Spis mere mørkegrønt
Mange af os er ikke så gode til at tygge os gennem de mørkegrønne grøntsager. Det er en skam. For de gemmer på masser af vigtige vitaminer og mineraler.
Mange af os er ikke så gode til at tygge os gennem de mørkegrønne grøntsager. Det er en skam. For de gemmer på masser af vigtige vitaminer og mineraler.
Lad os gætte. Du er sikkert ret god til at spise grønt. Det er måske bare ikke så grønt bogstaveligt talt. De fleste gange vælger du sikkert tomater, agurk, peberfrugter, gulerødder eller løg.
Gættede vi rigtigt? Hvis ja, så er det altså ikke, fordi vi står og lurer ind ad dine vinduer ved spisetid, men blot fordi du sikkert spiser som de fleste andre danskere. De fem grøntsager er nemlig, ifølge tal fra Coop Analyse, dem, som vi spiser flest af.
Og nu er der jo ikke noget galt med hverken tomater, agurker, peberfrugter, gulerødder eller løg. Tværtimod. Men vil du gøre din sundhed en tjeneste, skal du også lukke andre grøntsager ind i varmen. Ikke mindst de mørkegrønne som spinat, broccoli og grønkål.
Hvorfor er det egentlig så vigtigt med de mørkegrønne, tænker du måske. Det korte svar er variation. For et af de allersundeste kostråd, du kan følge, er at spise varieret. Det gælder sådan set alle råvarer, men her koncentrerer vi os om grøntsager, hvor ikke mindst farverne spiller en vigtig rolle.
Grøntsager i forskellige farver indeholder nemlig forskellige vitaminer, mineraler og antioxidanter. For at dække dig så godt ind som muligt med alle de sunde næringsstoffer er det derfor vigtigt, at du kommer hele farvepaletten rundt. Og her er det altså, at det for mange af os halter lidt med den mørkegrønne farve.
Det vil Fødevarestyrelsen gerne ændre lidt på. Faktisk vurderer de, at de mørkegrønne grøntsager er så vigtige for os, at de nævner dem særskilt i de nye officielle kostråd, der kom sidste år. Vi skal stadig helst spise 600 gram frugt og grønt om dagen, men nu hedder det sig også, at 100 gram helst skal være mørkegrønne grøntsager som spinat, broccoli og grønkål.
De tre mørkegrønne darlings kan i den grad prale af et højt indhold af vigtige stoffer, ikke mindst A-vitamin, thiamin, kalk, folat og jern. Jern er vigtigt for alle, men især er der mange kvinder i den fødedygtige alder, der mangler jern, og som derfor vil have ekstra gavn af en portion mørkegrønt.
Ekstra vigtige kan de mørkegrønne grøntsager også være for dig, der forsøger at spise mere klimavenligt. For skærer du ned på mad fra dyreriget som kød og mælkeprodukter, får du færre af de næringsstoffer, du som nævnt finder meget af i netop de mørkegrønne grøntsager, nemlig jern, kalk, A-vitamin og thiamin.
Tyg lidt på den – eller bedre: Tyg lidt mere på spinat, broccoli og grønkål …
LÆS OGSÅ: Broccoli – en buket af sunde stoffer