Gravid uge 8 (9. graviditetsuge)

I uge 8 kan man nu estimere embyronets vægt, ca. 1 gram! Din livmoder er vokset til dobbelt størrelse – og du vil opleve problemer med fx stoppet næse om natten.

Gravid uge 8 – mave og foster

GRAVID UGE 8 | Din livmoder er nu dobbelt så stor som ved undfangelsestidspunktet.

© I FORM & iStock

Når du er gravid i uge 8, er du i din 9. graviditetsuge.

Dagene i denne uge bliver i jordemoder-terminologi betegnet uge 8+0-6, hvor 0-6 er det antal dage, der er gået af ugen. Når man skal sige, hvor langt du er i din graviditet, tæller man antal fulde uger og dage, du har gennemlevet af din graviditet. Fx betyder uge 8+0 den første dag i uge 8 – altså den første dag i din 9. graviditetsuge.

Gravid uge 8: Hvad sker der med dig?


Livmoderen er nu dobbelt så stor som ved undfangelsestidspunktet. Der er ikke nogen, som bemærker det, men du har måske selv opdaget, at det er blevet sværere at lukke bukserne. Og så kan det også være, at kroppen melder sig på banen med nye særheder i denne tid.

Hver tredje gravide er plaget af tæthed i næsen. Og nogle får også lidt næseblod under graviditeten. Det er stigningen i hormonet østrogen, som får slimhinderne i næsen til at hæve op, hvilket kan give følelsen af, at der ikke er fri passage. Især om natten kan det være irriterende. Et godt råd er at sove i et køligt værelse og bruge en ekstra pude, så du ligger med hovedet højt.

Gravid uge 8: Hvad sker der med dit embryon?


Du er i uge 8 og det betyder, at embryonet er 6 uger gammelt. Det er vokset så meget, at man kan begynde at anslå dets vægt. Og den vil gennemsnitligt ligge på et enkelt gram på dette tidspunkt.

I slutningen af denne uge er der lagt an til de fleste organsystemer. Tarmsystemet vokser nu meget i længden. Det slynger sig sammen og danner store sløjfer. Der er også fuld fart på udviklingen af hjernen. Den er delt op i fem tydelige områder med hver sin funktion. Den forreste del huser tanker, følelser og personlighed, mens den bagerste koordinerer muskelbevægelser, temperatur og balance. Det indre øre er ved at blive dannet.

Arme og ben vokser også på livet løs, og der kommer antydningen af små hænder, fingre, fødder og tæer i denne uge. Skelettet bliver gradvist hårdere, fordi det omdannes fra brusk til knoglevæv. Og kroppen, som indtil nu har været meget sammenkrummet, begynder nu langsomt at rette sig lidt ud.

Kilder: Jordemoder Christina Maltby, dingraviditet.dk, samt Sundhed.dk, Regionshospitalet-Randers.dk og rigshospitalet.dk