Gravid uge 39 (40. graviditetsuge)
Både din og fostrets krop er klar til fødsel. Fostret bruger ventetiden på at øge sin vægt en lille smule. Se her, hvad der ellers sker i uge 39.
Både din og fostrets krop er klar til fødsel. Fostret bruger ventetiden på at øge sin vægt en lille smule. Se her, hvad der ellers sker i uge 39.
Når du er gravid i uge 39, er du i din 40. graviditetsuge.
Dagene i denne uge bliver i jordemoder-terminologi betegnet uge 39+0-6, hvor 0-6 er det antal dage, der er gået af ugen. Når man skal sige, hvor langt du er i din graviditet, tæller man antal fulde uger og dage, du har gennemlevet af din graviditet. Fx betyder uge 39+0 den første dag i uge 39 – altså den første dag i din 40. graviditetsuge.
Din krop vil i dagene efter fødslen undergå endnu en omgang forandringer. Du kommer nemlig ret hurtigt til at smide en stor del af de kilo, du har taget på under graviditeten.
Meget af det, som får pilen på badevægten til at svinge opad, er nemlig fostervand, øget blodmængde og væskeophobning i kroppen. Hvis du fx. har taget 12 kilo på under graviditeten, vil cirka 3,5 kilo være selve fostret, og cirka 3,5 kilo er fostervand, øgning af brysterne, livmoderen og moderkagen.
Dertil kommer cirka 2-4 kilos øget blodmængde og væske i kroppen. De resterende ca. 1-4 kilo er øgning af fedtdepoterne.
De kilo vil blive hos dig en tid endnu, så kroppen har benzin til at klare den store mælkeproduktion.
Så længe barnet er inde i livmoderen, kalder man det et foster. Når det fødes, bliver det til et vaskeægte spædbarn. Men lige efter fødslen ligner de færreste spædbørn, hvad vi normalt forbinder med en blød og nuttet baby.
Jovist, er det i dine øjne et vidunder. Men det nyfødte barn vil være præget af fødslens strabadser. Hovedet kan have en underlig aflang facon — det finder tilbage til sin naturlige form nogle dage efter fødslen. Og barnet er sandsynligvis smurt ind i blod og talg. Huden kan have tørre pletter, udslæt eller være misfarvet.
Det hele er, som det skal være, og der er mange variationer i babyernes tilstand de første timer ude i virkeligheden.
Læg dig blot og iagttag den lille skabning, og læg mærke til alt det, barnet allerede kan — blinke, lukke øjnene, dreje hovedet, gribe fast og reagere på lyd, lys og berøring.
Kilder: Jordemoder Christina Maltby, dingraviditet.dk, samt Sundhed.dk, Regionshospitalet-Randers.dk og rigshospitalet.dk