Er det godt eller dårligt for kroppen at få sol?

Det er let at blive forvirret over, om solen grundlæggende gør os godt, eller om den er skadelig for os mennesker. Få hudlægens bedste bud.

En kvinde læser en bog udendørs, mens hun solbader. Er solen sund?

SOLEN – er med dig, uanset om du sidder i haven eller ligger på stranden. Men hvor sundt er det egentlig?

© iStock

“Det er vigtigt at være udendørs hver dag.”

“Gå aldrig ud i solen uden solcreme.”

“Kroppen har brug for D-vitamin.”

Det kan føles, som om budskaberne om sol fyger om ørerne på os, så det ærlig talt er svært at afgøre, om de varme stråler gør os godt eller skidt.

Derfor har vi bedt hudlæge Erik Obitz om at ridse de vigtigste fordele og ulemper ved at få sol op.

Derefter skal han give et kvalificeret bud på et svar, så du får en fornemmelse af, om solen er din ven eller din fjende.

Læs også: Hvordan virker solcreme?

Fordele ved at få sol

Forbedrer humøret

Naturligt sollys får hjernen til at udskille signalstoffet serotonin, der sættes i forbindelse med velbefindende og godt humør.

Læs også: Skru op for dine lykkehormoner

Tanker op med D-vitamin

Fra maj til september optager kroppen D-vitamin fra sollyset. D-vitamin har afgørende betydning for din knoglesundhed og immunsystemet generelt. I vinterhalvåret anbefales det at tage et dagligt tilskud af D-vitamin på 5-10 ug.

Hjælper mod visse hudsygdomme

Symptomer på fx psoriasis og eksem bliver slået ned af stærkt sollys. Det skyldes, at solforbrændingen skubber til en balance i huden, der skaber nogle hudsygdomme, men dæmper andre.

Ulemper ved at få sol

Øger risikoen for hudkræft

De kortbølgede UV-stråler kan trænge helt ind i hudcellernes kerne og beskadige DNA’et. Efterhånden som skaderne hober sig op igennem livet, bliver det mere almindeligt at udvikle hudkræft.

Huden ældes hurtigere

Ultraviolet lys sætter fart på den naturlige nedbrydning af bindevævet, så elastikken i huden går tabt før tid. Rynker er udtryk for ældning, og huden i ansigtet, på halsen og brystet er særligt udsat, fordi den er tynd.

Læs også: Hudlæge: De her cremer har effekt på rynker

Dårligere beskyttelse

Hudens evne til at beskytte sig mod ydre ‘fjender’ som kulde, forurening – og sol – bliver dårligere. Det skyldes, at solen sænker aktiviteten på de celler, der producerer det beskyttende fedt. Dermed bliver hudens barriere af naturlige fedtstoffer svagere, så huden lettere bliver irriteret og udtørret.

Læs også: Sådan vælger du den rigtige solfaktor

Konklusion: Dyrk sol med måde

Det ville være rart med en rettesnor at gå efter, så vi bad eksperten om at fælde dom: Er sollys godt eller dårligt?

“Der er ikke noget enkelt svar på det spørgsmål, for som mennesker har vi både brug for D-vitamin og den sunde effekt på psyken, som solen giver. Men hvis man dyrker solen overdrevent, risikerer man at udvikle hudkræft og for tidlig ældning af huden,” siger Erik Obitz.

"Omgås solen med forsigtighed og undgå at blive forbrændt. Så er den sund for dig.”
— Erik Obitz, hudlæge

Hvis du føler dig forvirret på et højere plan, kan det måske hjælpe på forståelsen at sammenligne soldyrkelsen med en anden last.

“Soldyrkning er ligesom alkohol. Hvis man får ét glas vin om dagen, risikerer du ikke at dø tidligere, men fem glas vin dagligt er usundt. Så man skal omgås solen med forsigtighed og undgå at blive forbrændt. Så er den sund for dig,” slutter Erik Obitz.

Læs også: Solskoldning – det gør du, hvis skaden er sket