Fish and chips med ærter og sauce tartare

30 minutter
525 kcal

Glem cafeteriets fedtede fiskefilet med slappe fritter og prøv i stedet vores nemme version af fish and chips med knasende, lækker fisk, hjemmelavet sauce tartare og sprøde sellerifritter. Hele herligheden er klar på en halv time.

Fish and chips med ærter og sauce tartare

EN ENGELSK KLASSIKER – Fish and chips er den nemme måde at få selv den mest kræsne til at spise fisk.

© wichmann+bendtsen

Fish and chips med ærter og sauce tartare

Undgå at skærmen slukker

Ingredienser

2 Pers.

  • 200 g knoldselleri
  • 2 tsk. koldpresset rapsolie + lidt til ærterne
  • Havsalt
  • 400 g torskefilet
  • 4 dl fuldkorns-
  • hvedemel
  • Neutral olie,
  • fx solsikke- eller majsolie
  • 200 g ærter, fine
  • ½ citron

Sauce tartare:

  • Lidt kapers
  • Lidt cornichoner
  • ½ dl mayonnaise
  • 1½ dl skyr
  • Purløg
  • Hvidvinseddike
  • Havsalt
  • Sort peber, friskkværnet

Sådan laver du fish and chips med sauce tartare

  • Skær selleri i stave, vend dem i en skål eller en frysepose med rapsolie og lidt salt. Læg stavene på bagepapir, og bag dem i ovnen ved 190 gr. i ca. 20 min. Vend dem gerne undervejs.
  • Gå fisken efter for ben, og dup den tør.
  • Pisk mel med vand, til du har en tyk grød – en såkaldt batter – og vend fisken heri.
  • Hæld neutral olie i en pande med høje kanter; der skal være olie nok til, at fisken bliver dækket. Dybsteg fisken, til den er gylden.
  • Kog ærterne op i letsaltet vand med et dryp rapsolie, og hæld vandet fra.
  • Hak kapers og cornichoner ultrafint, og rør dem med mayo, skyr og finthakket purløg til en sauce tartare. Smag til med hvidvins-eddike, salt og peber.
  • Anret fisken med selleri-fritter, ærter, citronbåde og 4 spsk. sauce tartare til hver.