Overlæge: Denne type afføringsmiddel skal du vælge

Et afføringsmiddel kan være nødvendigt, hvis dit indre rørsystem stopper til. Her gør vi dig klogere på, hvad du skal vælge, hvor længe du bør tage det osv.

Moden kvinde tager en pille, afføringsmiddel, fx Magnesia eller Toilax

AFFØRINGSMIDDEL hjælper afføringen hurtigere igennem tarmen – typisk ved enten at gøre den blødere eller ved at stimulere tarmbevægelserne.

© iStock

Et afføringsmiddel hjælper med at tømme tarmen, hvis du er forstoppet. Men det kan være noget af en jungle at finde ud af, hvilket præparat du skal købe, når du står på apoteket og ser det store udvalg.

For hvad kan de forskellige slags afføringsmidler? Hvor længe skal man tage dem? Hvornår er det overhovedet en god idé at tage afføringsmiddel? Og kan tarmen blive doven af det?

Læs også: Sådan slipper du af med forstoppelse

Alt det får du svar på her, hvor vi har allieret os med Klaus Theede, som er overlæge i Gastroenheden på Hvidovre Hospital.

Ifølge overlægen skal du naturligvis ikke fylde dig unødigt med medicin, men har du brug for et afføringsmiddel, skal du tage det – det har nemlig kun få bivirkninger og kan forbedre din livskvalitet markant.

1 Hvilke slags afføringsmidler findes der?


Der er to store grupper af afføringsmidler – de såkaldte osmotisk aktive og de peristaltikfremmende. Og hvad er så det, tænker du? Lad os forklare:

  • Et osmotisk aktivt afføringsmiddel virker ved at øge væskeindholdet i tarmen. Når vandindholdet stiger i tyktarmen, bliver afføringen blødere, og på den måde kan den lettere komme ud.

  • Et peristaltikfremmende afføringsmiddel stimulerer muskelsammentrækningerne i tarmen, så afføringen bevæger sig hurtigere mod udgangen. Den hurtigere passage gør også, at afføringen ikke når at blive så hård.

I tillæg til de to store grupper findes der en tredje type afføringsmiddel, som virker mere lokalt. Det er de såkaldte lavementer eller rektalvæsker, som sprøjtes op i endetarmen og på den måde nærmest øjeblikkeligt tømmer den nederste del af tyktarmen samt endetarmen.

Illustration af afføringsmiddel, osmotisk og peristaltik-fremmende

ET AFFØRINGSMIDDEL virker typisk ved enten at trække vand til tarmen (også kaldet osmose) eller ved at aktivere muskelsammentrækningerne i tarmen (også kaldet peristaltikken).

© I FORM/iStock

2 Kan man få afføringsmiddel i håndkøb?


Ja, du kan sagtens få afføringsmiddel i håndkøb.

Det gælder både de såkaldt osmotisk aktive afføringsmidler, de peristaltikfremmende samt lavementer.

Osmotisk aktive afføringsmidler (læs mere her) fås i tabletform og som pulver, der opløses i vand. Du skal kigge efter produkter som:

  • Magnesia (tabletter)
  • Movicol (pulver)
  • Gangiden (pulver)

Er du på udkig efter et peristaltikfremmende afføringsmiddel (læs mere her), findes det primært som dråber og tabletter. Dråberne kan enten dryppes i munden eller hældes i drikkevarer eller på mad. Du finder de peristaltikfremmende afføringsmidler under navne som:

  • Laxoberal (dråber og bløde kapsler)
  • Actilax (dråber)
  • Toilax (tabletter)
  • Dulcolax (tabletter og stikpiller)

Lavementer – også kaldet rektalvæsker (læs mere her) – findes også under flere produktnavne. De kaldes bl.a.:

  • Klyx
  • Toilax
  • Mikrolax

3 Hvad er det mest effektive afføringsmiddel?


Alle ovenfor nævnte afføringsmidler er effektive. Der er ikke et afføringsmiddel, der generelt er mere effektivt end andre.

Der er dog forskel på, hvilket afføringsmiddel der virker bedst for den enkelte – og her er det noget med at prøve sig frem og også justere på dosis.

For nogle vil en kombination af de forskellige afføringsmidler være den bedste løsning. Nedenfor kan du se, hvilken slags afføringsmiddel du bør starte med, hvis du ikke har prøvet det før.

4 Hvilket afføringsmiddel skal jeg vælge?


Klaus Theede og hans kolleger anbefaler, at du starter med et osmotisk-virkende afføringsmiddel (læs mere her). Det er den type, der trækker vand til tarmen, så afføringen bliver blødgjort.

Den type afføringsmiddel har nemlig kun ganske få bivirkninger – og færre end de peristaltikfremmende.

Et peristaltikfremmende afføringsmiddel (læs mere her) kan også være et rigtigt godt valg, men du kan få lidt ondt i maven, fordi musklerne begynder at trække sig sammen for at få afføringen til at flytte sig. Som regel vil det heldigvis kun være i starten af behandlingen, at du oplever den bivirkning.

Et lavement (læs mere her) kender du måske, hvis du har født vaginalt. Her bruges det til at tømme den nederste del af tarmen før pressefasen.

Læs også: 7 gener efter en fødsel, som ingen fortæller dig om

Lavementet kan dog også bruges mod forstoppelse, hvis der sidder en prop af afføring helt nede i endetarmen. Sidder din forstoppelse højere oppe, har du ingen gavn af et lavement.

Overlægens råd er derfor, at du starter med et osmotisk-virkende afføringsmiddel, da det virker på hele tyktarmen og har meget få bivirkninger.

Kvinde opløser afføringsmiddel i vand

OSMOTISK-VIRKENDE AFFØRINGSMIDDEL findes bl.a. som pulver, der opløses i vand. Det gælder fx produkter som Movicol og Gangiden.

© iStock

5 Hvor hurtigt virker afføringsmiddel?


Mange tror, at de kan tage et afføringsmiddel, og så fordufter den træge mave nærmest med det samme. Det eneste deciderede hurtigtvirkende afføringsmiddel er et lavement, som er en lidt særlig type afføringsmiddel, der kun tømmer den nederste del af tarmen.

Med de andre typer afføringsmidler skal du væbne dig med tålmodighed.

Det kommer bag på en del, fordi der fx bag på et glas med Magnesia-tabletter står, at virkningen indtræder efter 6-8 timer. Det er ifølge Klaus Theede ikke helt rigtigt. Du får måske lidt hul igennem, men det tager tid, før tarmen tømmer sig, og en ny ligevægt er helt på plads.

Først efter 1-2 uger kan du regne med, at afføringsmidlet har nået sin fulde effekt. Du bør derfor også give det 1-2 uger, før du justerer dosis, skifter til et andet præparat eller stopper.

“Man kan ikke fx tage to Magnesia-tabletter en dag og så konkludere, at det ikke virker, hvis der ikke kommer hul igennem med det samme. Du skal give det 1-2 uger, før du kan vurdere, om det virker.”
— Klaus Theede, overlæge

6 Hvornår er det en god idé at bruge afføringsmiddel?


Hvis du lider af forstoppelse, skal du gøre noget ved det. Der er nemlig ikke noget “bare” over forstoppelse – det kan være rigtigt ubehageligt og nedsætte din livskvalitet.

I første omgang kan du forsøge dig med at spise en mere fiberrig kost, drikke mere væske og bevæge dig mere. Tjek fx vores overskuelige guide til fødevarer med flest fibre, eller se vores store samling af fiberrige opskrifter.

Virker de ikke-medicinske råd ikke tilstrækkeligt, er det en god idé at få fingrene i et afføringsmiddel. Start med et osmotisk virkende middel, fx Movicol eller Magnesia. Det er den type, der trækker vand til tarmen, så afføringen bliver blødgjort og lettere kan komme ud.

Afføringsmidler har generelt få bivirkninger, så du skal ikke være bange for at tage det, hvis du har brug for det.

Mange med kronisk forstoppelse tager afføringsmiddel hele livet, fordi tarmsystemet ikke fungerer optimalt, hvis det ikke bliver kontinuerligt stimuleret.

7 Hvor længe skal jeg tage et afføringsmiddel?


Du skal bruge afføringsmidler, så længe du har brug for det – for nogle vil det være hele livet.

Nogle tager afføringsmidler i et par dage, så stopper de igen, så tager de afføringsmidler i endnu et par dage, stopper igen osv. Det er en rigtigt dårlig løsning, fordi symptomerne så vil komme og gå konstant og gøre livskvaliteten meget svingende.

Der går typisk et par uger, før medicinen har nået sin fulde effekt. Herefter vil det være individuelt, hvor længe du skal fortsætte, men man taler ofte om uger og måneder frem for dage.

Når du begynder at tage et afføringsmiddel, skal du måske starte med en relativt høj dosis for at få tømt godt ud. Herefter trapper du langsomt ned i afføringsmiddel, så du ender på den lavest mulige dosis, hvor du stadig holder forstoppelsen fra døren.

Kronisk forstoppelse skal behandles hele livet igennem, da underbehandling kan have store konsekvenser for din livskvalitet. Heldigvis har afføringsmiddel generelt meget få bivirkninger.

”Mange opfatter afføringsmidler som noget, de bare skal tage i 2-3 dage. Så opnår de en virkning, og så stopper de med at tage det igen. Men så bliver de altså forstoppede igen, og så bliver det en rutsjebane af symptomer.”
— Klaus Theede, overlæge

8 Kan tarmen blive afhængig af afføringsmiddel?


Du kan blive afhængig af afføringsmiddel forstået på den måde, at hvis forstoppelsen er kronisk, så har du et vedvarende behov for afføringsmiddel.

Det skyldes ikke, at du har gjort din tarm afhængig ved at bruge det, men at du har en sygdom. Præcis, som hvis du havde diabetes og var afhængig af insulin.

Det er derfor ikke rigtigt, når nogen påstår, at tarmen bliver doven, hvis man bruger afføringsmiddel. Det er en myte, som Klaus Theede og hans kolleger dagligt kæmper for at aflive.

9 Kan man tage loppefrøskaller og afføringsmiddel sammen?


Ja, du kan sagtens kombinere loppefrøskaller med et afføringsmiddel. Det kunne fx være HUSK og Magnesia.

Loppefrøskaller er ikke et afføringsmiddel, men de har lidt samme effekt. De er rige på kostfibre, som suger væske fra din mavesæk og tarm, så afføringen bliver blød og lettere kan passere tarmen.

Du skal dog huske at drikke rigeligt væske sammen med skallerne, for ellers risikerer du den modsatte effekt – altså at de faktisk forværrer den hårde mave.

Loppefrøskaller er et godt alternativ til dig, der har svært ved at komme op på de anbefalede 25-35 g kostfibre om dagen gennem din kost.

10 Må gravide bruge afføringsmiddel?


Mange gravide bliver forstoppede, og går de på apoteket efter et afføringsmiddel, kan der stå, at præparatet kun må anvendes efter aftale med lægen.

Læs også: Gravid og forstoppet? Få 4 effektive tips her

Ifølge Klaus Theede skyldes det, at der ikke er lavet så mange undersøgelser med gravide, der har brugt afføringsmidler. Derfor arbejder man ud fra et forsigtighedsprincip.

Overlægen er dog ret klar i spyttet:

“Gravide kan sagtens bruge de her præparater. Vi har den holdning, at selvfølgelig skal man ikke give alle mulige lægemidler til gravide, men der er ikke noget, der tyder på, at det er farligt at tage afføringsmiddel.”

11 Findes der alternativer til afføringsmiddel?


En fiberrig kost, mere motion og rigeligt med væske kan i en del tilfælde få bugt med en træg mave.

Læs også: Fyr op for fibrene med 45 lækre opskrifter

I helsekostbutikker kan du også købe kosttilskud mod forstoppelse. Ifølge Klaus Theede er dokumentationen for produkternes effekt dog i mange tilfælde sparsom eller mangelfuld.

Undtagelsen er produkter med blade fra sennesplanten, der beviseligt har en afførende effekt.

Når overlægen alligevel ikke anbefaler te eller kapsler med sennes, skyldes det, at produkterne er klassificeret som kosttilskud og ikke lægemidler, og det betyder, at der ikke er samme krav til kontrol af indholdet i produktet.

Ifølge Klaus Theede kan du derfor ikke være helt sikker på, hvad du kommer hjem med.

12 Hjælper afføringsmiddel på oppustet mave?


Ja, et afføringsmiddel vil ofte hjælpe, fordi oppustet mave typisk er et symptom på forstoppelse. Jo længere tid afføringen er i tarmen, jo længere tid har bakterierne til at arbejde med den, og jo mere luft dannes der.

De kvindelige patienter, som Klaus Theede ser, beskriver ofte, at deres mave er relativt flad om morgenen, men at de i løbet af dagen begynder at se mere og mere gravide ud, samtidig med at de bliver utilpasse.

En del af dem tror ikke, de er forstoppede, fordi de faktisk har afføring dagligt og ikke oplever alle de typiske symptomer på forstoppelse. De kan lide af det, der kaldes skjult forstoppelse, hvor man kommer på toilettet, men bare ikke kommer af med særligt meget af gangen.

Rigtigt mange med oppustet mave vil opleve bedring, hvis de følger de samme råd som ved forstoppelse. Dem finder du her.