Pas på med at spise dette, når du er gravid

Stort tillykke med din graviditet – og velkommen til en jungle af kostråd, som det kan være svært at overskue. For hvad må du kun få lidt af, og hvad er absolut “no go” så længe, der er en baby i maven?

Gravid kvinde der kigger på din mave - hvad må man ikke spise?

HVAD MÅ DU IKKE SPISE SOM GRAVID? Er du gravid, er det en god idé at tjekke, om dine kostvaner måske skal justeres en smule af hensyn til din baby.

© Steen Evald

Spis varieret. Det er et af de vigtigste kostråd for os alle – men især hvis du er gravid. Spiser du varieret, får du ikke bare et bredt udvalg af vitaminer og mineraler, du undgår også at få alt for meget af det samme hver dag, fx kan der være arsen i risdrik, cadmium i solsikkefrø osv., som i små mængder er helt uproblematisk, men som i store mængder ikke er godt for et lille nyt og ikke helt færdigudviklet væsen.

Ud over at spise varieret er der en række kosttilskud, du skal tage som gravid. Dem kan du læse mere om her: De vigtigste kostråd til gravide

I denne her artikel kan du blive klogere på de fødevarer, som du kun bør spise i begrænsede mængder, og dem, som du helt skal styre uden om, indtil baby er kommet til verden.

Hvad må man ikke spise som gravid?


Her får du et hurtigt overblik over, hvad du ikke må spise som gravid – og hvad du skal passe på med. Du kan læse mere om de enkelte "problem-fødevarer" længere nede i artiklen.

Spis IKKE som gravid

  • Levertran
  • Stegt lever
  • Leverpaté
  • Torskelever
  • Kosttilskud med høj dosis A-vitamin
  • Råt kød
  • Bløde oste lavet på upasteuriseret mælk
  • Rovfisk som fx tun, helleflynder og gedde
  • Visse typer tang
  • En lang række kosttilskud, fx ginseng og prikbladet perikon
  • Alkohol

Spis kun LIDT – eller vær OBS

  • Ingefær
  • Leverpostej
  • Rødbedejuice
  • Lakrids
  • Østersølaks
  • Koffein
  • Kødpålæg tæt på udløbsdato

Læs mere om de enkelte fødevarer her:

Hvad må jeg spise i begrænsede mængder som gravid?


1 Må man spise honning som gravid?


Honning – anbefaling til gravide:

Mange er usikre på, om det er farligt at indtage honning under graviditeten. Men det er spædbørn, der ikke bør indtage den søde substans. Honning er ikke farligt for gravide.

Som med andre meget sukkerholdige fødevarer gælder dog den generelle anbefaling om at holde lidt igen for dine tænder og vægtens skyld.

Hvorfor?

Det er ikke gravide, men børn under 1 år, som skal undgå honning. Der er nemlig nogle bakteriesporer i honningen, som danner et giftstof i barnets fordøjelseskanal, og dette giftstof kan give det, der kaldes spædbarnsbotulisme, hvilket er en alvorlig forgiftning.

Honningens bakteriesporer er ikke farlige for børn over 1 år og heller ikke for gravide.

2 Må man spise ingefær som gravid?


Ingefær – anbefaling til gravide:

Du kan godt spise lidt ingefær som krydderi i maden, når du er gravid. Men Fødevarestyrelsen anbefaler, at du undgår såvel kosttilskud med ingefær som ingefærshots, mens du er gravid. Der er koncentrationen af roden nemlig for høj.

Hvorfor?

Mange af dem, som lider af graviditetskvalme finder, at ingefær lindrer generne. Men man bør nøjes med at rive en smule af roden i maden. I 2018 konkluderede DTU Fødevareinstituttet nemlig, at det ikke kan udelukkes, at større mængder af ingefær kan føre til abort eller fosterskade. Gå derfor uden om høje koncentrationer af den aromatiske rod.

ingefær – på på hvis du er gravid

INGEFÆR UNDER GRAVIDITET – Undgå for store mængder af koncentreret ingefær under din graviditet.

© iStock

3 Må man spise leverpostej som gravid?


Lever, leverpostej, paté og torskelever

Lever – anbefaling til gravide:

Lever indeholder A-vitamin, og under graviditeten bør du kun indtage A-vitamin i begrænsede mængder. Derfor frarådes gravide at spise levertran, paté og retter med stegt lever.

Almindelig leverpostej indeholder omkring 35 pct. svinelever, og derfor er det ikke skadeligt, hvis du spiser en leverpostejmad i ny og næ. Patéer derimod vil typisk indeholde en højere koncentration af lever, så dem bør du vente med at nyde til efter fødslen.

Torskelever frarådes til gravide – ikke på grund af A-vitamin, men på grund af det forhøjede indhold af dioxin og PCB, der er fundet i lever fra torsk fanget rundt om i de danske farvande.

Kosttilskud med en høj dosis af A-vitamin skal du selv sagt holde dig helt fra. Men du kan sagtens spise en almindelig multivitamintablet.

Hvorfor?

Indtag af for høje koncentrationer af A-vitamin kan øge risikoen for fosterskader og det, der kaldes neuralrørsdefekter.

LÆS OGSÅ: Følg hele din graviditet fra uge 0 til uge 40 her

4 Må man drikke rødbedejuice som gravid?


Rødbedejuice – anbefaling til gravide:

Gravide opfordres til at udvise forsigtighed med indtag af koncentreret rødbedejuice, lyder det fra Fødevarestyrelsen.

Hvorfor?

Rødbedejuice indeholder meget nitrat, og bør ikke gives til små børn. Hvis koncentreret rødbedejuice indtages regelmæssigt, vil det måske også medføre en risiko for voksne og særligt for gravide.

Det vides ikke med sikkerhed, om gravides indtag af nitrat fra koncentreret rødbedejuice udgør en risiko for det ufødte barn. Nitrat har lav akut giftighed, men kan reduceres til nitrit, som har en langt højere giftighed.

Glas med rødbedejuice

RØDBEDEJUICE UNDER GRAVIDITET – Fordi rødbedejuice indeholder store mængder af nitrat, bør dit foster ikke indtage det.

© Colourbox

5 Må man spise lakrids som gravid?


Lakrids – anbefaling til gravide:

Måske er din begejstring for lakrids blevet endnu større efter, at du er blevet gravid. Men hold alligevel igen med det sorte slik. Fødevarestyrelsen anbefaler, at gravide ikke spiser mere end 50 gram lakridsslik pr. dag.

Hvorfor?

Egentlig er lakrids jo en naturlig ingrediens. Men den indeholder et aromastof, som hedder glycyrrhizinsyre, og det kan, hvis man indtager det i større mængder, give forhøjet blodtryk og væskeansamlinger, hvilket gravide ikke bør udsætte sig selv og deres forster for.

De stærke lakridser indeholder også salmiak, som i store mængder kan virke afkalkende på knoglerne – både dine og dit ufødte barns.

6 Må man spise laks, når man er gravid?


Laks – anbefaling til gravide:

Spis maksimalt 125 g Østersølaks om måneden.

Laks fra andre farvande er der ikke begrænsninger på. Langt de fleste laks, der markedsføres i Danmark, stammer ikke fra Østersøen.

Tjek evt. på emballagen, før du køber. Her vil der typisk stå, hvor laksen kommer fra, og ofte vil der være tale om opdræt fra Norge.

Generelt er det vigtigt, at gravide spiser fisk. Spis gerne 350 g fisk om ugen, heraf må 200 g være fede fisk – det er fx laks, makrel, sild og ørred.

Hvorfor?

Østersølaks kan indeholde dioxin. Det er et meget giftigt stof, som findes i Østersøen, hvor det bliver ophobet i fedtvævet i de vilde laks. Dioxin kan i høje koncentrationer bl.a. påvirke fosterets udvikling og have indvirkning på immunforsvaret og forplantningsevnen.

SE OGSÅ: De officelle anbefalinger om fisk til gravide

7 Må man drikke koffein som gravid?


Koffein – kaffe, te, kakao og cola

Koffein – anbefaling til gravide:

Koffein skal begrænses, når du er gravid. Det anbefaler Fødevarestyrelsen.

Koffein findes i varierende mængder i kaffe, kakao, cola og te – både den sorte, grønne og hvide.

  • En kop kaffe indeholder ca. 100 mg koffein
  • En kop te indeholder ca. 50 mg koffein
  • ½ l cola indeholder ca. 50 mg koffein
  • ½ l kakaomælk indeholder ca. 20 mg koffein

Også energidrikke har et højt indhold af koffein.

Under graviditeten anses et forbrug på under 200 mg koffein dagligt for sikkert. Det svarer til ca. 2 kopper kaffe. Vær opmærksom på, at det er dit totale indtag af koffein, der ikke bør overskride 200 mg. Så både kaffen og colaen tæller altså med i regnskabet.

Hvorfor?

Den koffein, som du indtager, overføres til dit foster gennem moderkagen. Men fosteret kan ikke nedbryde koffeinen så effektivt, som en voksen krop kan. Og nogle videnskabelige undersøgelser tyder på, at gravide, der drikker mere end 2 kopper kaffe dagligt eller på anden vis indtager mere end 200 mg koffein, muligvis har en let øget risiko for spontan abort, for tidlig fødsel, reduceret fostervækst og dødfødsel. Man er dog ikke sikker på disse effekter. Men indtil mere viden er opnået, bør tvivlen komme det ufødte barn til gode.

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at din evne til at nedbryde koffeinen falder markant i det sidste trimester. Det betyder, at fosteret bliver udsat for en betydelig større koffeinkoncentration – også selvom du faktisk har nedsat dit forbrug. Derfor kan det være en god ide at skære yderligere ned på kaffen de sidste par måneder af svangerskabet.

kaffe

KAFFE UNDER GRAVIDITET – Under graviditeten anses et forbrug på under 200 mg koffein dagligt for sikkert. Det svarer til ca. 2 kopper kaffe.

© iStock

8 Må man spise pålæg som gravid?


Kød- og fiskepålæg – anbefaling til gravide:

Som gravid bør du være ekstra påpasselig med, at det kødpålæg du spiser, er helt friskt. Det samme gælder koldrøget og gravad fisk.

Spis pålægget i god tid inden ”Sidste anvendelse” eller ”Bedst før-datoen”. Og husk, at når du har åbnet pakken, så har pålægget en kortere holdbarhed.

Hvorfor?

Pålæg, der ikke er helt friskt, kan i værste fald indeholde en bakterie, der hedder listeria. Gravide bliver sjældent selv alvorligt syge af listeria, men man kan smitte fosteret. Der har de seneste år i gennemsnit været én abort eller dødfødsel på grund af listeria i Danmark.

Hvad må jeg ikke spise og drikke som gravid?


9 Må man spise råt kød som gravid?


Råt kød – anbefaling til gravide:

Lad være med at spise råt kød. Spis kun kød, der er gennemstegt eller kogt. Du bør heller ikke smage på rå fars, når du laver mad. Vask hænderne grundigt, hvis du har håndteret råt kød under madlavningen.

Hvorfor?

Råt kød kan indeholde parasitten toxoplasma gondii, som kan give sygdommen toxoplasmose. Og den bør man som gravid ikke smittes med.

Man mener, at omkring 1/3 af alle gravide har været udsat for smitten, før de blev gravide – ofte sker det i barndommen. Hører du til den gruppe, der allerede har haft sygdommen inden graviditeten, så vil fosteret ikke få overført smitten.

Bliver du derimod smittet med toxoplasmose under svangerskabet, er der en risiko for, at sygdommen kan blive overført til det ufødte barn. For langt de fleste fostre vil smitten ingen betydning have. Men for omkring en femtedel af fostrene vil toxoplasmose give sundhedsproblemer som fx spontan abort, misdannelser og blodforgiftning.

10 Må man spise ost som gravid?


Ost – anbefaling til gravide:

Undgå at spise bløde råmælksoste, altså bløde oste lavet på upasteuriseret mælk. I det hele taget skal du holde dig fra upasteuriseret mælk.

Almindelig danbo-ost og hårde oste som parmesan, manchego og lignende kan du sagtens spise.

I sjældne tilfælde kan listeria også forekomme i bløde/halvbløde oste – fx brie, camembert og gorgonzola, selv om disse er lavet på pasteuriseret mælk. Spis derfor disse oste så friske som muligt og overhold holdbarhedsdatoen.

Hvorfor?

Upasteuriseret mælk kan indeholde en bakterie, der hedder listeria. Gravide bliver sjældent selv alvorligt syge af listeria, men man kan smitte fosteret. Der har de seneste år i gennemsnit været én abort eller dødfødsel på grund af listeria i Danmark.

Udover listeria kan upasteuriseret mælk indeholde parasitten Toxoplasma gondii, der kan forårsage toxoplasmose. Har du ikke tidligere haft toxoplasmose, og bliver du smittet under svangerskabet, kan sygdommen blive overført til det ufødte barn.

For langt de fleste fostre vil smitten ingen betydning have. Men for omkring en femtedel af fostrene vil toxoplasmose give sundhedsproblemer som fx spontan abort, misdannelser og blodforgiftning.

Se også under punktet “Råt kød”

11 Må man spise rovfisk som gravid?


Rovfisk – anbefaling til gravide:

Fødevarestyrelsen anbefaler, at du under graviditeten helt undgår at spise rovfisk som tun, rokke, helleflynder, oliefisk, sværdfisk, sildehaj, gedde, aborre og sandart.

Anbefalingen for tun gælder frisk tun, fx i sushi eller som tunbøffer. Disse udgaver bør du helt holde dig fra, når du er gravid. For tun på dåse lyder anbefalingen, at du højst skal spise 1 dåse tun om ugen. Dåser med hvid tun eller albacore tun skal du helt undgå.

Når det er sagt, er det også vigtigt at understrege, at det er vigtigt, at gravide spiser fisk. Fordelene ved at spise fisk er langt større end ulemperne. Hold dig fra rovfisk, men spis så ellers forskellige slags fisk, så mindskes risikoen for at få for mange af de miljøforureninger, der findes i visse fiskearter.

Hvorfor?

Udover den gode fiskesmag byder de nævnte rovfisk desværre også på kviksølv og tungmetaller, der kan skade udviklingen af dit barns hjerne.

tun

TUN UNDER GRAVIDITET – Du gør undgå at spise tun under din graviditet grundet det høje indhold af tungmetaller og kviksølv.

© iStock

12 Må man spise tang som gravid?


Tang – anbefaling til gravide:

Undgå tang af arterne arame, wakame, kombu, fingertang og sukkertang.

Hvorfor?

Disse tangarter har et meget højt indhold af jod. Det er ganske vist vigtigt at få jod, for jodmangel kan give alvorlige skader på et foster. Men omvendt skal gravide og ammende heller ikke have et højt indtag af jod.

Og ved at spise blot 1 gram tørret tang af de ovenstående typer får en voksen person mere end 2,5 gange mere jod end, hvad man anbefaler som det højeste indtag.

Har du meget lyst til tang, så er noritang er god løsning, mens du er gravid. Det er den type tang, som normalt anvendes til sushi. Noritang har et lavt indhold af jod og kan derfor godt indgå i en varieret kost.

13 Må man spise torskelever som gravid?


Torskelever – anbefaling til gravide:

Gravide bør slet ikke spise torskelever – og det samme gælder faktisk kvinder i den fødedygtige alder samt børn. Sådan lyder anbefalingen fra Fødevarestyrelsen.

Hvorfor?

Advarslen mod torskelever skyldes, at der er fundet et forhøjet indhold af dioxin og PCB i lever fra torsk fanget i de danske farvande. Dioxin er et meget giftigt stof, som bl.a. kan påvirke fosterets udvikling og kan have indvirkning på immunforsvaret og forplantningsevnen. Det samme gælder stoffet PCB.

14 Må man tage kosttilskud som gravid?


Kosttilskud – anbefaling til gravide:

Tag kun de kosttilskud, som myndighederne anbefaler til gravide – altså tilskud af folinsyre, jern, kalk og D-vitamin. Hold dig fra alle andre.

Hvorfor?

Myndighederne kender for lidt til risikoen for fosterskader, hvad angår andre kosttilskud end dem, som anbefales.

Tilskud, der fx indeholder ginseng, hellig basilikum, lupinfrø, prikbladet perikon og almindelig røllike, skal du holde dig fra.

15 Må man drikke alkohol, når man er gravid?


Alkohol – anbefaling til gravide:

Nej. Du bør undgå alkohol under hele din graviditet og hvis muligt allerede, fra du planlægger graviditeten.

Når du ammer, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du er tilbageholdende med alkohol. Det vil sige max en genstand ad gangen og ikke dagligt.

Hvorfor?

Indtag af alkohol under graviditeten kan være skadeligt for fostret og forårsage fosterdød, for tidlig fødsel, misdannelser og mental retardering. Fosteret får samme promille som dig, men har langt sværere ved at nedbryde alkoholen og er derfor påvirket i meget længere tid.

Man ved ikke, hvor grænsen går mellem et skadeligt og uskadeligt alkoholforbrug. Sandsynligvis er grænsen forskellig fra kvinde til kvinde og fra foster til foster. Derfor fraråder Sundhedsstyrelsen gravide at drikke nogen som helst former for alkohol gennem hele graviditeten. Så er du på den sikre side.

Rødvin - drik ikke alkohol som gravid

ALKOHOL UNDER GRAVIDITET – Undgå at indtage alkohol, når du er gravid, da det kan være skadeligt for fosteret.

© iStock