret, som ofte spises som del af en brunch. Retten er, som navnet afslører, æg, der piskes let sammen og tilberedes langsomt under omrøring, typisk på en pande. Vi bruger også ofte betegnelsen scrambled eggs eller bare scrambled æg.

Hvordan laver man røræg:

  • Æggene piskes sammen (med mælk/fløde, men det er ikke nødvendigt).

  • Røræggene varmes op på middel-lav varme under konstant eller jævnlig omrøring.

  • Når æggemassen begynder at stivne, tages røræggene ofte af varmen en smule før, de er helt færdige for at bevare en cremet konsistens.

Konsistensen af røræggene afhænger meget af tilberedningstiden og temperaturen. Jo lavere varme og mere omrøring, desto blødere bliver resultatet.

omelet i airfryer
© iStock

Omelet

En omelet er en ret lavet af sammenpiskede æg, der tilberedes som en stor, flad ægpandekage.

Omelet-opskrift uden fedtstof:

  • Æggene piskes sammen uden tilsætning.

  • Massen hældes på en varm slip-let-pande.

  • Steges ved middel varme uden at røre for meget, så massen sætter sig som en sammenhængende overflade.

  • Når overfladen er næsten fast, kan omeletten foldes eller serveres flad.

Denne type omelet er mere fast end røræg, men stadig blød og saftig i midten, hvis den ikke steges for længe. Den kan spises, som den er – eller danne base for fyld, hvis man ønsker at tilsætte grøntsager eller krydderurter senere.

Kan man lave omelet i airfryer?

Ja, sagtens. Bag omeletten i ca. 8-10 minutter ved 180 grader.

ovnbagte æg – eggs en cocotte
© iStock

Bagte æg

Bagte æg (også kaldet ovnbagte æg, eggs en cocotte eller æg i ramekin) tilberedes i ovnen og kræver hverken olie eller smør, hvis du bruger slip-let-forme eller bagepapir.

Det er altså en nem og fedtfri metode, hvor du kan tilpasse tilberedningstiden til, om du ønsker blød eller fast blomme.

Sådan laver du ovnbagte æg – helt enkelt:

  • Forvarm ovnen til ca. 175–190 °C (almindelig ovn).

  • Slå ægget ud i en lille ovnfast form, fx en ramekin eller muffinsform.

  • Bag ægget i 10–15 minutter, afhængigt af ønsket konsistens:

  • 10–12 min: Fast hvide, blød blomme.

  • 13–15 min: Fast hele vejen igennem.

Du kan bage flere æg ad gangen, de passer sig selv og kræver minimal indsats. Bagte æg egner sig godt til morgenmad, brunch eller madpakker, og de kan serveres, som de er eller med grønt og rugbrød.

Bagte æg i mikroovn:
Du kan også hurtigt og nemt lave et bagt æg (eller røræg) i en mikrobølgeovn.
Slå et æg ud i en skål og bag det i mikroovnen i 30-50 sekunder. Husk altid at prikke blommen, så dampen kan komme ud. Ellers kan ægget eksplodere.

æg i airfryer
© iStock

Æg i airfryer

Æg i airfryer er en nem måde at lave både blødkogte, smilende og hårdkogte æg helt uden vand eller gryde. Du bruger bare hele æg med skal direkte i airfryeren.

Sådan laver du æg i airfryer

  • Forvarm airfryeren til ca. 150–160 °C.

  • Læg æggene forsigtigt i kurven, gerne med lidt afstand mellem dem.

Tilberedningstid afhænger af ønsket konsistens:

  • 9–10 min: Blødkogt med flydende blomme.

  • 11–12 min: Smilende (halvblød blomme).

  • 13–17 min: Hårdkogt.

  • Afkøl straks i koldt vand, hvis du vil stoppe tilberedningen og gøre dem nemmere at pille.

Du kan også bage æg uden skal i små forme, så får du en slags ovnbagt æg i airfryer. Velegnet til madpakker eller hurtig morgenmad.

10 Er der salmonella i danske æg?


I 1990'erne blev tusindvis af danskere lagt ned efter at have spist salmonellainficerede æg. I dag er salmonellarisikoen så lille, at du uden kvaler kan slå dem rå udover tataren eller lade det indgå i råcremen.

Skulle det være inficeret med salmonella, vil bakterierne næsten altid udelukkende sidde på skallen og ikke inde i ægget, da salmonellabakterierne kommer på ægget, når det presses ud af hønens bagdel.

Vil du være på den sikre side, er det dog stadig en god ide at vælge pasteuriserede æg til retter, hvori de indgår rå. Specielt hvis du laver mad til børn, ældre mennesker eller syge personer.

11 Hvor længe kan æg holde sig?


Æggene må sælges op til 20 dage, efter de er pakket, men de kan ofte holde sig en del længere end til sidste salgsdato. Så længe ægget lugter friskt, kan det stadig spises. Jo ældre ægget er, jo sværere vil det dog være at piske og dermed bruge til fx bagning – til gengæld er den lidt ældre slags lettere at pille.

Hvis du koger helt friske æg hårdkogt, vil en del af æggehviden typisk hænge fast i skallen, når du piller ægget.

Tjek, om æg er gamle:

Du kan tjekke, hvor frisk ægget er ved at putte det i et glas vand. Helt friske æg synker til bunds, mens gamle æg flyder opad eller står oprejst i vandet. Det skyldes, at jo ældre ægget er, jo mere fugt er der fordampet inde fra ægget, da æggeskallen ikke er helt tæt.
Og jo mere fugt, der er fordampet, jo større bliver æggets luftlomme, hvilket får ægget til at flyde oven på.

Jo mere luft, der er inde i ægget, jo lavere bliver æggets massefylde i forhold til vandet.

Dit æg kan dog stadig være godt at spise, selv om det flyder. Hvis du er i tvivl, kan du ud over flydetesten tjekke ved at slå ægget ud og lugte til det og ved at se på dets udseende.

  • Et dårligt æg lugter også dårligt, gerne lidt svovlagtigt.

  • Et dårligt æg vil desuden være mindre spændstigt at se på. Et friskt æg har typisk en buet, høj æggeblomme, og hviden er delt i et tykt lag omkring blommen og et tyndt, ydre lag.

    En flad blomme, som nemt går i stykke, eller en hvide der flyder meget ud, kan derimod tyde på, at ægget er for gammelt. Det kan dog faktisk også betyde, at det er en ældre høne, der står bag dit æg. Ældre høner lægger nemlig knap så spændstige æg som de yngre høner.

Tjek om æg er for gamle. Hvis ægget flyder er det for gammelt

PUT ÆGGET i et glas vand. Hvis ægget flyder, kan det være tegn på, at det er for gammelt.

© I FORM

Hvor længe kan kogte æg holde sig i køleskabet?

Er æggene kogte, kan de gemmes i op til en uge på køl. Lidt kortere tid, hvis æggene allerede er pillede, eller skallen er revnet. Æggene kan dog let absorbere lugte fra andre madvarer i køleskabet, så opbevar de hårdkogte i en bøtte for sig.

12 Skal æg være på køl?


Pudsigt nok, så er det faktisk kun ganske få lande i verden, der opbevarer deres rå æg på køl.

I Danmark er det imidlertid et lovkrav, at butikkerne opbevarer æg ved max 12 grader, og Fødevarestyrelsen anbefaler forbrugerne, at vi lægger vores rå æg i køleskabet,

Det skyldes to ting: Fødevaresikkerhed og æggenes holdbarhed.

Bakterier vokser bedre ved stuetemperatur end ved køleskabstemperatur, og selv om der er meget lille sandsynlighed for salmonella i danske æg, så er man endnu mere sikker på at undgå eventuel salmonella-vækst, hvis æggene er på køl. En anden fordel er, at holdbarheden er langt længere, hvis du sætter din rå æg i køleskabet.

Hvor skal jeg opbevare mine æg i køleskabet?

Den midterste hylde i køleskabet er det bedste sted. Undgå skabsdøren, hvor temperaturen svinger en del.

TIP: Vend dine æg om, med spidsen nedad

Hvis du vender dine æg “på hovedet”, altså med den spidse ende nedad i æggebakken, og den buttede end opad, kan du forlænge holdbarheden.

Det skyldes, at luftblæren i den buttede end af ægget forhindrer blommen i at komme i kontakt med æggeskallen. Blommen har nemlig en tendens til at flyde opad i ægget over tid, og her vil luftlommen virke som en buffer mellem blomme og æggeskal. Kommer blommen i kontakt med den porøse skal, vil den kunne absorbere fugt og smag fra omgivelserne, og holdbarheden vil forringes.

13 Opskrifter med æg


De bugner af sunde stoffer, de mætter godt og er perfekte, hvis du træner eller gerne vil holde vægten. Derfor er der også masser af opskrifter her på I FORMs website. Find nogle af de mest populære nedenfor:

MORGENMAD

avocadomad med pocheret æg
© Skovdal Nordic

Avocadomad med pocheret æg

Lækker morgenmad med masser af mættende protein.

Se opskriften her.

æggemuffins
© I FORM

Æggemuffins med kalkunbacon

Lækre, kaloriefattige æggemuffins med bacon. Perfekte til brunchbordet.

Se opskriften her.

Omelet med spinat
© Wichmann & Bendtsen

Omelet med spinat og tomater

Lav lækker morgenmadsomelet med spinat og tomater. Se her hvordan.

Se opskriften her.

FROKOST OG SALATER

pitabrød med tun og æg
© Wichmann & Bendtsen

Pitabrød med sund tunsalat

Skøn og sund frokost til både store og små!

Se opskriften her.

æggekage
© Betina Hastoft

Æggekage i ovn med kartoffel og grønt

Æggekage er genialt, når du skal have en sundt og mættende frokost. Og så gør det ikke noget, at den er hurtig og nem at lave!

Se opskriften her.

æggewrap uden mel
© Wichmann & Bendtsen

Æggewrap uden mel med kylling og spinat

Søger du en frokost, der scorer højt på mæthed og smag, men lavt på kalorieindhold, så skal du prøve denne lækre æggewrap.

Se opskriften her.

salat med æg og tun
© Wichmann & Bendtsen

Lækker salat med tun, æg og oliven

Sprød, knasende og med smæk på smagen! Prøv en let, men mættende salat til frokost.

Se opskriften her.

omelet med spinat og hytteost
© Wichmann & Bendtsen

Omelet med spinat, hytteost og avocadosalat

En omelet kan danne ramme om alskens lækkert fyld. Prøv en favorit med spinat, hytteost og avocado,

Se opskriften her.

AFTENSMAD

Vegetarwok med nudler og æg
© Wichmann & Bendtsen

Vegetarwok med nudler og æg

Mmh! Æg er en eminent ingrediens i wok! Prøv denne lækre vegetarwok med nudler og æg.

Se opskriften her.

Sheet pan med spejlæg
© Wichmann & Bendtsen

Sheet pan med spejlæg, bønner, tomater og blomkål

Sheet pan er en superlet ret at lave i ovnen. Prøv denne med spejlæg og grøntsager.

Se opskriften her.

æggekage i airfryer
© Wichmann & Bendtsen

Æggekage med skinke og broccoli i airfryer

Masser af protein og smag – og så er denne æggekage supernem at lave i en airfryer.

Se opskriften her.

ramensuppe med æg
© Betina Hastoft

Ramen-suppe med kylling og risnudler

Det er ikke uden grund, at ramen er blevet en superpopulær ret. Æg er ofte en af hovedingredienserne.

Se opskriften her.