Gravid uge 27 (28. graviditetsuge)
I uge 27 vokser både du og fostret på livet løs. Fostret har rundet 1 kg og vil nu have bedre chancer for – med hjælp – at klare en for tidlig fødsel.
I uge 27 vokser både du og fostret på livet løs. Fostret har rundet 1 kg og vil nu have bedre chancer for – med hjælp – at klare en for tidlig fødsel.
Når du er gravid i uge 27, er du i din 28. graviditetsuge.
Dagene i denne uge bliver i jordemoder-terminologi betegnet uge 27+0-6, hvor 0-6 er det antal dage, der er gået af ugen. Når man skal sige, hvor langt du er i din graviditet, tæller man antal fulde uger og dage, du har gennemlevet af din graviditet. Fx betyder uge 27+0 den første dag i uge 27 – altså den første dag i din 28. graviditetsuge.
Velkommen til det tredje og sidste trimester i din graviditet!
Nu begynder du for alvor at fylde mere i landskabet. Det er nemlig i denne tid, at de fleste kvinder oplever den største vægtstigning. Lad de ekstra kilo komme fra en sund og ernæringsrigtig kost, og hold fast i de daglige 30 minutters moderat motion – selvom din krop føles tung træt. Det giver dig nemlig mere energi. Og gravide, der er i god form, har generelt lettere fødsler.
Læs også: Gravidtræning – sikker og sund onlinetræning med I FORM
Det er ikke kun dig, der bliver større i denne tid. Fostret og dets organer er også vokset godt til. Fra nu af og de næste tre måneder vil fostret i højere grad være i stand til at klare sig uden for livmoderen, hvis fødslen skulle gå for tidligt i gang.
Fostrets fedtdepoter vokser også. Og udviklingen af fedtlagene under huden får fostret til at se at rundere, tykkere og mere baby-agtig ud.
I denne uge begynder fostret at åbne øjnene og blinke. Den farve, som øjenene har nu, er ikke nødvendigvis den endelige. Farven kan ændre sig de første seks måneder efter fødslen.
I tilfælde af en for tidlig fødsel vil lungerne have behov for hjælp til at fungere. Proteinet surfaktant, som fostret selv producerer, er nødvendigt for, at lungerne kan folde sig ud, og for at iltudvekslingen fungerer optimalt. Produktionen af surfaktant er stadig for lav på dette tidspunkt. Så et barn, der bliver født for tidligt vil have behov for at få tilført ekstra surfaktant.
Vurderer man, at du er i overhængende risiko for at føde for tidligt, vil man give dig binyrebarkhormon, også kaldet steroider. Det gør man for at speede op for modningen af fostrets lunger.
Kilder: Jordemoder Christina Maltby, dingraviditet.dk, samt Sundhed.dk, Regionshospitalet-Randers.dk og rigshospitalet.dk