Kål er både sundt og mættende. Men deler også vandene. Måske lige bortset fra spidskål, som er så mild i smagen, at selv de yngste kan være med. Og så har det kegleformede kål nogle vidunderlige blade, som både er nemme at bøje (til en wrap fx), og som også bliver dejligt sprøde, når du snitter dem fint. Bliv klogere på sommerens sødeste kål og find vores bedste tips og opskrifter med spidskål nedenfor.
Kaloriefattig:
Spidskål indeholder mest vand og har derfor et meget lavt energiindhold. Derfor kan du spise masser af den uden at bekymre dig om at skulle brænde kalorierne af igen. Og så mætter den godt pga. sit høje indhold af kostfibre.
God for tarmene:
Der er dobbelt så mange fibre i spidskål som i fx icebergsalat og agurk. Kostfibre, som transporteres ufordøjede gennem tyndtar- men og gennemgår en gæring i tarmen.
Fylder dig med vitaminer:
Spidskål indeholder godt med K-vitamin og C-vitamin samt flere af B-vitaminerne herunder folat. Vitaminer, der tilsammen bl.a. bidrager til et sundt immunforsvar, stærke knogler og sund hud.
God for blodtrykket:
Spidskål er rig på kalium. Det spiller en vigtig rolle for dit nervesystem og hjælper dine muskler og dit hjerte med at fungere optimalt. Kalium er dog især kendt for sin blodtrykssænkende effekt.
LÆS OGSÅ: Broccoli – en buket af sunde stoffer
Ud over den lækre lysegrønne variant, vi normalt forbinder med spidskål, findes der også en flot rødlig udgave. Farven er dog blot til pynt, da der ikke er nævneværdig forskel på smag, indhold og anvendelsesmuligheder.
LÆS OGSÅ: Rødkål – rød, rund og ret sund
Du sparer masser af kalorier, hvis du bytter nogle af dine kulhydratkilder ud med spidskål, der med sin milde, neutrale smag passer til både kødsauce, asiatiske retter og dansk mormormad.
Ja. fra et klimasynspunkt er spidskål også et godt valg. Grøntsager, som dyrkes på friland – heriblandt fx spidskål, løg og rodfrugter – belaster klimaet fire gange så lidt som grøntsager, der dyrkes i drivhus, fx tomat, agurk og salat.
Spidskål er i sæson i sommerhalvåret, mens andre typer kål som rødkål og rosenkål er i sæson om vinteren. De første tidlige sorter af dansk spidskål kan høstes i juni. De sene sorter plantes i juli og er høstklare i oktober.
Her kan du få frisk dansk spidskål
Fjern de yderste beskadige- de blade, halvér kålhovedet, skyl det grundigt under hanen eller i en skål vand, og ryst vandet godt af.
Spidskål kan stuves, men det er synd, for den fine smag drukner i den opbagte sovs. Brug hellere vinterkål til stuvning og nyd i stedet spidskålens mildere smag i lettere retter.
Spidskål skal helst ikke koges, den skal dampes, så den bevarer lidt bid. Skær spidskål i både, men lad stokken blive på, så den holder på bladene. Damp spidskål ganske let i 5-10 minutter i en smule vand, og sørg for at ryste vandet godt af, inden du serverer kålen i både, gerne med salt og peber kværnet henover lige inden servering.
Putter du din spidskål i en plastikpose eller en tætsluttende beholder i køleskabet, kan den holde sig i helt op til tre uger.
Kål kan fryses, men først efter den er blevet snittet og blancheret. Frys i en plastikpose, og brug den optøede kål i fx gryderetter, supper eller wok.
Kun fantasien sætter grænser, når det kommer til at at bruge spidskål i madlavning. Prøv fx spidskål...
... SOM WRAP
Spar kalorierne fra en tortillapandekage, og lav en sprød kålwrap. Spidskål er oplagt på grund af kålens milde smag og bladenes bøjelighed og form. Pluk de største blade af, skyl og tør dem grundigt. Blanchér dem evt. kort, så de bliver endnu mere bøjelige og undgår at knække, når du folder din wrap. Fyld dem herefter med fintsnittede grøntsager og fx pulled chicken eller andet kødfyld. Hæld dressing over, og servér straks.
... I WOK
Spidskål er nærmest skabt til lynstegning. Snit kålen fint med andre grøntsager. Varm wokken godt op med olie, og brun fx kyllingekød af. Tilsæt herefter kål og grøntsager, og steg videre under konstant omrøring i 3-4 min. Tilsæt sojasovs, citronsaft, salt og peber, og varm det kort igennem. Servér med ris.
... FYLDTE
Fyldte spidskål er en nem alt-i-en-ret og perfekt som restemad. Halvér spidskål, men lad stokken blive på, så den holder kålen sammen. Tag “indmaden” ud af de halve spidskål, så de bliver til en slags skåle, men pas på med at gøre dem alt for tynde. Snit indmaden fint, og brun det med hakket oksekød og tomater, eller varm det med kødsovsrester fra i går. Fyld spidskålsbådene med kødsovsen, og bag dem i ovnen i ca. 20 minutter.
Her finder du vores favorit opskrifter med spidskål, så du nemt kan sætte det sunde, smagfulde kål til livs.
Artiklen blev bragt i I FORM nr. 14/2022