Jubiii! I denne uge bliver det forår – i hvert fald officielt! Og uanset hvordan vejret arter sig, fejrer vi, at den lysegrønne årstid er på vej med masser af, ja, grønt.
Foråret er lig med masser af spæde, sprøde grøntsager. Selv om de ikke er dukket op i din have endnu, tager vi forskud på glæderne i denne madplan med lækre retter, hvor der er hældt godt med grønt i gryden.
Du kan glæde dig til fx spinat, ærter, squash, forårsløg og spidskål i både salat, wok, suppe og pandekager.
Tirsdag får du fx en nem og lækker ærtesuppe med rejer. Suppen kan både serveres kold og varm. Er du ikke til rejer, kan du fx tilføje kikærter eller store hvide bønner til suppen.
Er du omvendt ikke til plantefars i bolognese-saucen om onsdagen, kan du selvfølgelig bare bytte ud med hakket oksekød. Bliver der rester, kan du bruge dem i fredagens madpandekage i stedet for kylling.
Ugen slutter også grønt. Nemlig med hjemmelavede spinatpandekager med kylling og grønt. Har du travlt, så køb dine tortillas færdiglavede, men vi lover at pandekagerne er nemme at lave og smager fantastisk.
I weekenden har vi fundet opskriften på vores populære gulerodskage frem – bagt med boghvedemel, uden sukker og med grønne pistacienødder på toppen.
Velbekomme!
Ugens tip
Sådan får du MERE GRØNT
Flet grønt ind i alle dagens måltider – også morgenmaden.
Lav smoothies – det er en nem måde at få flere grøntsager på. Frossen spinat, broccoli og grønkål er velegnede, fx sammen med banan og citronsaft.
Kig altid i grøntsagsskuffen, inden du går i gang med at lave mad, og brug så dine rester i dagens ret, også selvom de ikke indgår i opskriften.
Brug blenderen. Du kan blende både rå, dampede eller ovnbagte grøntsager til alt lige fra lækre dips smagt til med krydderier, til pestoer, mos eller supper.
I FORMs madplan giver inspiration til hverdagsmenuen
Hver uge serverer vi 5 sunde aftensmads-opskrifter, der er udvalgt efter principperne herunder. Du får også en bonusret til weekenden.