Sådan holder du hjernen ung

Vil du gerne holde din hjerne skarp og mindske risikoen for demens, når du bliver ældre? Her er hjerneforskerens 8 tips til, hvad du selv kan gøre.

Kvinde der kigger med træer i baggrund

HOLD HJERNEN UNG med disse 8 tips fra hjerneforskeren.

Når vi bliver ældre, sker der rigtig mange ting med hjernen.

Den skrumper, kommunikationen mellem hjernecellerne bliver langsommere, og hukommelsen bliver dårligere.

De fleste af os drømmer sikkert om at holde hjernen skarp og ung så længe som muligt – og undgå demens og Alzheimers senere i livet. Den opmuntrende besked er, at du selv kan gøre en stor forskel.

Din livsstil spiller nemlig en stor rolle for, hvor hurtigt din hjerne ældes.

Læs også: Sådan kommer du i gang med en sund livsstil

Faktisk viser et studie, at 40 pct. af alle demenstilfælde kan forebygges eller forsinkes ved bedre livsstil.

Der er altså en lang række ting, du selv kan gøre.

Her er hjerneforsker Jon Sigurd Wegeners bedste råd til at holde hjernen i topform.

1 En aktiv krop er benzin for hjernen


Motion er ekstremt vigtigt for hjernen.

Faktisk er det bevist, at mennesker, der er fysisk aktive, bedre bevarer deres hjernestruktur og evne til at tænke klart, når de bliver ældre.

Når du dyrker motion, holder din hjerne nemlig bedre liv i de hjerneceller, du allerede har.

Men motion får også din hjerne til at danne nye hjerneceller. Det har blandt andet betydning for, hvor godt du husker.

“Hvis du får pulsen op mindst en gang om dagen, vil det have en god effekt på din hjerne."
— Jon Sigurd Wegener, hjerneforsker

Regelmæssig motion er vigtig, fordi motion får blodet til at strømme bedre til hjernen, så den får ilt og næring. Især træning, hvor du er aktiv i længere tid og bliver forpustet, gør en stor forskel.

Hvilken motion passer til din alder? Få svaret her

2 Bryd komfortzonen


Når du laver noget svært, så reagerer hjernen ved at styrke sine forbindelser. Hjernen udvikler sig mest, når den bliver udfordret til det yderste.

Noget, der er svært for os, er derfor virkelig sundt for os. Det kan være at lære nye ting, som at spille et musikinstrument eller et nyt sprog.

Det handler om at udfordre sig selv – det kan også være ved aktiviteter, som du ikke plejer at lave – for eksempel tage i teateret eller spille skak.

“Vælg aktiviteter, du både finder svære og lidt frustrerende – det er dér, hjernen danner nye celler."
— Jon Sigurd Wegener, hjerneforsker

Når du udfordrer dig selv med svære opgaver, træner du hjernen til at blive bedre til at tage beslutninger og håndtere stress, og du forbedrer din hukommelse.

3 Kortisol er gift


Det er sikkert ikke nyt for dig, at stress er usundt. Men nu er der endnu en grund til at undgå stress.

Stress – eller rettere sagt hormonet kortisol, som kroppen danner i stressede situationer – er skadeligt for hjernen.

Hormonet gør det nemlig sværere for hjernen at danne nye hjerneceller. Samtidig forværrer kortisol den naturlige proces, hvor hjernen bliver dårligere med alderen.

Meget af det, der er godt for din hjerne, er derfor også ting, som sænker dit kortisolniveau.

4 Vær social


Mennesker er flokdyr, og det kan derfor være decideret skadeligt for os at være ensomme.

Ensomhed øger kortisolniveauet i kroppen. Det går både ud over vores hukommelse, hvor godt og hurtigt vi kan tænke, og hvor gode vi er til at regulere vores følelser.

“Det vigtigste er at være sammen med nogle, man har kendt længe, så man får en følelse af at blive elsket og forstået. Det er ofte her, de fleste mærker roen sænke sig over dem. Det er tegn på, at kortisolniveauet daler,” siger Jon Sigurd Wegener.

De områder i hjernen, hvor angst og frygt sidder, bliver ekstra aktive, når man er ensom. Det kan få folk til at reagere kraftigere på ganske uskyldige ting og blive mere paranoide.

“Mennesker har behov for social kontakt hver dag. Det er nok noget af det vigtigste overhovedet."
— Jon Sigurd Wegener, hjerneforsker

5 Mindfullness


En anden måde at bekæmpe kortisol på er mindfulness.

Mindfulness ændrer bogstaveligt talt hjernens struktur – på en god måde.

For når du dyrker mindfulness, modvirker du den skrumpning af hjernen, som sker helt naturligt, når man bliver ældre.

“Når vi flytter vores opmærksomhed væk fra omgivelserne og ind i vores egen krop, skaber det ro i kroppen. Den øgede kropsfornemmelse, som man kan få af mindfulness, er gavnlig for hjernen, og kan faktisk være med til at modvirke en følelse af ensomhed,” siger Jon Sigurd Wegener.

Regelmæssig mindfulness kan styrke din hukommelse, opmærksomhed og koncentration, ligesom det kan reducere tankemylder. Det dæmper også aktiviteten i den del af hjernen, hvor frygt og angst sidder. Så mindfulness kan gøre dig mindre angst og modarbejde stressfyldte tanker.

6 Skru ned for alkohol


Vi kan ikke komme udenom det. Alkohol er ikke godt for hjernen.

Hvis du vil holde din hjerne sund og frisk, så bør du måske skrue ned for, hvor meget alkohol du drikker.

Jon Sigurd Wegeners anbefaling til, hvor meget man bør drikke, er helt klar:

“Ingenting. Man ved fra forskning, at der ikke er noget som helst godt ved alkohol. Det er simpelthen så dårligt for os".

“Det bedste er helt at lade være med at drikke alkohol. Små mængder er okay – men højest et glas vin om dagen."
— Jon Sigurd Wegener, hjerneforsker

7 Sov hjernen ren og frisk


Det er nok ingen overraskelse, at søvn er vigtig for hjernen. Men måske er du ikke klar over, at søvn faktisk er hjernens “rensningsproces”.

Når du sover, fjerner søvnen nemlig affaldsstofferne i hjernen. Det er derfor vigtigt at få nok søvn hver nat.

8 Spis med hjernen


Der er rigtig mange råd til, hvad man skal spise og ikke skal spise. Her er hjerneforskerens bud på den bedste næring til din hjerne.

Din hjerne har godt af mad, som er rig på: Antioxidanter, Omega-3-fedtsyrer (fås især i fed fisk), og sunde fedtstoffer fra for eksempel olivenolie og nødder.

Læs også: Spis så lækkert – og sænk din risiko for alvorlige sygdomme

Undgå kaffe med koffein, fordi det øger stresshormonet kortisol.

“Det, du spiser, påvirker din hjernes kemi direkte."
— Jon Sigurd Wegener, hjerneforsker

Spis gerne fødevarer som mørk chokolade, bananer og grøn te, som booster dopamin og serotonin, hvilket er godt for både humør og motivation.

Læs også: Ginkgo biloba – hvad er det, og hvilken virkning har det?

KILDE: Jon Sigurd Wegener, hjerneforsker med speciale i neuroøkonomi, ekstern lektor på CBS og forfatter.