Gravid uge 30 (31. graviditetsuge)

Dine bækkensmerter kan forværres af tunge løft. Så lad andre slæbe de tunge poser for dig – og prioriter i stedet gode styrkeøvelser for mave og ryg.

Älskar du tester? I FORM har massor! Testa t ex:

GRAVID UGE 30 | Nogle fostre lægger sig nu med hovedet nedad i livmoderen, så de er klar til den store fødselsdag.

© I FORM & iStock

Når du er gravid i uge 30, er du i din 31. graviditetsuge.

Dagene i denne uge bliver i jordemoder-terminologi betegnet uge 30+0-6, hvor 0-6 er det antal dage, der er gået af ugen. Når man skal sige, hvor langt du er i din graviditet, tæller man antal fulde uger og dage, du har gennemlevet af din graviditet. Fx betyder uge 30+0 den første dag i uge 30 – altså den første dag i din 31. graviditetsuge.

Gravid uge 30: Hvad sker der med dig?


Du oplever sikkert nu eller i de kommende uger, at du pruster og stønner uden egentlig at have anstrengt dig nævneværdigt. Det skyldes, at din forbrænding er steget, og det samme er din vægt. Derfor har du brug for 20% mere ilt end ellers.

Det øgede niveau af hormonet progesteron gør også din vejrtrækning hurtigere, og samtidigt presser den voksende livmoder maven opad. Det løfter mellemgulvet, så vejrtrækningen bliver mere overfladisk.

Hormonerne i kroppen gør leddene omkring bækkenet løsere. Det er nødvendigt for, at fostret bedre kan passere ned gennem fødselskanalen under fødslen. Men for en del gravide kan de løse led give smerter ved bækkenet og henover lænden. Når det bliver meget smertefuldt, kaldes det bækkenløsning.

Smerterne forværres hvis du løfter tunge ting og på anden vis belaster områder. Så lad andre flytte kommoden og bære de tunge indkøbsposer. Du mindsker også generne ved at træne dit muskelkorset omkring mave og ryg, så det er stærkt og kan klare strabadserne.

Læs også: Gravidtræning – sikker og sund onlinetræning med I FORM

Gravid uge 30: Hvad sker der med dit foster?


Nogle fostre lægger sig nu med hovedet nedad i livmoderen, så de er klar til den store fødselsdag. Er det tilfældet for dit foster, så kan du sikkert mærke, at hovedet presser nedad mod bækkenet.

De tynde lanugo-hår, som har dækket hele fostrets krop, forsvinder nu, mens hovedet er dækket af hvide, upigmenterede hår. Huden er ikke så rynket som tidligere, for nu begynder der at komme godt med fedtdepoter, som kan fylde den ud.

Finger- og tånegle er vokset ud. Og nyrerne arbejder på højtryk. De er dog ikke helt færdigudviklede. Det bliver de først et par måneder efter fødslen. Men fostret tisser på livet løs. Faktisk er 70-80% af fostervandet urin.

Kilder: Jordemoder Christina Maltby, dingraviditet.dk, samt Sundhed.dk, Regionshospitalet-Randers.dk og rigshospitalet.dk