Gravid uge for uge – det sker der med dig og dit foster

Du er gravid, og din krop gør ting, den aldrig har gjort før. Tjek I FORMs gravid uge-for-uge-kalender og få styr på, hvad der sker med dig og dit foster på rejsen mod livet.

Gravid uge for uge

GRAVID UGE FOR UGE | Det er vildt, hvad der sker med både dig og dit foster i løbet af graviditeten 40 uger – indtil du står med den lille ny i armene. Følg med i det hele her.

© Steen Evald

Noget af det mest indgribende, du som kvinde kan foretage dig rent kropsligt, er at blive gravid. Det er, som træder man ind i en ukendt parallelvirkelighed, når du lægger mave til naturens vildeste skabelsesprojekt.

Og det er ikke kun den voksende mave, du skal forholde dig til. Der sker så meget andet med din krop, din psyke og det lille foster i de cirka 40 uger, som en graviditet varer.

Mange spørgsmål melder sig, og det er ganske almindeligt, at glæde og forventning blandes med nervøsitet og måske også ængstelse. Og så kan det være betryggende at orientere sig i en "Gravid uge-for-uge"-kalender, hvor du kan få styr på, hvornår der vil komme et velplaceret spark fra arvingen, hvad der holder dig vågen om natten, og hvorvidt der er et øre, som kan høre dine smægtende vuggeviser til den bugnende mave.

Oversigt: Gravid fra uge 0 til uge 42

Gravid i 40 uger – plus/minus nogle uger

Det er værd at bemærke, at vores gravid-kalender dækker hele 43 uger og ikke kun 40 uger. Det skyldes, at der faktisk er ganske få kvinder, som føder præcis i uge 40, hvor der er termin.

Gravid uge for uge – gravidkalender
© I FORM & iStock

Nogle børn siger goddag til verden flere uger før tid, mens andre guldklumper skal have et par uger længere i ovnen. Det illustrerer glimrende, at ingen graviditeter er ens. Det er kvinder og børn jo heller ikke. Brug derfor ugekalenderen til at se, hvordan en graviditet sådan cirka skrider frem – men gå ikke i panik, hvis din graviditet ikke følger den beskrevne udvikling til punkt og prikke.

1 1. trimester: Gravid uge 0-12


Det er her barnets vigtigste organsystemer dannes – og du typisk plages mest af morgenkvalme.

OBS: De første to uger af din graviditet er du endnu ikke gravid.

2 2. trimester: Gravid uge 13-27


Det er her, graviditeten for manges vedkommende bliver synlig. I denne periode løjer graviditetsgenerne typisk lidt af.

3 3. trimester: Gravid uge 28-42


Uge 28 og frem til fødslen. Graviditetsgenerne vender typisk tilbage i 3. trimester i form af fx bækkensmerter, halsbrand og træthed. I denne sidste fase forbereder kroppen sig til fødslen, mens barnet vokser godt i både vægt og længde. Og så er der fødselsdag!

Beregn din termin


Din terminsdato – den dag du er sat til at skulle føde – bestemmes endelig af din jordemoder og kan blive justeret undervejs i graviditeten. Men indtil du får den, så prøv vores terminsberegner og få et godt bud på, hvornår den lille ny kan forventes at melde sin ankomst.

VIDEO: Fostrets udvikling – fra undfangelse til fødsel


Se animation af, hvad der sker med dig og dit foster i løbet af graviditeten (på engelsk).

Hvordan tæller man uger, når man er gravid?


Der kan godt være lidt forvirring omkring, hvordan man tæller uger i en graviditet. Især to ting forvirrer billedet:

1. Din graviditet starter 2 uger før, du er gravid

Når man tæller uger og dage af en graviditet, starter man fra den første dag i din seneste menstruation. Herfra går der ca. 14 dage, til du får ægløsning, ægget bliver befrugtet, og du er gravid.

Dvs. du tilbringer de første 2 uger af din graviditet med ikke at være gravid. Så når en gennemsnitlig graviditet varer 40 uger, betyder det også, at din foster "kun" er 38 uger ved fødslen.

2. Graviditeten starte med "uge 0" – ikke "uge 1"

Den første uge af din graviditet kalder vi uge 0. Når sundhedspersonale skal sige, hvor langt du præcist er henne i din graviditet, angiver de det i fulde uger plus hele dage, du har gennemlevet af din graviditet.

Anden dagen af din seneste menstruation, vil således hedde uge 0+1 i din graviditet – for du har gennemlevet nul fulde uger og 1 hel dag af din graviditet. Den første dag vil hedde Uge 0+0– for du har hverken gennemlevet en fuld uge eller en hel dag endnu.

Eksempel:
Når jordemoderen i din vandrejournal skriver uge 20+3, betyder det, at der er gået 20 fulde uger og 3 hele dage siden den første dag, du havde menstruation sidste gang – altså 20 fulde uger af din graviditet + 3 hele dage. Du er nu i gang med den 4. dag i din 21. graviditetsuge, men du "er" stadigvæk i uge 20.

Så når der står uge 20+3 i din journal, er du altså på 4. dagen i uge 20 – eller i den 21. graviditetsuge.

Ugens 7 dage bliver angivet fra 0 til 6, hvor 0 er den første dag i ugen – og 6 den sidste.

Står der uge 20+0 er du på uges første dag og har endnu ikke gennemlevet en fuld dag i denne uge. Står der uge 20+6 er du på ugens sidste (og syvende) dag og har gennemlevet alle ugens første 6 dage.

Ugerne i I FORMS Gravid uge for uge-kalender

I vores uge "gravid uge for uge"-kalender kalder vi den første uge for Uge 0 – og skriver (1. graviditetsuge) i parentes bagefter.

Vi håber det giver mening!

Kilder: Jordemoder Christina Maltby, dingraviditet.dk, samt Sundhed.dk, Regionshospitalet-Randers.dk og rigshospitalet.dk