Har du søvnproblemer, har du måske hørt om baldrian. På grund af dens sløvende effekt er der dog nogle ting, du skal være opmærksom på. Her gennemgår vi 7 spørgsmål om baldrian.

1 Hvad er baldrian?


Baldrian stammer fra planten Valeriana officinalis, også kaldet lægebaldrian. De aktive stoffer udvindes som regel fra plantens rod.

Baldrian har i flere tusind år været brugt mod uro i kroppen og som en hjælp til at falde i søvn. I Danmark er baldrian i dag godkendt af Lægemiddelstyrelsen som et naturlægemiddel mod mental stress, uro og søvnbesvær.

Læge-baldrian rod

LÆGEBALDRIAN – det er især roden fra lægebaldrian, der benyttes til det beroligende naturlægemiddel.

© iStock

2 Hvordan virker baldrian i kroppen?


Baldrian har en beroligende effekt, og det kan derfor hjælpe dig, hvis du er ramt af lettere uro og søvnbesvær. Ifølge Lægemiddelstyrelsen er baldrian faktisk et af de bedst undersøgte naturlægemidler i Europa.

Studier på både mennesker og dyr har vist, at baldrian har en mildt sløvende virkning. Man har således kunnet måle, at baldrian indeholder nogle kemiske stoffer, der virker sløvende, men man er stadig ikke sikker på, præcis hvordan baldrian virker, eller præcis hvilke stoffer der er årsag til effekten. Baldrian virker tilsyneladende ikke vanedannende, men forskerne kender ikke langtidseffekterne.

På grund af den sløvende effekt frarådes det at køre bil, efter at du har taget baldrian. Ifølge undersøgelser vil baldrian i normale doser dog ikke påvirke dig dagen efter, hvilket gammeldags sovemedicin godt kan gøre.

3 Hvordan tager man baldrian?


Da de fleste bruger baldrian til at hjælpe søvnen på vej, giver det mest mening at tage det inden sengetid. Dermed undgår du også at risikere at køre bil med baldrian i kroppen. Tjek emballagen på dit specifikke produkt, hvor lang tid før sengetid det anbefales, at du tager det.

For traditionel sovemedicin gælder, at virkningen forringes, hvis du bruger det i længere tid. Om dette også gælder for baldrian, vides ikke, da det ikke er undersøgt. Da effekten af baldrianrod over længere tid netop er ukendt, bør du i det hele taget kun bruge det som en hjælp i en kortere periode, fx et par uger.

4 Hvilket produkt med baldrian skal man vælge?


Du kan indtage baldrian både som dråber, piller, te eller komme det i dit karbad. Det er svært at give klare anbefalinger, da de forskellige produkter både kan indeholde meget varierende mængder af baldrian og forskellige mikrodele af planten, uden at man præcis ved, hvilke stoffer i planten der reelt virker.

Nogle gange anvendes baldrian også i kombinationer med helt andre planter. Forskerne mener, at disse forhold kan forklare, at baldrian i nogle undersøgelser virker, mens det i andre undersøgelser ikke virker. Det ser ud til, at en mængde på 1-3 gram helrod baldrian (svarende til ca. 0,5 gram tørt ekstrakt) er en passende dosis.

Hvis du vil være sikker på, at dit baldrianpræparat er godkendt som naturlægemiddel af Lægemiddelstyrelsen, så kig efter det såkaldte markedsføringstilladelsesnummer (MT-nummer). Det sikrer visse krav til produktets fremstilling, kvalitet og sikkerhed.

Baldrian dråber og baldrian piller

BALDRIAN-PRODUKTER | Naturlægemidlet fås i flere former. Blandt andet som baldrian-dråber og -piller.

© iStock

5 Kan man tage for meget baldrian?


Ja, det kan du – ligesom med al anden medicin. Ofte skal du op på doser over 20 gram helrod af baldrian, før det er risikabelt, men bivirkninger kan forekomme – også ved lavere doser. Typisk vil der være tale om kvalme og mavesmerter.

Tager du en dosis på 2-3 g helrod inden sengetid, vil baldrian ifølge European Medicine Agency ikke virke sløvende dagen efter. Du bør dog aldrig overskride den anbefalede dosis på det konkrete produkt.

6 Er det nødvendigt med et tilskud af baldrian?


Har du uro i kroppen eller svært ved at falde i søvn, kan baldrian måske hjælpe dig i en kort periode. Man kan dog argumentere for, at det er mere hensigtsmæssigt at forsøge at håndtere søvnudfordringer uden brug af lægemidler, idet vi alle indimellem vil opleve uro eller let søvnbesvær.

Søvntilskud kan hurtigt blive en glidebane, og ingen lægemidler kan sige sig fri for mulige bivirkninger, ligesom man for baldrians vedkommende ikke kender langtidsvirkningen og dermed heller ikke langtidsbivirkningerne. Lægemidler, der indeholder baldrian, bør under alle omstændigheder kun anvendes til folk over 12 år.

LÆS OGSÅ: Har du uro eller kramper i benene om natten, kan det være, at du mangler magnesium

7 Er der bivirkninger ved baldrian?


Nogle oplever kvalme og mavesmerter, når de tager baldrian, men de fleste oplever ingen bivirkninger, så længe de holder sig til den anbefalede dosis på præparatet. Som nævnt tidligere kender man dog ikke til langtidseffekterne.

Udråbstegn

Pas på med baldrian, hvis du …

  • ... tager medicin: Præparater med baldrian, især i kombination med andre naturstoffer som fx perikon, kan modvirke effekten af visse typer medicin. Tager du medicin, er det derfor en god idé at tale med din læge, inden du begynder at tage et tilskud af baldrian.

  • ... prøver at blive gravid, er gravid eller ammende: Plantedele frarådes altid, da der ikke er nok viden til, at man med sikkerhed kan udelukke fosterskader. Det samme gælder for baldrian.

  • ... skal opereres: Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at du holder en pause med baldrian minimum 24 timer før en operation, da midlet kan forstærke og forlænge virkningen af bl.a. bedøvelsesmidler.

Kilde: Morten Dahl, speciallæge, forsker og underviser. Medstifter af @laegeogfamilie

Artiklen blev bragt i I FORM nr. 3/2022