Kom af med knopper på armene

Små, hårde knopper på overarmene er helt almindelige og ufarlige. Vil du af med dem, er hudpleje vejen at gå. Få speciallægens gode råd til behandling.

En kvinde kigger på knopperne på sine arme

KNOPPER – Vær ikke bange, hvis du opdager knopper på armene. Det er højst sandsynligt keratosis pilaris, der primært skyldes tør hud.

© gettyimages

Man skal tæt på for at se dem. Men så kigger de også næsten op på dig. De små, hårde knopper, som kan dukke op på især arme, men også på hofter, lår og i ansigtet.

Den gode nyhed er, at tilstanden, kaldet keratosis pilaris, er fuldstændig ufarlig. Og du kan heldigvis selv gøre noget for, at de forsvinder igen. Vi har bedt en speciallæge i dermatologi forklare, hvordan du skal gribe knopperne an.

Læs mere om de små knopper her:

1 Hvad er keratosis pilaris?


Knopperne ligner gåsehud, men bliver de siddende, efter du har fået varmen, er det formentlig keratosis pilaris. Det er et knoppet udslæt, som typisk indfinder sig på overarmene. Nogle gange ses knopperne også på hofter, lår og i ansigtet.

Det knoppede udslæt er for mange til stor kosmetisk gene, men du kan trøste dig med, at der intet farligt er ved knopperne. Ja, faktisk kan de små, faste knolde knap nok bryste sig af at være en hudsygdom. Tilstanden er snarere en variation af normal hud.

Keratosis pilaris opstår, når huden producerer for meget keratin – bedre kendt som skæl og døde hudceller. Denne overproduktion indtræffer, når huden er for tør. De mange døde hudceller hober sig op og danner propper i hårsækkenes udgange. Og så er det, at de små forhornede knopper opstår.

Minder den proces dig om den, der fremkalder bumser og hudorme, så er det meget forståeligt. Både akne og keratosis pilaris opstår på grund af en tilstopning. Men i modsætning til akne, så er der ved keratosis pilaris ikke tale om en betændelsestilstand – blot tilstopning med forhornede knopper til følge.

Ud over knopperne gør tilstanden ikke meget væsen af sig. Knopperne klør ikke, og de er hellere ikke ømme.

Grafik af hudoverfladen

Hvad er keratosis pilaris?

På den normale huds overflade afstødes døde hudceller uden problemer, mens de hober sig op og danner propper ved hårsækkens udgang på keratosis pilaris-huden.

2 Hvorfor får man knopper på huden?


Der kan være forskellige årsager til, at de små knopper indfinder sig på huden. Her er, hvad der kan gøre dig udsat for at få keratosis pilaris:

Knopper på huden kommer af:

Tør hud

TØR HUD

Der er en klar sammenhæng mellem tør hud og keratosis pilaris. Tør hud er nemlig dækket af et tykkere lag døde hudceller end almindelig hud. Derfor tilstoppes hårsækkene hyppigere, når huden er tør.

Stamtræ

STAMTRÆET

Den tørre hud og overproduktionen af keratin, som fremkalder knopperne, kan være genetisk betinget og altså noget, du kan takke dine forældre for.

Hudsygdomme

HUDSYGDOMME

Der er en overhyppighed af keratosis pilaris hos personer, som lider af atopisk eksem og hudsygdommen ichthyosis – også kendt som fiskeskælshud.

3 Hvem får keratosis pilaris?


De små, hårde knopper er langtfra et sjældent og eksotisk fænomen. Man mener, at op mod halvdelen af alle børn og unge i Skandinavien har keratosis pilaris på et tidspunkt.

Tilstanden er mest udtalt i teenageårene, og typisk smutter knopperne helt af sig selv, når vi bliver ældre. Men ikke altid. Nogle voksne bliver ved med at trækkes med dem.

4 Kan knopperne gå væk af sig selv?


Man kalder godt nok keratosis pilaris for en kronisk tilstand, fordi den i sjældne tilfælde kan være en følgesvend for livet. Men for de flestes vedkommende forsvinder tilstanden, når puberteten klinger af.

5 Hvad kan forværre det knoppede udslæt?


Fordi tør hud er langt mere udsat for at få de små, hårde knopper, kan alt, der udtørrer huden, potentielt forværre din keratosis pilaris. Hos mange er det knoppede udslæt derfor værre om vinteren, fordi frostvejr udtørrer huden. Om sommeren oplever en del derimod, at knopperne forsvinder.

I modsætning til bumser og akne, så får du ikke flere knopper af at spise fx fastfood og sukker eller at drikke alkohol.

6 Hvordan kan man behandle keratosis pilaris?


For mange føles det kosmetisk generende med de knoppede overarme – især når vejrudsigten kalder på kortærmede T-shirts.

Nogle søger derfor hjælp hos lægen. Men da der intet farligt er ved keratosis pilaris, og da tilstanden typisk går væk af sig selv med alderen, så vil hudlægen i langt de fleste tilfælde henvise til god daglig hudpleje som den bedste løsning.

Nøglen til bedring er da også først og fremmest at få bugt med den tørre hud. For så længe huden er tør, vil den være dækket af et tykkere lag af døde hudceller, der potentielt kan blokere hårsækkene. Her er, hvad du kan gøre for at pleje knopperne væk:

Fugtighedscreme kan forebygge og behandle knopperne

BEHANDLING – Fugtighedscreme kan forebygge og behandle knopper. Bare du husker at smøre både morgen og aften.

© gettyimages

Keratosis pilaris – behandling:

✅ Fugtighedscreme

Din vigtigste hjælper i kampen mod knopperne er en god fugtighedscreme – både når det gælder behandling og forebyggelse af keratosis pilaris. Men du skal være konsekvent og smøre de ramte områder hver dag, morgen og aften.

Forvent ikke, at fugtighedscreme er et quickfix, der fjerner knopperne natten over. Det kan tage flere måneder, før der indtræder en bedring. Så du må væbne dig med tålmodighed.

Gå gerne efter cremer med karbamid, som kan blødgøre knoldene ved hårsækkene. Cremer tilsat nærende olier, som holder på hudens fugt, er også gode mod knopper.

✅ A-vitamin

Creme med A-vitaminsyre kan være en god hjælp mod knopper. A-vitaminet er anerkendt af hudlæger for dets evne til at styrke huden og forbedre dens struktur, så den bliver fastere og glattere.

Og så øger A-vitamin hudens evne til at binde vand i hudcellerne. Vitaminet har derfor en gavnlig virkning på tør hud, som jo er den grundlæggende årsag til knopperne. A-vitamin gør dog huden mere følsom over for solens stråler, så husk solbeskyttelsen.

✅ Kemisk peeling

Hvis du 1-2 gange om ugen frigør huden for døde hudceller, undgår du, at de hober sig op og danner propper ved hårsækkene. Har knopperne allerede indfundet sig, så vil jævnlig peeling gradvist gøre huden mere glat. Du skal blot indstille dig på, at det er en længerevarende proces.

Bedst er det at bruge kemisk peeling med fx mælkesyre eller salicylsyre, som nænsomt opløser de døde hudceller. Scrubs med korn, der sliber huden, kan have en tendens til at skabe irritation.

Husk, at kemisk peeling gør huden mere følsom over for solens stråler, så husk at bruge solbeskyttelse.

7 Sådan skal man IKKE behandle keratosis pilaris


Fordi keratosis pilaris er kendetegnet ved et tilstoppende lag af døde hudceller, kan tilstanden minde om bumser. Men tilstanden medfører ikke betændelse i huden, ligesom bumser gør. Du skal derfor ikke behandle knopperne, som du ville behandle bumser, for det vil gøre tilstanden værre.

Her er, hvad du skal holde dig fra:

Sådan skal du IKKE behandle knopperne:

Ikke trykke

⛔️ Trykke knopperne

Knopperne hverken kan eller bør trykkes ud. Det vil irritere huden, give inflammation og måske ar.

Ikke vask almindelig sæbe

⛔️ Vaske med almindelig sæbe

Vask ikke den knoppede hud med almindelig sæbe. Det udtørrer huden, hvilket vil fremkalde flere keratinpropper i hårsækkene og dermed flere knopper.

Ikke skrubbe

⛔️ Skrubbe knopperne

Anvend så vidt muligt ikke hamphandsker, badebørster og lign. på den knoppede hud. Det irriterer huden og kan forårsage inflammation. Kemisk peeling med fx salicylsyre er bedre.

Kilde: Ulrik Knap, speciallæge i dermatologi på Alba Privatklinik

Artiklen blev bragt i I FORM nr. 10/2023