Gravid uge 23 (24. graviditetsuge)
I uge 23 kan fostret nu skelne mellem forskellige lyde og reagerer på høje lyde med spark og spjæt. Du kan være plaget af hævelser og væske i kroppen.
I uge 23 kan fostret nu skelne mellem forskellige lyde og reagerer på høje lyde med spark og spjæt. Du kan være plaget af hævelser og væske i kroppen.
Når du er gravid i uge 23, er du i din 24. graviditetsuge.
Dagene i denne uge bliver i jordemoder-terminologi betegnet uge 23+0-6, hvor 0-6 er det antal dage, der er gået af ugen. Når man skal sige, hvor langt du er i din graviditet, tæller man antal fulde uger og dage, du har gennemlevet af din graviditet. Fx betyder uge 23+0 den første dag i uge 23 – altså den første dag i din 24. graviditetsuge.
En del gravide begynder på dette tidspunkt at få ophobet væske i kroppen - også kaldet ødemer. Det er især ben, fødder og hænder, der hæver op på grund af væsken. Men nogle bliver også ophævede i ansigtet. Det er hormoner og den voksende livmoder, der presser væske ud i lemmerne. Støttestrømper kan være nyttige, hvis du er plaget af hævede ben. Venepumpeøvelser kan ligeledes lindre.
Prøv også at sidde og ligge med benene hævet. Man anvender yderst sjældent vanddrivende medicin til gravide.
Fostret er nu over halvt så langt, som det vil være ved fødslen. Det har ikke fået anlagt alt underhudsfedtet endnu, så blodårerne er stadig synlige under huden. Hørelsen er blevet betragtelig bedre, fordi de små knogler i det indre øre er blevet mere kompakte. Fostret kan derfor skelne mellem forskellige lyde udenfor livmoderen, og det reagerer med spjæt og spark på høje lyde.
Lungerne begynder så småt at producere et stof, som hedder surfaktant. Stoffet er nødvendigt, når barnet efter fødslen skal trække vejret. Det hindrer lungerne i at kollapse og klistre sig sammen. Så et tilstrækkeligt højt niveau af surfaktant er afgørende for, hvorvidt barnet vil være levedygtigt ved for tidlig fødsel. Man kan tilføre surfaktant til lungerne, hvis et for tidligt født barn har for lavt et niveau af stoffet.
Kilder: Jordemoder Christina Maltby, dingraviditet.dk, samt Sundhed.dk, Regionshospitalet-Randers.dk og rigshospitalet.dk