Mange forbinder proteiner med kød, men her skal du ikke sætte næsen op efter store, røde bøffer. Lidt oksekød får du dog – nemlig i en nem chili con carne. Her bidrager både kødet og bønner til et højt proteinindhold.
Fisk indeholder også mange proteiner. Du kan derfor glæde dig til både laks i fad og en salat med proteinbomben tun. I salaten finder du også æg, som ligeledes er en god proteinkilde.
Bælgfrugter som bønner, linser og kikærter er geniale til dig, der gerne vil spise proteiner uden at få for meget kød. Hæld dem i gryderetter, salater og supper, fx som i tirsdagens tomatsuppe.
Hytteost fylder dig også godt op med protein. Du kan fx spise det på rugbrød eller blende det til en dressing. I weekenden, hvor der er lidt ekstra tid til hygge, vil vi foreslå vores lækre proteinpandekager med hytteost. Spis dem til morgenmad eller som dessert. Vores proteinboller med hytteost er også et bekendtskab værd – såvel til morgenmad som i madpakken.