Kan jeg bruge kulde og varme til at lindre smerter?

Har du ondt, kan varme eller kulde ofte hjælpe. Begge metoder er ret effektive til at lindre – og så er de nemme at bruge derhjemme. Hvad du skal vælge, afhænger af typen af smerter.

To situationer, hvor en kvinde har smerter, og hvor hun kan bruge kulde og varme til at lindre smerter.

AV FOR ...! Har du vrikket om på løbeturen, driller din lænd eller har du måske gigt, vil varme eller kulde ofte kunne lindre dine smerter.

© iStock

Er du typen, der straks hiver varmepuden eller en pose frosne ærter frem, hvis du har ondt? Så er du ikke helt tosset.

For såvel varme som kulde er anerkendte metoder til at lindre smerter her og nu. Hvilken metode, du skal bruge, afhænger dog helt af smerten.

I denne artikel kigger vi på, hvornår du skal bruge det ene, og hvornår du skal bruge det andet. Men måske lige så vigtigt kigger vi også på, i hvilke situationer du absolut ikke skal bruge kulde og varme.

Ikke helbrede, men lindre

Hos Gigtforeningen er varme- og kuldebehandling to af de metoder, som anbefales til smertelindring af gigt.

Metoderne fungerer dog lige så godt til andre former for smerter. Vi har derfor ringet til Gigtforeningens rådgivning og talt med sygeplejerske Nanna Bacci Hartz.

Læs også: Sådan lindrer du smerter med varme

“Varme og kulde kan ikke helbrede en lidelse eller en skade, men det kan ofte lindre dine symptomer,” siger sygeplejerske Nanna Bacci Hartz.

Læs også: Ondt i lænden? Få 13 gode øvelser

Det hjælper selv at gøre noget

Behandling med varme og kulde har flere fordele. Det er nemt at gå til, det er generelt billigt og ikke mindst, så er det noget, som du selv kan gøre. Og dét skal man ikke undervurdere.

“Dét, at du selv gør noget aktivt for at reducere smerten, kan i sig selv til at sætte noget positivt i gang i kroppen i forhold til smerteoplevelsen,” siger sygeplejerske Nanna Bacci Hartz og tilføjer:

“Og det behøver jo slet ikke at være noget fancy. Til kuldebehandling behøver du jo fx bare en pose frosne ærter.”

Læs også: Slip for skuldersmerter

Prøv dig frem

Sygeplejerske Nanna Bacci Hartz har tidligere arbejdet på en skadestue. Nu er hun ansat i Gigtforeningens rådgivning, hvor hun dagligt taler med smerteramte patienter. Det har lært hende, at der ikke er én facitliste, når det gælder smertelindring.

“Smerter kan opleves meget individuelt fra person til person, og fordi noget virker for én patient, er det ikke sikkert, at det virker for en anden. Derfor er det bedste råd, at man prøver sig lidt frem og mærker efter,” anbefaler hun.

Læs også: Skånsom træning til dig med slidgigt i knæene

1 Varme til smertelindring


Brug varme til disse smerter

Varme er især velegnet til at lindre stivhed og smerter fra muskler og led. En behandling med varme kan derfor gøre det nemmere for dig at bevæge kroppen.

Her er varme et godt valg:

Varme er også velegnet til at bløde dine muskler lidt op inden en massage.

Det kan være individuelt, hvad der virker bedst, så hvis varme ikke hjælper, kan du forsøge med kuldebehandling.

Læs også: Selvmassage – rul dig til mindre ømme muskler

Derfor kan varme lindre dine smerter

SÅDAN VIRKER VARME:

  • Varme øger blodcirkulationen. Dermed bliver iltningen i dit væv forbedret, og dine muskler bliver mere afslappede.
  • Varme kan løsne op for spændinger i muskler og væv.
  • Varme kan øge smidigheden i det opvarmede område.
  • Varme virker generelt beroligende og afslappende.

Brug ikke varmebehandling, hvis du har:

  • Akutte skader, fx forstuvninger og slag
  • Inflammation i form af hævelser, varme og rødme
  • Betændelse
  • Åbne sår
  • Blødninger
  • Feber
  • Hjerteproblemer
  • Nedsat varmefølsomhed i huden

OBS! Tal med din læge, hvis du er i tvivl om, hvor vidt du kan tåle varmebehandling. Det gælder især ved de lidt mere voldsomme varmepåvirkninger som sauna og dampbad.

2 Kulde til smertelindring


Brug kulde til disse smerter

Kulde er især velegnet til at lindre smerter fra akutte skader, men kan også anvendes i andre sammenhænge. Fx oplever mange gigtpatienter, at kulde kan dæmpe deres smerter.

Læs også: AV! Hvem skal behandle min skade?

Her er kulde oplagt:

Det kan være individuelt, hvad der virker bedst, så hvis kulde ikke rigtigt lindrer, kan du forsøge med varme.

Læs også: Sådan bruger du kulde til smertelindring

Derfor kan kulde lindre dine smerter

SÅDAN VIRKER KULDE:

  • Kulde får dine blodkar til at trække sig sammen. Det betyder, at der kommer mindre blod ud i det skadede væv.
  • Kulde får eventuelle hævelser til at aftage.
  • Kulde kan dæmpe de nervesignaler, der ellers vil fortæller hjernen, at noget gør ondt.
  • Kulde har en bedøvende virkning, som kan virke smertelindrende.
  • Kulde kan dæmpe inflammation i det skadede område.

Brug ikke kuldebehandling, hvis du har:

  • Åbne sår
  • Feber
  • Nedsat blodomløb
  • Nedsat kuldefølsomhed i huden

OBS! Tal med din læge, hvis du er i tvivl om, hvor vidt du kan tåle kuldebehandling. Det gælder især ved de lidt mere voldsomme kuldepåvirkninger, som fx isbade og vinterbadning.