Tørre ben – sådan slipper du af med tør hud
Dagene er blevet længere, solen titter frem, og det gør vores (tørre) ben også. Læs, hvorfor huden udtørrer, og få de bedste tips til bløde, forårsklare ben.
Dagene er blevet længere, solen titter frem, og det gør vores (tørre) ben også. Læs, hvorfor huden udtørrer, og få de bedste tips til bløde, forårsklare ben.
Det er skønt, når kalenderen står på bare ben og sandaler. Knap så skønt er det, når sommertøjet afslører, at huden på benene er støvende tør.
Det bliver den faktisk oftere, end huden andre steder på kroppen. De tørre ben skyldes blandt andet, at vi vinteren igennem kan have en tendens til at springe pleje af huden på benene over.
Samtidig udsætter vi den for en hård behandling med barberskrabere og spritholdige hårfjerningsmidler. Ofte kvitterer benene for den manglende pleje med en tør, skællende og måske endda kløende hud.
Men det kan du heldigvis gøre noget ved. Med den rette pleje vil du i langt de fleste tilfælde få blød, sund og hydreret hud fra top til tå.
Undrer du dig over, hvorfor huden på dine ben er knastør og støvende, mens resten af din hud har det glimrende, så læn dig op ad det faktum, at det er ganske almindeligt.
Huden på benene har nemlig en tendens til at blive mere tør end huden på resten af kroppen. Det er der flere grunde til:
For at forstå, hvad der sker i huden, når den bliver tør, så lad os stille skarpt på, hvordan den egentlig fungerer. Huden er vores største organ – den har et areal på knap to kvadratmeter – og dens fremmeste funktion er at passe på alt det, der er inde bag huden.
Huden er konstrueret af tre lag, der – når alt går godt – samarbejder om at danne en effektiv barriere mod udefrakommende påvirkninger.
Læs også: Hudlæge – her er det værste, du kan gøre mod din hud
Mange af os har en hudtype, der er til den tørre side. Det viser sig gerne på hele kroppen og gør ikke just problemet med de tørre ben bedre.
Her er de mest almindelige årsager til, at huden i sin ”grundform” bliver tør.
Alder
Det er ikke til at komme udenom. Alder er den store fedt- og fugtfjerner. De fedtproducerende talgkirtler i læderhuden nedsætter nemlig gradvist deres aktivitet, når vi passerer de 40.
Den fedthinde, der skal beskytte overhuden, bliver derfor tyndere, og fugten fordamper lettere. Dertil kommer, at produktionen af kroppens eget fugtighedsmiddel hyaluronsyre også nedsættes med alderen. Mindre fedt og fugt resulterer i tør hud.
Læs også: Collagen – hudens superstof
Arv
Gener kan også gøre dig disponeret for at få tør hud. Er der tendens til tør hud i din familie, vil du med stor sandsynlighed også selv få det.
Sygdomme
Nogle sygdomme kan give meget tør hud. Atopisk eksem, som er en af de mest udbredte hudsygdomme, giver kløe og skællende, tør hud. Der kommer også et rødt udslæt, som kan udarte sig til små væskende sår. Psoriasis er en anden hudsygdom, der giver skællende, tør hud ledsaget af en meget generende kløe.
Endvidere oplever op mod 70% af alle diabetespatienter hudforandringer som fx ekstrem tør hud og eksem. Har man svær lever- eller nyresygdom, kan huden også tørre ud og klø rigtig meget.
Er din hud på benene usædvanlig tør og skællende, kan det være, at du lider af sygdommen ichthyosis – også kaldet fiskehud eller fiskeskælshud. Her er der ikke bare tale om tørre ben, men om en egentlig hudsygdom.
Ichthyosis stammer fra græsk og betyder fisk.
Det er en hudsygdom, hvor forhorningen af huden er løbet løbsk – huden bliver grov, fortykket og så skællende, at den minder om fiskehud.
Skællene er oftest tydeligst på arme og ben. Den skællende hud kan give kløe, og ofte ledsages ichthyosis af atopiske sygdomme som astma, eksem eller høfeber. Personer med ichthyosis oplever som regel en bedring om sommeren. Sygdommen klinger ofte af med alderen.
Læs også: Kom lettest gennem sæsonen for pollenallergi
I 95% af tilfældene er fiskehud arvelig. Sygdommen opstår på grund af medfødte genmutationer, som skaber en ændring i hudens hornlag.
Arveligheden betyder dog ikke, at der nødvendigvis vil være flere tilfælde inden for en familie. Man kan nemlig godt være bærer af ichthyosis uden at have symptomer.
I de få tilfælde, hvor fiskehuden ikke er nedarvet, opstår den typisk i voksenalderen, mens den arvelige fiskehud gerne viser sig i de tidlige barneår.
Fiskehud er en kronisk hudsygdom, som kræver en vedvarende behandling for, at man kan lindre symptomerne.
Det bedste, man kan gøre ved fiskehud, er faktisk at smøre med en god fugtighedscreme flere gange om dagen. Cremer med mælkesyre, carbamid og propylenglycol har en særlig god effekt.
Tal med din hudlæge om, hvilken creme der er bedst til dig.
Læs også: Rynkecremer, der rent faktisk virker
Op mod 1/3 af os oplever problemer med tør hud.
Der kan som tidligere nævnt ligge alder, arv og sygdomme til grund for tørheden. Ligesom det kan skyldes masser af sæbe og vand kombineret med manglende pleje.
Den gode nyhed er, at det er let at undgå den slags udtørring. Følg de nedenstående råd, der vil hjælpe dine ben med at holde på fedt og fugt – uanset årsagen til tørheden.
I langt de fleste tilfælde kan du selv komme tørre ben til livs med nænsom beskyttelse af huden og daglig brug af fed creme. Tal med din læge, hvis den tørre hud ikke forsvinder ved brug af fugtighedscreme.
Hvis du har fået en vedvarende kløe, der påvirker din dagligdag og nattesøvn, så er det også tid til at søge egen læge eller hudlæge, så du kan få den rette behandling.
Læs også: Sådan stopper du kløe i hovedbunden
Først og fremmest handler det om fed creme – masser af den!
Lægen vil altså altid anbefale, at du flere gange dagligt smører de tørre ben med en creme med mindst 20% fedtindhold.
Er der tale om mere end almindelig tør hud, måske tilsat kløe og eksem, kan det være, at lægen anbefaler en medicinsk behandling.
Ved atopisk eksem og psoriasis vil du typisk i en periode på 1-3 uger skulle behandle huden med binyrebarkhormoncreme for at slå udbruddet ned.
Immundæmpende cremer er gode alternativer, hvis binyrebarkhormoncreme ikke er nok, eller hvis du har behov for en længerevarende behandling. Man kan også smøre med tjæreholdige cremer.
Til psoriasis bruger man desuden salver og cremer med et D-vitaminlignende stof, der hedder Calcipotriol. Det hæmmer den hurtige omsætning af hudcellerne, som er årsagen til psoriasis.
Derudover er lysbehandling en vigtig del af behandlingen for psoriasispatienter.
Man kan også bruge biologisk behandling med antistoffer, der dæmper hudens overaktive immunforsvar.