Studie: Ultraforarbejdet mad skader alle organsystemer
Færdiglavet mad i alle afskygninger er en hurtig løsning i hverdagen, men forskere advarer imod, at de kan føre alvorlige sygdomme med sig.
Færdiglavet mad i alle afskygninger er en hurtig løsning i hverdagen, men forskere advarer imod, at de kan føre alvorlige sygdomme med sig.
Ultraforarbejdet mad har fået meget kritik den seneste tid, og nu viser det sig, at fødevarerne også øger risikoen for kroniske sygdomme og tidligere død.
Det viser den hidtil største videnskabelige gennemgang af området samlet i et metastudie i det videnskabelige tidsskrift The Lancet.
Forskerne har gennemgået 104 langtidsstudier. I de 92 fandt de en sammenhæng mellem at spise ultraforarbejdet mad og risikoen for at udvikle bl.a. fedme, type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme, tarmsygdomme og depression.
”Det indikerer, at ultraforarbejdede fødevarer skader alle større organsystemer i menneskroppen. Beviserne tyder stærkt på, at mennesker ikke er biologisk tilpasset til at indtage dem,” siger en af forfatterne, Carlos Monteiro fra universitetet i São Paulo.
Læs også: Få en kostplan uden ultraforarbejdede fødevarer her
Han advarer imod, at ultraforarbejdet mad fortrænger sund, frisk og uforarbejdet mad fra kosten og er en reel bombe under verdenssundheden.
Fx viser en opgørelse i Storbritannien, at ultraforarbejdet mad udgør 60 procent af børns samlede energiindtag i landet.
Forskerne opfordrer til tydelig mærkning af de ultraforarbejdede fødevarer, så forbrugerne lettere kan spotte dem.