Lad dine smagsløg tage på en kulinarisk rejse til Indien. Her skal de mange krydderier nok give dig varme og velsmag. Glæd dig til en uge fyldt med gurkemeje, spidskommen, karry, chili, garam masala og hvidløg.
Der er dufte, farver og masser af smag, når madplanen tager på lynvisit i Indien i denne uge.
Vi lægger ud med en favorit, chicken tikka masala, her serveret med blomkålsris.
I Indien er der – bl.a. af religiøse årsager – mange vegetarer. De spiser blandt andet rigtigt mange linser, fx som i vores skønne blomkålscurry og selvfølgelig i de klassiske dahls.
Ris, brød, kikærter og grøntsager fylder også meget i det indiske køkken, som torsdagens grøntsagssuppe er et godt eksempel på. Suppen er i øvrigt god til at få bugt med dine grøntsagsrester og lige så, hvis du fx har en rest ris på køl.
Har du lyst til en tredje vegetarret, så prøv vores indisk inspirerede frittata – en ovn-æggekage med kartofler, karry, chili og spidskommen.
Fredagsburgeren har ikke noget med Indien at gøre. Men derfor kan den jo godt smage godt – og det gør den. Du får en lækker salat til i stedet for fritter. Har du børn, kan du evt. lave lidt kartoffelfritter ved siden af.
Som weekendopskrift får du en omgang sprøde samosaer. Servér dem som en lille forret eller en snack med raitadip til.
Har du lyst til mere indisk, så prøv vores skønne mango lassi .
I Indien nydes lassi hele dagen – også til aftensmåltidet, hvor den er en mild kontrast til de stærke krydderier. Men den vil også være et hit som dessert eller på weekendens morgenbord.