Gravid uge 42 (43. graviditetsuge)
Graviditeter, der går ind i den 43. graviditetsuge, kaldes for overbårne. Der er nu stor risiko for, at barnet ikke kan trives i din livmoder – det er på tide at komme ud!
Graviditeter, der går ind i den 43. graviditetsuge, kaldes for overbårne. Der er nu stor risiko for, at barnet ikke kan trives i din livmoder – det er på tide at komme ud!
Når du er gravid i uge 42, er du i din 43. graviditetsuge.
Dagene i denne uge bliver i jordemoder-terminologi betegnet uge 42+0-6, hvor 0-6 er det antal dage, der er gået af ugen. Når man skal sige, hvor langt du er i din graviditet, tæller man antal fulde uger og dage, du har gennemlevet af din graviditet. Fx betyder uge 42+0 den første dag i uge 42 – altså den første dag i din 43. graviditetsuge.
Du er nu gået ind i din 43. graviditetsuge, og din graviditet har varet over 42 uger. En graviditet, der går til 42 fulde uger, kaldes overbåren. Efter denne definition bliver cirka 2% af alle graviditeter overbårne.
Du er forhåbentlig nu i tæt dialog med jordemoder og dit fødested om, hvornår og hvordan din fødsel skal sætte i gang, eller om du skal føde ved kejsersnit.
Der er enighed blandt fødselslæger om, at det er ugunstigt for fostret, hvis graviditeten fortsætter mere end 42 uger (hvad den har i denne uge).
Moderkagen viser på dette tidspunkt tegn på aftagende funktion, så fostret ikke får tilstrækkelig ilt og næring. Det har betydning for fostrets trivsel inde i livmoderen og kan i værste fald øge risikoen for fosterdød.
Er du blandt de få, der er gået ind i din 43. graviditetsuge uden at have født, bliver der holdt tæt øje med, hvordan fostret trives i din mave.
Kilder: Jordemoder Christina Maltby, dingraviditet.dk, samt Sundhed.dk, Regionshospitalet-Randers.dk og rigshospitalet.dk