Coleslaw med spidskål – sprød, cremet og smagfuld

20 minutter
181 kcal

Hvordan laver man coleslaw? Man følger denne opskrift, for så er der garanti for succes. Lad gerne salaten stå og trække smag i god tid inden måltidet.

Coleslaw med spidskål og gulerødder

COLESLAW | Du får masser af A- og C-vitamin med denne skønne sommersalat.

© wichmann+bendtsen

Coleslaw med spidskål

Her får du en opskrift på coleslaw med masser af friskhed og cremet konsistens. Det perfekte tilbehør til alt fra burgere til sandwiches og sommerens grillmad.

Undgå at skærmen slukker

Ingredienser

2 Pers.

  • 100 g spidskål
  • 75 g gulerod

Dressing:

  • 1 dl creme fraiche
  • 25 g mayonnaise
  • ½ spsk. æbleeddike
  • 1 tsk. honning
  • ½ knsp. dijonsennep
  • Havsalt
  • Sort peber, friskkværnet

Sådan gør du

  • Snit kålen fint, og riv gulerødderne.
  • Rør ingredienserne til dressingen sammen, og vend i grøntsagerne.

TIP! Du kan nemt erstatte eddiken med friskpresset citronsaft, hvis du foretrækker det – syren hjælper til at mørne kålen.

TIP! Begynd med at hælde 2/3 af dressingen over grøntsagerne, så du kan vurdere, hvor snasket du vil have din coleslaw.

TIP! Jo grovere du snitter grøntsagerne, jo mindre smattet bliver salaten ved opbevaring.


Det kræver kun få steps, så har du en sprød, cremet og smagfuld coleslaw klar!

Lav eventuelt dobbelt portion og opbevar dressingen og grøntsagerne i separate bøtter i køleskabet. Så har du en virkelig nem salat til dagen efter.

Få flere tips til din coleslaw herunder og se, hvor lang tid du kan få glæde af resterne.

Du kan også blive klogere på, hvordan du kan gøre din coleslaw-dressing sundere fx ved at vælge skyr i stedet for mayonnaise.

1 Hvor meget coleslaw per person?


Et godt udgangspunkt er at beregne ca. 150 g coleslaw per person.

Når det så er sagt, så er det vidt forskelligt, hvor meget den enkelte foretrækker, samt om coleslawen er et hovedelement eller blot en af flere salater, der tilbydes som tilbehør.

2 Er coleslaw sundt?


Spidskål og gulerødder i sig selv er jo top sunde.

I traditionel coleslaw bruger man normalt hvidkål fremfor spidskål. Hvidkålen indeholder lidt flere fibre og sunde bitterstoffer, men spidskål indeholder derimod lidt færre kalorier samt lidt mere C- og K-vitamin.

Dressingen er selvsagt svær at komme udenom i coleslaw, men du kan sagtens lave en sundere udgave med bare små justeringer – fx kan du sikre dig, at mayonnaisen er lavet på raps- eller olivenolie (fremfor solsikkeolie), da det giver en bedre fedtsyrefordeling.

Læs også: Guide – de 9 sundeste olier til madlavningen

Herunder er der tips til, hvordan du ellers kan gøre din coleslaw-dressing sundere.

3 Tips til din coleslaw-dressing


Lav dressingen på forhånd: Du kan uden problemer lave dressingen på forhånd og stille den på køl, indtil du skal bruge den.

Drop sennep: Hvis du ikke er til sennep, så kan du undlade at putte det i. Hvis du derimod er vild med det, så kan du også sagtens tilføje lidt ekstra.

Tilføj spidskommen: Hvis du vil give din coleslaw lidt ekstra smag.

Sukker i stedet for honning: Du kan sagtens bruge sukker i stedet for honning, hvis du foretrækker det.

4 Hvorfor lave coleslaw med spidskål?


Spidskål er både sundt, mættende og nemt at bruge i mange retter!

I forhold til mange andre kål er spidskål mildere og sødere i smagen, hvilket gør den til en favorit hos mange, der gerne vil have glæde af kålsorternes mange gode egenskaber.

Læs også: Derfor er spidskål det perfekte begynderkål

Det kan også være en fordel i din coleslaw, frem for eksempelvis at bruge hvidkål, der har en mere bitter smag.

Udover smagen er der også en række sundhedsmæssige fordele ved at vælge coleslaw med spidskål:

5 Kan man lave coleslaw med andre typer kål?


Du kan uden problemer skifte spidskål ud med hvidkål, hvis du ønsker en mere kraftig smag fra kålen.

Rødkål er heller ikke et dårligt valg til din coleslaw (og kan fx også bruges i kombination med spidskål). Det giver også din slaw en ekstra flot farve!

Generelt kan du sagtens prøve dig frem med alt fra grønkål til pak choi – hver kål har sin smag, så det handler mest af alt om, hvad du bedst kan lide. Vær dog opmærksom på, at kålens struktur har betydning for konsistensen på din coleslaw.

6 Hvor længe kan coleslaw holde sig?


Coleslaw kan holde sig ca. 3 dage på køl i en lufttæt beholder.

Sæt det i køleskabet hurtigst muligt efter brug, så du undgår bakterievækst og samtidig bevarer både friskhed og smag.

Det smager bedst, hvis du opbevarer grøntsager og dressing hver for sig – så du kan med fordel nøjes med at blande lidt ad gangen inden servering. Det kan også forlænge holdbarheden med et par dage.

Læs også: Top 3: Her er de sundeste grøntsager

7 Hvad spiser man til coleslaw?


Coleslaw med spidskål (eller hvidkål, hvis du foretrækker det) er et fremragende tilbehør til sommerens grillmad eller pulled pork-burgeren.

Men det passer også godt til en lang række andre retter.

Brug det fx i sandwiches, pitabrød og madpandekager. Du kan også prøve vores lækre opskrift på sød bagt kartoffel med coleslaw og barbeque kylling: