Av, min skulder!
Du vågner op efter en god nats søvn, hvor du har ligget på siden hele natten. Du står op, trækker gardinerne fra, ryster dynen, går i bad, vasker hår, føntørrer håret, tager posen med havregryn på øverste hylde, spiser, slynger armene om halsen på din partner, kysser farvel og drøner så afsted.
For dig, der har smidige skuldre, lyder det sikkert som en helt almindelig morgen. Derimod har du, der har problemer med bevægeligheden i dine skuldre, sikkert tænkt “Av, av, aaaaav” op til flere gange, for så vil helt almindelige hverdagsaktiviteter, hvor du løfter armene op over hovedet, ofte være forbundet med smerter og ubehag.
Uanset om dine skuldre driller eller ej, er den triste nyhed, at mange af os risikerer at få problemer med dem. Faktisk vurderes det, at 7 ud af 10 på et tidspunkt i livet vil opleve smerter og stivhed i nakke og skuldre.
Skuldersmerterne kan opstå akut i forbindelse med en skade, men for de fleste opstår problemerne gradvist, fordi vi bruger skuldrene forkert. Der er dog også en god nyhed, for heldigvis er problemerne relativt lette at forebygge. Nøgleordene til dette er en kombination af omtanke, en god holdning, varierede arbejdsstillinger samt øvelser, der styrker musklerne i såvel skuldre som øvre ryg.