Drys løs af krydderurter
De er superflotte – både i vindueskarmen og på din mad, de dufter skønt, indeholder sunde stoffer og giver masser af smag. Få tips til, hvordan du får brugt mange flere af de geniale krydderurter.
De er superflotte – både i vindueskarmen og på din mad, de dufter skønt, indeholder sunde stoffer og giver masser af smag. Få tips til, hvordan du får brugt mange flere af de geniale krydderurter.
Er du typen, der nydeligt anretter din tomatsalat med to-tre basilukumblade, er det på tide at ændre vaner og i stedet begynde at svøbe din mad i dyner af grønne blade.
Det er nemlig synd og skam kun at bruge krydderurter som pynt, for de kan meget andet end at se godt ud.
Krydderurter kan tilføre dine retter en ren eksplosion af sundhed, smag, farve og duft, hvis du er rundhåndet. Og du skal ikke være bange for at bruge for mange, for krydderurter bliver aldrig for stærke, smagen bliver blot mere koncentreret.
Og så er krydderurterne tilmed supersunde, antiinflammatoriske og gør det lettere at skære ned på det knap så sunde salt.
Bliv klogere på de sunde, skønne krydderurter her.
Frisk mynte, aromatisk basilikum, duftende citronmelisse ...
Der findes masser af vidunderlige, velsmagende krydderurter. Her er en liste med de mest populære krydderurter, hvor du kan se lidt om deres smag, og hvad de egner sig bedst til.
Ja, krydderurter er supersunde, så brug endelig løs!
Mens du tygger på bladene og nyder den markante smag, kan du glæde dig over en sund bonuseffekt. For bruger du krydderurter som smagsgivere i din mad, behøver du ikke at salte din mad lige så meget, som du plejer, og det vil ikke mindst dit kredsløb og blodtryk sætte stor pris på.
Der er skam også flere sundhedsfordele. Mange krydderurter bugner nemlig af antioxidanter, der styrker dit immunforsvar og bekæmper inflammation. Vigtige vitaminer og mineraler finder du også i de grønne blade samt æteriske olier, der kan have forskellige gode virkninger i kroppen som fx en beroligende, fordøjelsesfremmende, slimløsende eller bakteriedræbende effekt.
Mange krydderurter har da også tidligere været brugt som helbredende lægeurter, ikke mindst af munke tilbage i middelalderen. Inden du går helt amok i krydderurter, bør vi retfærdigvis nævne, at de velduftende blade også har et par ulemper.
Friske krydderurter kan bruges til et hav af ting i dit køkken og giver et smagfuldt pift til de fleste retter. Her får du en god håndfuld tips.
Mange salatblade er ret neutrale i smagen. Derfor vil det klæde de fleste blandede salater med en god håndfuld krydderurter eller to. Basilikum, dild, persille, purløg, koriander, kørvel og mynte er gode valg – og brug gerne en blanding.
En god dressing lavet på skyr eller cremefraiche er oplagt til at blive proppet med krydderurter. Fyld gerne så mange i, at dressingen bliver helt lysegrøn og tyk. Brug dressingen til salater, i kartoffelsalat, som dip til grøntsagsstave og til kød- og fiskeretter i stedet for sauce.
Prøv fx denne skønne opskrift på urtedressing:
Når det gælder supper og simreretter, skal du gå efter de mere hårdføre krydderurter som rosmarin, timian, salvie og laurbærblade. De mister nemlig ikke smag under opvarmning, tværtimod kommer aromaen for alvor frem under langvarig kogning og stegning. Brug dem med rund hånd, og brun dem evt. sammen med kødet. Bind evt. krydderurterne sammen til en lille buket, som du så nemt kan fjerne inden servering, hvis du vil.
I VAND: Krydderurter giver masser af smag til dit vand og ser flotte ud. Kom friske urter, fx mynte, basilikum, citronmelisse eller rosmarin i en stor kande, og fyld op med vand. Tilsæt evt. også skiver af agurk eller økologisk lime eller citron.
I TE: Det er ikke uden grund, at marokkanerne drikker myntete til maden. Mynte virker nemlig beroligende på maven og fremmer din fordøjelse. Hæld kogende vand over en lille håndfulde blade, lad det trække, og drik så. PS! Marokkanerne bruger også masser af sukker i deres te, men prøv, om du ikke kan klare dig uden.
I DRINKS: Mynte i din mojito er uundværligt, men et par rosmarinkviste i en gin og tonic er også godt.
Pesto er en genial måde at smugle krydderurter ind i din mad på. En klassisk pesto laves med basilikum, men i princippet kan du bruge alle krydderurter.
Sådan bruger du pesto: Vend din pasta i rigeligt pesto, pensl laks eller kartofler med den inden ovnbagning, dryp pizzaer med pesto, brug den i kartoffelsalat, brug pesto i stedet for smør på dit brød og mayo i din sandwich, eller servér den til kød og fisk som en dip.
SKYL: Selvom de ser fine ud, kan der både være jord og bakterier på dine krydderurter – især hvis de er fra eksotiske lande. Stikprøver hos Fødevarestyrelsen viser, at 5 pct. af alle salater og krydderurter er forurenede, så derfor bør du altid skylle dem inden brug. Skyl under rindende vand, pak dem ind i køkkenrulle, og dup dem tørre.
LÆG I VAND: Vær ekstra grundig med persille – i de krøllede blade gemmer der sig ofte jordbakterier, så læg persille i en skål med koldt vand i 5-10 min.
GENOPVARM MED OMTANKE: Varme retter med krydderurter kan genopvarmes, hvis urterne har været med fra start. Opvarm til minimum 75 grader. Derimod bør du kassere rester af retter, hvorpå du har drysset uopvarmede krydderurter.
Kan du ikke nå at bruge alle dine krydderurter, så frys dem ned, og glæd dig over dem hele vinteren. Klip bladene af, skyl, og dup dem tørre med køkkenrulle, læg dem i en frysepose, og frys ned. Krydderurter som basilikum og koriander fryses bedst i finthakket udgave. Kom de hakkede urter i en isterningbakke, fyld op med olivenolie, og frys ned. Så er det nemt at tage en terning op og tilsætte dine retter.
Pak dem ind i et fugtigt stykke køkkenrulle, kom dem i en zip-pose og på køl. Her kan de holde sig 3-4 dage.
Kom urterne i et stort glas, og klip dem i stykker med en saks, til de har den ønskede størrelse.
Stil dem på køkkenbordet, og vand dem flittigt. Hold dem væk fra æbler, pærer og tomater, der på grund af ætylengas gør dine urter slatne. Opbevar purløg på køl, og vand basilikum i underskålen.
Du kan så dine egne krydderurter med frø, eller du kan vælge den lidt nemmere løsning – at omplante de krydderurter, du køber i supermarkedet. Krydderurter kræver nemlig næring og dermed jord for at vokse, og det er der ikke meget af i de små købepotter.