Det kan virke næsten umuligt at undgå ultraforarbejdede fødevarer helt, for de sniger sig ind i meget af det, vi spiser til hverdag.
Nogle er dog værre end andre. Derfor giver vi dig her et nemt og hurtigt overblik med en prioriteret liste over ultraforarbejdet mad, så du ved, hvilke fødevarer du især skal være opmærksom på.
De allerværste ultraforarbejdede mad- og drikkevarer finder du her i kategorien "De oplagte".
Udover at de ofte er meget ultraforabejdede– det vil sige, at de typisk indeholder fx smagsforstærkere, farvestoffer og andre tilsætningsstoffer, er disse madvarer også ofte fyldt med meget sukker, salt og usundt fedt og har derfor generelt ringe ernæringsmæssig værdi.
“Vi har altid vidst, at slik, chips, færdiglavede kager, kiks osv., er usundt. Det skal man selvfølgelig starte med at styre udenom,” siger Anne Tjønneland.
Du tænker måske, at du vælger sundt, når du rækker ud efter light-produkter, sukkerfri snacks eller proteinbarer.
Men vær opmærksom! Mange af de produkter, der markedsføres som sunde, er faktisk også ultraforarbejdede.
Kig på ingredienslisten – jo flere ingredienser, du ikke kender, jo større sandsynlighed for, at produktet er ultraforarbejdet.
Læs også: Studie: Ultraforarbejdet mad skader alle organsystemer
Vælg istedet et produkt, der ikke indeholder tilsætningsstoffer eller kun meget få. Spis fx yoghurt naturel i stede for frugtyoghurt og lav så vidt muligt maden selv derhjemme, fremfor at købe barer og proteindrikke.
Der er efterhånden en del plantebaserede produkter på markedet.
Men selvom de er bedre for klimaet, er de ikke nødvendigvis bedre for dig, da de ofte indeholder fx smagsstoffer, farvestoffer, konserveringsmidler og tilsætningsstoffer.
Det er naturligvis ikke alle vegetariske og veganske produkter, der er ultraforarbejdede. Anne Tjønnelands klare anbefaling er: Kig på vareindholdet.
"Hvis du står med en plantebøf, som for eksempel kun indeholder grøntsager og æg, så har du et fint produkt. Men du kan også finde plantebaserede produkter, der ligner kød eller pølser, som indeholder måske 7-8 emulgatorer, sukker, kunstige sødestoffer og alt for findelte grøntsager", pointerer Anne Tjønneland. Det er dem, man skal holde sig fra.
Hun nævner havredrik som et eksempel. Når havregrynene findeles for at blive til “mælk”, forsvinder fibrene og du får i stedet en sukkerdrik, der ikke bidrager til mæthedsfølelsen.