Gravid uge 32 (33. graviditetsuge)

Omkring uge 32 runder fostret de 2 kg. Det lytter, føler og kan se skygger gennem din mave – men sover det meste af tiden. Dine plukveer kan tager til.

Gravid uge 32 – mave og foster

GRAVID UGE 32 | Nu kan fosteret lytte, føle og se – for det meste utydelige skygger.

© I FORM & iStock

Når du er gravid i uge 32, er du i din 33. graviditetsuge.

Dagene i denne uge bliver i jordemoder-terminologi betegnet uge 32+0-6, hvor 0-6 er det antal dage, der er gået af ugen. Når man skal sige, hvor langt du er i din graviditet, tæller man antal fulde uger og dage, du har gennemlevet af din graviditet. Fx betyder uge 32+0 den første dag i uge 32 – altså den første dag i din 33. graviditetsuge.

Gravid uge 32: Hvad sker der med dig?


Her hen mod slutningen af graviditeten trækker livmoderen sig oftere sammen i plukkeveer. Det føles som svage til moderat stærke og uregelmæssige sammentrækninger, hvor maven pludselig er spændt og hård for så kort efter at løsne op og slappe helt af igen.

Forskerne ved ikke, hvad der er den nøjagtige årsag til disse sammentrækninger. Men meget tyder på, at de sættes i gang af hormonelle påvirkninger. Og de er uden tvivl med til at klargøre livmoderen til det store slag.

For om få uger vil plukkeveerne en dag gå over i stærkere, rytmiske sammentrækninger. Og så er det ikke plukkeveer længere. Det er veer. Og fødslen er i gang.

Gravid uge 32: Hvad sker der med dit foster?


Det videbegærlige lille foster lærer mere og mere om sine omgivelser. Det lytter, føler og kan til og med se - for det meste utydelige skygger. Det øver sig på at åbne og lukke øjnene, men sover det meste af tiden.

Hjernen vokser så hurtigt, at den presser på kraniet. Forskning viser, at fostret også har hjerneaktivitet, når det sover.

Tarmen optager mineraler, som kalcium og jern, der hjælper med dannelsen af henholdsvis skelet og røde blodlegemer. Der kommer samtidig mere mekonium i tarmen. Det udgør barnets første afføring, som oftest afleveres nogle timer efter fødslen og er en sort-grønlig og klæg masse.

Kilder: Jordemoder Christina Maltby, dingraviditet.dk, samt Sundhed.dk, Regionshospitalet-Randers.dk og rigshospitalet.dk