Gravid uge 19 (20. graviditetsuge)
I uge 19 måler fostret 21 cm, vejer det samme som ¼ liter mælk og kræver sin plads. Det presser på dine organer – og du har nok større tissetrang.
I uge 19 måler fostret 21 cm, vejer det samme som ¼ liter mælk og kræver sin plads. Det presser på dine organer – og du har nok større tissetrang.
Når du er gravid i uge 19, er du i din 20. graviditetsuge.
Dagene i denne uge bliver i jordemoder-terminologi betegnet uge 19+0-6, hvor 0-6 er det antal dage, der er gået af ugen. Når man skal sige, hvor langt du er i din graviditet, tæller man antal fulde uger og dage, du har gennemlevet af din graviditet. Fx betyder uge 19+0 den første dag i uge 19 – altså den første dag i din 20. graviditetsuge.
Hos lægen eller jordemoderen vil du nu kunne høre hjertelyden gennem et stetoskop eller et ultralydsapparat.
Fostret har vokset sig større, og det kræver mere plads. Den indre del af dig må mase sig sammen, så arvingen kan brede sig. (Ja, man kan lige så godt vænne sig til det allerede nu.) Der kommer et større pres på dine lunger, mavesæk, tarme og blære. Og goddag igen til tissetrangen, som ellers for manges vedkommende har været på pause siden begyndelsen af graviditeten.
Den manglende plads kan også påvirke din appetit, og måske bliver du hurtigere forpustet. Nogle gravide synes, at det klør på maven, når huden strækkes, så den kan rumme den voksende livmoder.
Hos de fleste kommer der også strækmærker på maven. Du kan forsøge at modvirke dette ved at smidiggøre huden med en god fugtighedscreme eller mandelolie.
Mange oplever, at huden bliver udsmykket med flere pigmentpletter end ellers. Dette skyldes, at graviditetshormonerne øger produktion af melanin.
Soldyrkning kan forværre pigmenteringerne. Du kan være heldig, at disse forandringer forsvinder nogle måneder efter fødslen. Men for nogle er de kommet for at blive. Beskyt dig derfor med solcreme og hat.
Fostrets hud er stadig tynd og rødlig med synlige blodkar. Og som beskyttelse mod fostervandet er den skrøbelige hud dækket af et talglignende stof (det medicinske navn er vernix caseosa).
De lanugo-hår, som fostret har på hele kroppen, beskytter ligeledes huden og sørger for at holde talget på plads. Lanugo-hårene og talglaget forsvinder før fødslen, men hos for tidligt fødte børn vil man kunne se både hår og talg.
Hos pigefostret er millioner af primitive ægceller dannet og anlagt i æggestokkene i bughulen. Og drengene er blevet udstyret med testiklerne, der befinder sig i nærheden af nyrerne. De vil snart synke nedad – hos de fleste drenge vil de være faldet ned i pungen før fødslen.
Kilder: Jordemoder Christina Maltby, dingraviditet.dk, samt Sundhed.dk, Regionshospitalet-Randers.dk og rigshospitalet.dk