Gravid uge 21 (22. graviditetsuge)

Omkring uge 21 begynder livmoderen at træne op til fødslen, og en del oplever at få plukveer. I maven udnytter fostret pladsen til at slå kolbøtter.

Gravid uge 21 – mave og foster

GRAVID UGE 21 | Din livmoder begynder at træne op til fødslen, og du vil derfor måske opleve at få plukkeveer.

© I FORM & iStock

Når du er gravid i uge 21, er du i din 22. graviditetsuge.

Dagene i denne uge bliver i jordemoder-terminologi betegnet uge 21+0-6, hvor 0-6 er det antal dage, der er gået af ugen. Når man skal sige, hvor langt du er i din graviditet, tæller man antal fulde uger og dage, du har gennemlevet af din graviditet. Fx betyder uge 21+0 den første dag i uge 21 – altså den første dag i din 22. graviditetsuge.

Gravid uge 21: Hvad sker der med dig?


På dette tidspunkt vil en del kvinder begynde at få plukkeveer. De føles som om livmoderen pludselig trækker sig sammen og bliver hård for så at slappe helt af igen. Og der er intet, du kan gøre for at styre sammentrækningen. Det er livmoderen, der træner sig op til fødslen. Så det er kun godt, at den får flexet musklerne.

Plukkeveer er ikke farlige. Men du skal kontakte fødeafdelingen, lægen eller jordemoderen, hvis plukkeveerne gør ondt og kommer regelmæssigt, da det kan være tegn på, at en for tidlig fødsel er under opsejling. Det er bedre at spørge en gang for meget, end at gå rundt og være ængstelig.

Måske er du begyndt at føle dig varm nu og da - måske endda med en fornemmelse af feber. Det kan skyldes den ivrige hormonproduktion, der øger dit stofskifte med hele 15% i denne anden halvdel af graviditeten. Og så kan den ekstra vægt, du slæber rundt på naturligvis også give sved på panden.

Gravid uge 21: Hvad sker der med dit foster?


Fostret kan mærke de plukkeveer, som livmoderen laver. Men det bliver ikke generet af dem. Smagsløgene er dannet, og hjernen er nu så udviklet, at fostret kan føle berøring.

Fostret har det som en fisk i fostervandet, hvor det kan bevæge sig i alle retninger. Og du kan glæde dig over alle kolbøtterne.

Benene er blevet længere i forhold til kroppen. Og der aflejres fedt under huden, som efter fødslen skal hjælpe barnet med at holde på varmen.

Kilder: Jordemoder Christina Maltby, dingraviditet.dk, samt Sundhed.dk, Regionshospitalet-Randers.dk og rigshospitalet.dk