Kulhydrater – hvad skal du vælge på low carb kur?
På nogle low carb kure er der stramme regler for, præcist hvor meget af din energi, der må komme fra kulhydrater. Men det kan hurtigt gøre det til en besværlig og også usund kur, hvor det er vanskeligt at få nok kostfibre.
Vi anbefaler, at du spiser alle de grøntsager, du overhovedet orker, selvom de indeholder kulhydrater.
Gerne mange af de grove som kål og rå rodfrugter. Brug fx grøntsagerne som en bund for din kødsauce i stedet for pasta, ris og kartofler. Supplér det grønne med friske bær og et par stykker frugt dagligt.
Bælgfrugter og linser indeholder relativt mange kulhydrater, men de er også rige på både protein og fibre, så spis dem, hvor du synes, det passer ind, fx som et krydderi i dine salater.
Proteiner – hvad skal du vælge på low carb kur?
På low carb-kuren er der som sådan ikke nogen former for kød eller fisk, som du ikke må spise.
Gris, kylling, okse, vildt, lam, laks, torsk, skaldyr - kun fantasien sætter grænser. Vi anbefaler dog, at du får de fleste af dine proteiner fra fjerkræ, skaldyr, mejeriprodukter, æg og fisk.
Forarbejdet kød fra firbenede dyr (som okse, lam, kalv og svin) er nemlig under mistanke for at kunne øge risikoen for kræft, og hjerte-kar-sygdomme.
Gem hotdogpølserne, salamien og skinken til særlige lejligheder.
Mejeriprodukter er også en god kilde til protein, og hvis du ikke vælger dem, der er tilsat sukker, giver de dig ikke alt for mange kulhydrater.
Fedt – hvad skal du vælge på low carb kur?
Gå efter sunde fedtsyrer fra fx fede fisk, oliven, avocado, nødder, mandler, pesto, mayonnaise, humus.