Gravid uge 29 (30. graviditetsuge)

Dit foster er i slutspurten og skal mere end fordoble sin vægt de sidste måneder. Det kræver ekstra næring fra dig. Så husk dine kosttilskud.

Gravid uge 29 – mave og foster

GRAVID UGE 29 | Det er i denne tid vigtigt at mærke liv hver dag. Hvis der bliver stille i livmoderen, så ring til lægen eller jordemoderen.

© I FORM & iStock

Når du er gravid i uge 29, er du i din 30. graviditetsuge.

Dagene i denne uge bliver i jordemoder-terminologi betegnet uge 29+0-6, hvor 0-6 er det antal dage, der er gået af ugen. Når man skal sige, hvor langt du er i din graviditet, tæller man antal fulde uger og dage, du har gennemlevet af din graviditet. Fx betyder uge 29+0 den første dag i uge 29 – altså den første dag i din 30. graviditetsuge.

Gravid uge 29: Hvad sker der med dig?


Det er i dette tredje og sidste trimester, at fostret tager den helt store vægtspurt. Faktisk næsten fordobles vægten i løbet af de sidste par måneder før fødslen. Og en normal kost vil ikke kunne dække det ekstra behov for protein, kalcium, fosfat og jern, som denne turbovækst kræver.

Smart er det derfor, at din krop igennem længere tid har lagt til side og fyldt depoterne op med disse næringsstoffer, så der er noget at trække på. Nogle næringsstoffer er lagret i moderkagen, det meste ligger klar andre steder i din krop.

Men det er ikke altid nok. Der kan opstå en række mangeltilstande hos dig, især når det gælder kalcium, fosfater og en række vitaminer. Risikoen for at udvikle jernmangel er særlig stor. Bliv derfor ved med at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at tage et dagligt tilskud af 40-50 mg ferrojern. Det er også vigtigt at få 10 mg vitamin D hver dag og ekstra kalk – gerne i form af mælkeprodukter.

Læs også: De vigtigste kosttilskud, når du er gravid

Der er blevet mindre plads i livmoderen, og derfor kan fostrets bevægelser opleves som mere glidende og kraftigere end før. Det er i disse uger vigtigt at mærke liv hver dag. Hvis der bliver stille derinde i livmoderen, så ring til lægen eller jordemoderen. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.

Gravid uge 29: Hvad sker der med dit foster?


Skelettet er fortsat blødt, men udvikler sig gradvist hen mod at blive hårdere og mere kompakt. Hjerne, muskler og lunger fortsætter også med at udvikle sig.

Og det lille liv holder fast i sin vedholdende indsats for at blive bedre til at trække vejret. En af dets åndedrætsøvelser er at hikke. Det er de små ryk i maven, du måske mærker nu og da.

Fostret øver sig også i at se. Øjnene kan bevæge sig i øjenhulen, og de kan registrere forandringer i lysintensiteten inde i livmoderen.

Kilder: Jordemoder Christina Maltby, dingraviditet.dk, samt Sundhed.dk, Regionshospitalet-Randers.dk og rigshospitalet.dk