6 råd til at leve bedre med kroniske smerter

Kroniske smerter kan gå hårdt ud over livskvaliteten. Selvom du ikke kan ikke tænke eller ignorere smerterne væk, er der noget, du kan gøre for at få glæde i dit liv.

Kvinde holder sig på lænden, kroniske smerter

KRONISKE SMERTER kan være alt fra migræne til rygsmerter.

© iStock

Smerter kaldes for kroniske, når de er til stede i mindst seks måneder, et eller flere steder i kroppen. De kan være til stede hele tiden, eller de kan være tilbagevendende. De mest almindelige kroniske smerter kommer på grund af belastning af led som knæ og hofter, og rygsmerter og smerter i skulder og nakke er også meget almindelige.

Det står ikke klart for videnskaben, hvorfor nogle mennesker får kroniske smerter, mens andre ikke gør, men eksperter mener, at gener kan spille ind og gøre nogle mennesker mindre robuste over for smerter end andre. Uanset årsagen kan det at leve med, at det konstant gør ondt, gå ud over livskvaliteten og vores evne til at have en normal hverdag.

Er du pårørende til en med kroniske smerter? Her er tre gode råd.

Hjælper at acceptere smerterne

Heldigvis er der flere måder, hvorpå du selv kan sætte ind, hvis du er ramt af kroniske smerter. Forskning viser, at det gør en forskel at acceptere, at dit liv nu ser anderledes ud end før. Også selvom det kan være en bitter pille at sluge for mange.

“Når jeg siger til patienter, at de skal acceptere, at de har kroniske smerter, så vender mange øjne og lægger armene over kors. Det kan virke enormt provokerende at bede mennesker om at acceptere modgang, men det er kærligt og ærligt ment,” siger psykolog Carsten Simonsen, der arbejder med klienter med kroniske smerter i sin praksis.

“Det er naturligt at have lyst til at kæmpe mod smerterne, men de er jo inde i dig, så at være i kamp med smerterne er det samme som at være i kamp med dig selv. Vi har en forventning om, at smerter kan behandles, men det er begrænset, hvilken medicin, der findes mod kroniske smerter. Nogle behandlinger virker noget af tiden, og sommetider er der ingenting, der hjælper. Accept er ikke det samme som at kunne lide sin situation. Men når vi har en villighed til at have smerterne, og til at erkende, at det her er vores lod, kan vi kigge på livet og sige: Okay... og hvad vil jeg ellers have, at min tilværelse skal indeholde?” siger han.

Psykologens 6 råd til dig, der lever med kroniske smerter

Begynd med accept

Forhold dig nøgternt til situationen, og erkend, at du måske ikke kan det samme som før. Det kan være rigtig svært, men derfra kan du begynde at lære dig selv at kende i den nye udgave. Du kan helt sikkert noget af det samme som før, i noget af tiden. Den accept kan hjælpe dig på vej til at blive klogere på, hvad du vil prioritere lige nu.

Tænk i kvalitet

Bliv god til at økonomisere med dine kræfter. Bliver du hurtigere træt ved fødselsdage og fester, så kom på banen fra starten. Lad dig ikke udmatte af smalltalk, for det kan være svært at lytte til, når du samtidig har ondt. Så sig det, du gerne vil, og spørg om det, du har lyst til, at I skal tale om. Så bruger du din energi effektivt og kan tage hjem og føle, du har fået noget ud af dagen.

Vær til stede

Ret din opmærksomhed mod nuet, og vær til stede frem for at tænke på, hvordan du ville ønske, at du havde det, eller dvæle ved tanker om fortiden og fremtiden. Hvad interesserer du dig for? Hvem gør dig glad at tilbringe tid med? Find noget input til hjernen, der kan konkurrere med smerten, og vær til stede i de stunder.

Afklar dine vigtigste værdier

Savner du det sociale på en arbejdsplads, fordi du ikke længere kan holde til at have et job? Så led efter fællesskaber andre steder, hvor du kan finde mening og værdi. Se det som en kvalitetssikring af dit liv at finde ind til dine værdier og begynde at tage aktive, konkrete skridt, der styrer dit liv hen imod de ting.

Giv smerten plads

Mindfulness kan hjælpe med at rumme og acceptere smerterne. Ved at visualisere og beskrive smerten og give den en farve, vægt og temperatur kan du bedre afgrænse den og gøre plads til, at den godt kan være der. At arbejde med åndedrættet kan også være en effektiv måde at trække vejret “ind i” smerten og give den plads til at være der.

Vær aktiv

Det er vigtigt, at du holder dig fysisk aktiv. Hvis du ikke bruger kroppen, så reduceres muskelmassen, og det kan give endnu flere smerter. Kroppens instinktive reaktion på motion, når du har smerter, er: “Stop op, bliv i ro!” Den vil ikke udsætte sig selv for yderligere risiko. Men det er nødvendigt at finde måder at bevæge sig på for at undgå, at smerterne bliver flere. Bevæg dig gerne langsomt, for eksempel med gåture eller tai-chi, hvor du viser arme og ben, at de stadig skal bruges. Ret fingrene ud, drej skulderen, alt sammen i kontrollerede, rolige bevægelser. Undgå at sidde og krumme dig sammen.

Kilde: Carsten Simonsen, psykolog