Gravid uge 15 (16. graviditetsuge)
I uge 15 er fostret ca. 10 cm fra isse til numse – og bevæger sig lystigt. Især flergangsfødende kan mærke bevægelserne som en boblen i maven.
I uge 15 er fostret ca. 10 cm fra isse til numse – og bevæger sig lystigt. Især flergangsfødende kan mærke bevægelserne som en boblen i maven.
Når du er gravid i uge 15, er du i din 16. graviditetsuge.
Dagene i denne uge bliver i jordemoder-terminologi betegnet uge 15+0-6, hvor 0-6 er det antal dage, der er gået af ugen. Når man skal sige, hvor langt du er i din graviditet, tæller man antal fulde uger og dage, du har gennemlevet af din graviditet. Fx betyder uge 15+0 den første dag i uge 15 – altså den første dag i din 16. graviditetsuge.
Hos de fleste er maven blevet tydelig nu. Og fostret i livmoderen ligner en miniature-baby. Der er fuld fart på væksten.
Selv om fostret bevæger sig meget, kan det sagtens være, at du intet mærker. For fostervandet dæmper bevægelserne. Men nogle mærker på dette tidspunkt den første hilsen fra arvingen i form af et velplaceret spark. Det føles dog mere som bobler eller sommerfugle i maven. Typisk mærker flergangsfødende disse bevægelser nogle uger tidligere end førstegangsfødende. Måske fordi de ved, hvad det er, de skal mærke efter.
For førstegangsfødende er det helt almindeligt, at de første spjæt fra fostret først bemærkes omkring 20. graviditetsuge.
Ansigtet ligner mere og mere et barns. Fostret kan bevæge fingre, hænder, ankler og tæer. Det kan sutte på tommelfingeren, og det har flere forskellige ansigtsudtryk – fx kan det åbne munden eller presse læberne sammen.
Aktivitetsniveauet er højt derinde i det våde element. Muskelbevægelserne er ikke længere så spjættende, men mere bevidste og koordinerede som hos nyfødte.
Kilder: Jordemoder Christina Maltby, dingraviditet.dk, samt Sundhed.dk, Regionshospitalet-Randers.dk og rigshospitalet.dk