Frugter og grøntsager i sæson i april

April kan være en lumsk måned rent vejrmæssigt, men vi er så klar til forår. Og med danske radiser, romainesalat, spinat og rabarber er der i hvert fald forår i køkkenet.

Frugter og grøntsager i sæson i april

I SÆSON I APRIL – Du kan bl.a glæde dig til lækre forårs-råvarer som radiser, romainesalat og spinat.

© iStock

Nu er det altså forår, og selv om der stadig er en del danske rodfrugter tilbage, er de første forårs-råvarer også ved at snige sig ind på hylderne. Så skønt!

Læs også: Få en plakat med frugt og grøntsager i sæson

Du kan således glæde dig til både danske radiser, romainesalat, ruccola, spinat og rabarber – og dermed også lidt andre retter end de supper og gryderetter, som vinteren måske har budt på igen og igen.

Salater på menuen

Har du svært ved selv at finde på, hvad du skal bruge april måneds gode råvarer til, hjælper vi dig godt på vej med masser af tips samt lækre, sunde opskrifter. Fx på intet mindre end verdens bedste bulgursalat.

Læs også: På udkig efter effektivt vægttab? Tjek I FORMs kostplaner

Liste over frugt og grønt i sæson i april:

1 Gulerod


Gulerødder hitter hele året. De er geniale som en sund snack, og så er de ret nemme at bruge i din mad. Fx i en omgang lynhurtige pitabrød med skinke, grønt og pestodressing.

Bager du, så giver den orange rod både saft og sundhed til dit bagværk, fx som her i grove gulerodsbrud, pizzasnegle og naturligvis gulerodskage.

En lækker hverdagsret kunne fx være kyllingebryster med marokkansk gulerods-quinoasalat.

FÅ EN OPSKRIFT:

2 Hvidkål


Hvidkål forbindes nok mest med efterår og vinter, men faktisk kan du købe danske hvidkål året rundt. Det vil sikkert glæde dig, hvis økonomien er lidt stram, for hvidkål er billig mad.

Brug den i råkostsalater, eller kast dig ud i fermentering med en omgang mavevenlig sauerkraut. Mangler du en rigtig god hverdagsret, kan du prøve vores populære ovnret med hakket oksekød, hvidkål og gulerødder eller hvad med bagte, søde kartofler med barbecuekylling og coleslawsalat?

FÅ EN OPSKRIFT:

3 Hvidløg


Hvidløg er en genial smagsgiver, og som bonus får du også en antiinflammatorisk effekt.

Hvidløg er lækkert i en tomatsuppe, måske med hjemmebagte fladbrød til.

På redaktionen er vi også ret vild med disse spanskinspirerede hvidløgsrejer, der både kan serveres som forret eller sammen med andre tapas. Olé!

FÅ EN OPSKRIFT:

4 Jordskok


Måske har jordskokker lidt udseendet imod sig. Og ja, de er også lidt besværlige at skrælle. Men smagen – oh la la – den er til gengæld uovertruffen.

Lav en skøn jordskokkesuppe, måske med hjemmelavede jordskokkechips som topping.

Eller udskift de sædvanlige ovnfritter med ovnbagte jordskokker.

FÅ EN OPSKRIFT:

5 Løg (zittauerløg)


Løg er ofte en lidt overset grøntsag, men alligevel er det en af dem, som de fleste af os altid har på lager. Sikkert fordi løg har lang holdbarhed, er meget anvendelige og giver rigtig god smag såvel rå som tilberedte.

Løg kan bruges til næsten alle retter, fx som her, hvor vi bruger rester af ris fra dagen før til en lækker omgang stegte ris med masser af grønt.

FÅ EN OPSKRIFT:

6 Pastinak


Det er sidste udkald for danske pastinakker i denne omgang, så er du glad for den lyse rodfrugt, skal du give den gas her i april.

Pastinakker er oplagte i tern som fyld tern i supper og gryderetter, men du kan også smække dem på grillen og servere dem som tilbehør med en lækker estragondip.

Er du til fritter, så lav dem med pastinakker og evt. gulerødder og rødbeder som her, hvor de serveres i en bowl med varmrøget laks, linser og krydderurtecreme.

FÅ EN OPSKRIFT:

7 Peberrod


Nordens chili kaldes peberrod – og med rette. Peberrod giver luft i næsen og tårer i øjnene, så er du glad for stærke sager som ingefær og chili, skulle du også invitere peberrod indenfor i dit køkken.

Den hvide rod er oplagt i supper, sovse og dips. Den kan dog også noget oven på rugbrødsmadder, enten friskrevet eller som peberrodscreme. Prøv det oven på en tomatmad eller som herunder, sammen med røget laks.

FÅ EN OPSKRIFT:

8 Rabarber


Når du ser de første rabarber i butikkerne, er det forår. Og dermed basta. Det skal fejres med hele to kager.

Først serverer vi en superflot nøddebund med hasselnødder og rabarberskum, og dernæst vanker der vores nemme rabarbercrumble. Det bliver godt nok svært at vælge ...

FÅ EN OPSKRIFT:

9 Radise


Radiser har en skøn sommerfeeling over sig, så køb dem endelig, så snart de dukker op i butikkerne. Du får nærmest ingen kalorier, men godt med fibre og mæthed. Ja tak!

De rød-hvide knolde er gode ovenpå rugbrødsmadder, ikke mindst sammen med 'mildt pålæg' som kogte kartofler eller hytteost.

Læs også: Sådan bruger du hytteost

Radiser er flotte i salater og giver masser af smag. Hæld fx radiser i din kartoffelssalat eller prøv lynsyltede radiser her i pitabrød med tunsalat og æg.

Og så SKAL du bare smage vores lækre bulgursalat, som vi selv – uden at rødme – har kåret til verdens bedste.

FÅ EN OPSKRIFT:

10 Romainesalat


Endelig kan man få friske, danske salatblade igen!

Romainesalaterne er nogle af de første på banen og med deres sprøde blade og lidt sødlige smag, hilser vi de små, aflange salathoveder velkomne.

Romainesalat kan bruges som basissalat i alle blandede salater. Mest kendt er romaine dog uden tvivl for dens rolle i en klassisk cæsarsalat. Her i vores mættende version med både kylling, avocado og perlespelt.

FÅ EN OPSKRIFT:

11 Rucola


Er du glad for salatblade med smag, må du være helt tosset med rucola. De savtakkede blade har en skarp og karakteristisk smag, som er let at genkende.

Har du grønne fingre – og enten have eller vindueskarm – er ruccola en nem plante selv at dyrke. Så frøene her i april, og allerede om 3-5 dage vil de begynde at spire. Om 3-5 uger kan du så begynde at høste.

Rucola er perfekt på en friskbagt pizza, men prøv også at lave din egen rucolapesto. Og så er rucola jo oplagt i salater, fx en dejlig pastasalat.

FÅ EN OPSKRIFT:

12 Rødløg


Flot farve og masser af smag er rødløgets største plusser, men det tæller også, at de har en ret lang holdbarhed. Ihvertfald hvis du opbevarer dem optimalt. Det gør du bedst et tørt, mørkt og køligt sted, helst ikke grøntsagsskuffen i køleskabet.

I rå tilstand giver rødløg farve og kant til enhver salat.

Smækker du dem en tur i ovnen, ændrer smagen sig til det sødlige, hvilket også kan noget. Og så kan du jo også sylte rødløg – et kæmpehit, hvis du spørger os.

FÅ EN OPSKRIFT:

13 Rødbede


Et godt råd. Før du nærmer dig denne skønne rodfrugt, så tag et par plastikhandsker på. Rødbeder giver dig nemlig røde fingre, men til gengæld godt med mættende fibre i maven.

Rødbedesuppe er oplagt, men er du ved at være træt af vinterens supper, er der skam også andre muligheder.

Fx kan du bage dem i ovnen og blende dem til en lækker rødbedehummus eller servere burgere med veganske rødbedebøffer, avocado, hummus og syltede rødløg. Ret lækkert!

FÅ EN OPSKRIFT:

14 Spinat


Nu er der friske, danske spinatblade på banen, og de er en nem måde at gøre dine salater en ekstra tand sundere. Spinat tanker dig nemlig godt op med vitaminer og flere vigtige mineraler.

Prøv at drysse hakket spinat i din omelet, i dine hjemmebagte boller eller hvad med en omgang spinatvafler?

Har du travlt, er vores nemme one pot-pasta med laks, spinat og ærter et godt bud.

FÅ EN OPSKRIFT:

Friske krydderurter året rundt

De fleste friske krydderurter dyrkes lokalt hele året. Nogle af dem er hårdføre og kan vokse på friland, mens andre dyrkes indendørs i fx drivhuse.

Savner du kartofler på listen?

Så er det helt med vilje. Selv om kartofler afgjort er en sund spise, regner vi dem ikke med som en grøntsag her.

Botanisk set er kartoflen ganske vist en grøntsag. Rent ernæringsmæssigt betragtes de brune knolde dog som en stivelsesholdig fødevare på linje med ris og pasta, da kartofler indeholder mere stivelse og færre bioaktive stoffer end andre grøntsager.

I Danmark tæller kartofler derfor ikke med i de 600 gram frugt og grønt – de såkaldte '6 om dagen' – som de officielle kostråd anbefaler.

Svampe, tørret frugt og nødder er heller ikke med på listen, da de ikke tæller med i de 600 gram frugt og grønt, som vi anbefales at spise dagligt.