10 geniale måder at vinde tid til træning på

Lysten fejler ikke noget, men tiden til at træne er ikke-eksisterende. Sådan kan det i hvert fald føles. Derfor hjælper vi dig med at få øje på en række smarte tidspunkter, hvor du kan klemme en træning ind.

Kvinde træner i stuen. Hun finder smuthuller til træning.

TID TIL TRÆNING – kæmper langt de fleste af os med at finde i en travl hverdag. Her får du nogle gode ideer.

© iStock

1 Læg træningen om morgenen


Vi har sagt det før, men det er altså også en god idé! Lægger du træningen tidligt på dagen, inden arbejde og pligter kalder, er du fri for at rette andet ind.

Pak tasken aftenen inden, og bad gerne i fitnesscenteret eller på jobbet, så din morgentræning er så tidseffektiv som muligt. Jo mindre tidligt du skal op, jo større er chancen for, at det sker.

Vil du træne derhjemme, så finder du et program til nem morgentræning her.

Læs også: 9 tips: Fra B-menneske til morgentræner

2 Mød veninden til træning


Den tid, du træner, går nogle gange fra andre vigtige ting. Medmindre du gør to ting på én gang.

Hvis du har en ven eller et familiemedlem, som ligesom dig ønsker at træne mere, så forpligt jer begge til en fast træningsaftale. Det kan være lige dét, der får fysisk aktivitet i ugeplanen.

Læs også: 5 fordele ved en styrkeveninde

3 Klar indkøb effektivt


Ture til og fra supermarkedet kan være en stor tidsrøver i hverdagen.

Du kan begrænse den – og skabe tid til træning – ved at skrive en tjekliste med de varer, du altid køber, og fx holde den ajour med en indkøbs-app. Du kan også købe ind én gang om ugen, efter at du har lagt en madplan.

En anden mulighed er at gå eller løbe afsted på indkøb og bære de tunge poser hjem – dét er god træning!

4 Gør stegetid til træningstid


Du kan udnytte den tid, hvor aftensmaden står i ovnen, til at træne. Spiser I sjældent ovnstegt mad, så begynd på det! Vil du træne mere, er det vigtigt at indrette job og huslige opgaver efter træningen – ikke omvendt.

Gør fx torsdag til “mad i ovn”-dag. Onlinetræning eller løb er oplagte træningsformer, mens lasagnen bobler.

5 Indtag stuegulvet, og spar tid


Ingen transporttid – tjek. Hurtigt overstået – tjek. Velegnet uanset vejret – tjek.

Fordelene ved hjemmetræning er mange, og det kan sagtens være effektivt, hvis du lægger kræfter i et par gange om ugen, fx inden familien kommer hjem.

6 Dyrk motion, mens børnene er til fritidsaktiviteter


Går dit barn til fx fodbold eller drama, kender du alt til den til tider dræbende ventetid fra sidelinjen. Oplagt tid til selv at motionere!

Tilpas blot træningen, så det passer med, at dit barn er færdig. Løb er en af de mest fleksible motionsformer.

Prøv fx: 12 effektive intervalløbeture med løbefiler

En mor står på sidelinjen af en fodboldbane imens hendes barn træner fodbold.

TID TIL TRÆNING – Virker denne situation lidt for bekendt? Så kan snøre løbeskoene og få det bedste ud af ventetiden, mens dit barn træner.

© iStock

7 Skru ned for skærmtid


Du skulle bare lige tjekke Facebook, og så var der gået en time. Kender du det scenarie, vil der være megen dyrebar tid at hente på den post.

Prøv at indføre en skærmfri aften om ugen, som du i stedet dedikerer til at få trænet.

8 Læg ‘vagtplan’ med din partner


Har du mindre børn, kan det være svært at finde tiden. I stedet for at droppe træningen i de år, så find løsninger, der passer til din livssituation.

Har du en partner, kan I skiftes til at give hinanden fri. Træn, mens familien spiser aftensmad, eller efter puttetid. En babysitter kan også være løsningen.

4 ud af 10 I FORM-læsere svarer, at ‘manglende tid’ forhindrer dem i at dyrke motion.
— Kilde: I FORMs sundhedsundersøgelse, 2020

9 Opgradér din gåtur


6 ud af 10 I FORM-læsere går jævnligt ture. Er du en af dem, kan du med små tiltag gøre turen hårdere, så det bliver decideret motion.

Generelt skal du holde en høj fart og bruge armene ivrigt, mens du går. Får du sjældent styrketrænet, er det oplagt at lægge et par øvelser ind på turen.

Læs også: BEREGN: Hvor mange kalorier forbrænder min træning?

10 Forbrænd kalorier til din favoritserie


Rutiner er guld for din træning. Så har du fx en yndlings-tv-serie, som du plejer at se to afsnit af om ugen, så vælg en eller to faste ugedag og træn netop der, mens du bliver godt underholdt.

Det bliver lettere, hvis du fx har en motionscykel eller romaskine i stuen. Hvis du træner i 45-60 min., kan du forbrænde op til 500-700 kalorier.