Gravid uge 4 (5. graviditetsuge)

Det er i uge 4, at mange opdager, at de er gravide. Menstruationen udebliver – og fx kvalme og ømme bryster kan blive mere udtalt. I maven er moderkagen ved at blive dannet.

Gravid uge 4 – mave og livmoder

GRAVID UGE 4 | På dette tidspunkt er ægget stadig mindre end prikken over i’et.

© I FORM & iStock

Når du er gravid i uge 4, er du i din 5. graviditetsuge.

Dagene i denne uge bliver i jordemoder-terminologi betegnet uge 4+0-6, hvor 0-6 er det antal dage, der er gået af ugen. Når man skal sige, hvor langt du er i din graviditet, tæller man antal fulde uger og dage, du har gennemlevet af din graviditet. Fx betyder uge 4+0 den første dag i uge 4 – altså den første dag i din 5. graviditetsuge.

Gravid uge 4: Hvad sker der med dig?


Nu går det nok op for dig, at noget ikke er, som det plejer at være. Du skulle sikkert have haft menstruation. Men den kommer ikke!

Mange styrter derfor ud og køber en graviditetstest. Det er de stigende værdier af graviditetshormonet hCG, som giver udslag på sådan en test. Og du har nået et ganske pænt niveau af hCG på dette tidspunkt. Men du får et endnu sikrere svar, hvis du venter med testen til, der er gået en uge mere efter forventet menstruation. Så er koncentrationen af hCG blevet meget højere, og testen er dermed mere sikker.

Man kan købe graviditetstests på apoteket og i flere supermarkeder. Hvis testen er positiv, bør du kontakte din praktiserende læge.

Har de graviditetstegn, vi beskrev i uge 3 (som tissetrang, træthed, kvalme og ømme bryster), ikke meldt sig endnu, så er der nok flere af dem, som du nu kan sætte flueben ved.

Læs også: Hvorfor får jeg kvalme?

I tillæg oplever mange på dette tidspunkt at føle sig triste og modløse. Det er de hormonelle forandringer, der påvirker psyken. Men der er også dem, som slipper helt for ubehag og valser gennem hele første trimester uden at mærke noget som helst.

Der er i disse første uger en øget abortrisiko. Blandt alle graviditeter estimerer man, at 15-20% ender med en spontan abort. Langt de fleste aborter finder sted inden 12. graviditetsuge.

Gravid uge 4: Hvad sker der med dit embryon?


Ægget er stadig mindre end prikken over i’et. Men det er nu, at moderkagen og det allerførste af rygmarven dannes. Den ene ende af rygmarven bliver senere til hjernen.

Og i løbet af de næste dage begynder embryonet at blive mere aflangt og rørformet, så man kan tale om, hvor langt det er i stedet for, hvad diameteren er.

Embryonet har nu anlæg til hud, mave- og tarmkanal, lunger, nervesystem, muskler og blodkar. I den voksende moderkage "bader" embryonets ydre lag i moderens blod. Dermed sker der en udveksling af ilt, kuldioxid, næringsstoffer og affaldsstoffer mellem dig og embryonet, der er nødvendig for udvikling og vækst.

Kilder: Jordemoder Christina Maltby, dingraviditet.dk, samt Sundhed.dk, Regionshospitalet-Randers.dk og rigshospitalet.dk