Av, mit underliv – derfor får du smerter forneden

Mange kvinder med smerter i underlivet venter i årevis, inden de får den rette behandling. Få overblik over de mest almindelige årsager.

Kvinde ligger på sofa med smerter i undelivet. Hvad er årsagen?

UNDERLIVSSMERTER er udbredte. Undersøgelser viser, at hver 5. kvinde oplever dem ved sex. Ofte kan man kurere smerterne med den rette hjælp.

© iStock

Hvordan går det forneden?

Måske skulle vi stille os selv det spørgsmål oftere. Mange kvinder går nemlig stiltiende rundt med smerter i underlivet, der sagtens kan behandles.

“Det er få ting, vi ikke kan gøre noget ved. Men du får ikke hjælp, medmindre du beder om den,” siger gynækolog Christine Felding.

Ingen skal holde sig tilbage, fordi de synes, at det er tabu at tale om underlivet.

“Der er ikke noget, der er pinligt. Der er ikke noget, vi ikke har set eller hørt før,” understreger hun.

Fysioterapeut med speciale i underlivet Camilla Hofman Hansen er enig.

“Flere kvinder skal vide, at det ikke skal gøre ondt at være kvinde, og hvor lidt der skal til for at få det bedre. Jeg ser kvinder i klinikken, der er færdigbehandlet efter 1-3 gange. De kan have gået med smerter ved sex i 10 år,” siger hun.

Læs også: 11 spørgsmål til gynækologen

Har du selv ondt i underlivet, får du her en gennemgang af de årsager, der kan ligge bag. Gå til egen læge, og kan hun ikke hjælpe, skal du sendes videre til en gynækolog eller en fysioterapeut med speciale i underlivet.

1 Endometriose


Rammer før 50 år

Denne kroniske betændelsestilstand skyldes, at væv fra livmoderslimhinden sætter sig uden for livmoderen, oftest omkring æggelederne, på æggestokkene og bughinden, men det kan også sætte sig på tarme og urinblæren.

Problemet er, at vævet opfører sig ligesom livmoderslimhinden, der blødes ud ved menstruation. Resultatet er, at blodet ikke kan “slippe ud” af kroppen, men bliver i underlivet, hvor det med tiden kan danne arvæv og cyster (kaldes chokoladecyster, når de sidder på æggestokkene).

På billedet kan du se, hvor endometriose kan sætte sig.

Illustration over placering af endometriose
© I FORM

Sådan føles smerten:

Som menstruationssmerter, der viser sig ved ægløsning og peaker ved menstruation. De kan være fra milde til stærkt invaliderende, der kræver stærke smertestillende, fx morfin, og sygemelding i 2-3 dage.

Læs også: Guide til smertestillende håndkøbsmedicin

Afhængig af hvor endometriosen sidder, vil man også have smerter under og efter samleje, når man tisser eller har afføring.

Behandling:

Endometriose er en hormonel sygdom, der oftest behandles med hormoner. Op til 40 år anbefales p-piller. Efter 40 år: minipiller eller hormonspiral. De vil alle stoppe blødningerne, så man slipper for smerter.

Operation, hvor man fjerner arvæv, er også mulig, men der er ingen garanti for, at det kan kurere tilstanden. Det kan til gengæld overgangsalderen, så derefter ophører smerterne.
Får du muskelspændinger i underlivet, kan smertelindrende udstrækning og massage hjælpe.

Ca. 10 % af kvinder i den fødedygtige alder lider af endometriose – det er næsten lige så mange, som der har diabetes.
— Aarhus Universitet

2 Myoser i underlivet


Rammer typisk før 50 år

Ligesom du kan få myoser i nakken efter en lang dag på kontoret, kan musklerne i underlivet også spænde op. Det er oftest bækkenbundsmusklen, der danner hele bunden af bækkenet omkring skeden og den dybe hoftebøjer, iliopsoas-musklen, den er gal med.

Årsagerne kan være alt fra opspændthed fra tidligere sygdom, stress, bekymring, overdreven knibetræning, et tidligere traume som fx overgreb eller en svær fødsel eller den simple årsag at man ikke bevæger bækkenbunden nok.

Sådan føles smerten:

Smerten kan være konstant, periodevis eller påstå ved berøring. Den kan mærkes som en murren i underlivet, ved skedeindgangen og især dybt i skeden. Ofte vil det gøre voldsomt ondt ved samleje, gynækologisk undersøgelse eller når man bruger tampon, dvs. når noget skal op i skeden.

Læs også: Lyt dig til ro og overskud med guidede vejrtrækningsøvelser

Behandling:

Målet for behandlingen er at lære at slappe af i musklerne. De fleste kommer af med problemet ved hjælp af:

  • Udstrækningsøvelser dagligt i 1-2 måneder, evt. med hjælp fra en fysioterapeut med specialviden om underlivet.
  • Blide knibeøvelser, som kan skabe cirkulation i vævet. Det er dog vigtigt at man lærer at slippe knibet igen.
  • Vejrtrækningsøvelser, der kan massere et anspændt underliv.
  • Sexolog- eller psykologhjælp, hvis den bagvedliggende årsag er psykisk.

3 Lichen sclerosus


Rammer typisk 50+

Denne autoimmune hudsygdom er stort set ukendt, og man kender ikke årsagen til den. Den viser sig på skamlæberne og helt nede omkring anus ved, at huden bliver lysere, nærmest perlemorsagtig. Efterhånden svinder de indre skamlæber ind, så skedeåbningen næsten lukkes.

I hvert 20. tilfælde udvikler Lichen sclerosus sig til kræft. Derfor er det også vigtigt at gå til kontrol en gang om året, når behandling er afsluttet.

Lichen sclerosus

LICHEN SCLEROSUS viser sig ved, at huden bliver lysere, nærmest perlemorsagtig.

© Patienthåndbogen

Sådan føles smerten:

Ømhed, svie og kløe på ydre kønsdele. Det gør ondt at cykle pga. friktion mod sadlen, og med tiden umuliggør sygdommen, at man kan have sex.

Behandling:

Ofte får kvinder udskrevet en kur mod skedesvamp, men det virker ikke! Når kløen fortsætter uhindret, falder mistanken på Lichen sclerosus.

Sygdommen kan ikke helbredes, men kløen kan slås ned med:

  • Binyrebarkhormon-creme i flere måneder på huden.
  • Lokal hormonbehandling indvendigt i skeden.
  • Laserbehandling, såkaldt Mona Lisa Touch, hvor man skyder bittesmå huller i huden, der heler op og gør huden fri for smerter.
  • Overvej udspændingsøvelser, hvis dit underliv føles anspændt.
Kvinde holder håndspejl til at tjekke underlivssmerter

BRUG ET SPEJL til at undersøge dig selv. Lichen sclerosus rammer kun udvendigt i modsætning til svamp, der også kan ses inde i skeden.

© iStock

4 Vulvodyni


Rammer typisk 50+

En af de mere ukendte lidelser, der viser sig ved smerter, når man rør ved skedeåbningen. De er værst under og efter samleje. Tidligere mente kritikere slet ikke, at sygdommen fandtes. Det er dog efterhånden en udbredt antagelse, at den findes og opstår, fordi nerveenderne i underlivet er hypersensitive over for berøring.

Sådan føles smerterne:

Stikkende, sviende og brændende smerter omkring skedeindgangen ved berøring og samleje. Den lokale smerte kan brede sig til egentlige myoser i bækkenbunden og en generel ulyst til sex.

Behandling:

Der skal ofte flere tiltag til for at komme vulvodyni til livs, fordi det ofte er startet ud med at være et fysisk problem, der med tiden bliver psykisk. Den gode nyhed er, at tilstanden kan behandles helt væk med rette hjælp og god tålmodighed.

Behandlingen kan være:

  • Lokalbedøvelse som creme.
  • Berøringsterapi med hænder eller på sigt en blid vibrator, så man gradvist vænner vævet til, at berøring ikke behøver at gøre ondt.
  • Samtaleterapi i et tværfagligt samarbejde ud fra, hvad den mentale belastning drejer sig om. Det kan være gynækolog, fysioterapeut, parterapeut, sexolog eller psykolog.
Berøring ved vulvodyni

Sådan kan du opstarte berøring

  1. Styg kønslæberne med fingerspidserne i rolige bevægelser. Gør det gerne 5 minutter dagligt, og hudens følsomhed vil mindskes.
  2. Tryk forsigtigt ned i huden, hold trykket et par sekunder og giv slip. Det er en god ide at lade trykket følge åndedrættet.

5 Vaginisme


Rammer typisk før 50 år

Vaginisme gør, at skeden opfører sig som en borgport, der smækker i, så snart en penis nærmer sig. Musklerne i skeden trækker sig så voldsomt sammen, at åbningen bliver for lille til, at der kan komme noget op. Penetrationsex, gynækologisk undersøgelse og brug af tampon er praktisk talt umuligt.

Sådan føles smerten:

I modsætning til vulvodyni gør det ikke ondt, når skedeåbningen berøres. Der er bare ikke plads til meget mere end én finger. Spændingerne kan dog udvikle sig til egentlige myoser i underlivet, der giver smerter.

Behandling:

Formålet er at bearbejde kroppen og psyken til at slappe af. Det mest almindelige er behandling med stave af glas eller gummi i forskellige tykkelser, som man selv fører op i skeden. Skeden udvides, indtil der er plads til en penis. Det kan tage 1-2 måneder.

Derudover kan man lave afspændings- og åndedrætsøvelser vejledt af en fysioterapeut med speciale i underlivet. En psykolog kan vejlede, hvis man har et ubearbejdet traume efter fx en svær fødsel eller et overgreb.

6 Underlivsbetændelse


Rammer før 50 år

En samlingsbetegnelse for infektion i kvindens underliv, der kan skyldes forskellige slags udefrakommende bakterier. Det kan fx være klamydia eller gonorré, der har udviklet sig til en betændelse. Du er ikke i tvivl, hvis du først har underlivsbetændelse, for symptomerne er typisk smerter, feber og tykt, gulligt og ildelugtende udflåd.

Læs også: Hvorfor har jeg meget udflåd?

Sådan føles smerten:

Afhængig af hvor langt du er i forløbet, vil smerterne gå fra milde til stærke. De mærkes i den nedre del af maven.

Behandling:

Du bliver podet hos lægen, og ud fra svaret kan man give en antibiotikabehandling mod den bakterie, der har givet betændelsen. En kur varer mindst en uge.
Det er vigtigt at komme til læge, for uopdaget infektion kan føre til barnløshed. Partner skal også tjekkes, da klamydia og gonorré smitter.

Kvinde sidder på toilet med blærebetændelse.

SVIER DET når du tisser? Så kan det være tegn på blærebetændelse.

© iStock

7 Blærebetændelse


Rammer alle aldre

Render du oftere på toilettet, og svier det og føles som glasskår, når du tisser? Så er det tegn på, at du har fået en infektion i urinvejene. Den opstår ved bakterier, der er kommet ind i blæren via urinrøret. De kan enten vandre fra endetarmen eller tilføres udefra, hvis man har sex med en ny partner.

Når man går i overgangsalderen, er man mere udsat for blærebetændelse, fordi slimhinden i skeden og urinrøret bliver mere tynd og tør.

Sådan føles smerten:

Svie og brændende fornemmelse, når du tisser. Og der kommer ikke særligt meget tis ud. Der kan være blod i urinen.

Behandling:

Du skal lave en urinprøve, som podes og bakterien findes. Derefter kan du få en relevant antibiotikakur. Det er vigtigt at komme i gang samme dag, du mærker tegn, så infektionen ikke breder sig og kan ende med en nyrebækkenbetændelse.
Kvinder efter menopausen kan få et lokalt østrogentilskud i form af stikpiller for at hjælpe blæren til at blive mere modstandsdygtig over for bakterier.

8 Helvedesild


Rammer oftest 50+

Har du haft skoldkopper som barn, kan der sidde en rest af virussen i nervebanerne, som kan vækkes senere i livet og give smertefuldt udslæt og blærer – også i lysken og på skamlæberne. Man ved ikke, hvorfor den bliver aktiveret. Men det bliver den, for hver fjerde kvinde efter overgangsalderen får udbrud. Det vil følge en nervebane, så udslættet vil kun sidde på den ene side af kroppen.

Sådan føles smerten:

Helvedesild brænder som ild! Et anfald begynder med en sviende og brændende fornemmelse langs den nervebane, virus vandrer på. Efter 2-3 dage dannes der kløende blærer, som senere brister, før der dannes sår, og skorperne falder af.

Behandling:

Kuren er herpesmedicin i tabletform. Jo hurtigere, du kommer i gang, des bedre. Kan derfor godt tages alene på mistanken. I Danmark tilbydes forebyggende vaccination mod helvedesild fra 50 års-alderen, men du skal selv betale.

9 Tør skede


Rammer oftest 50+

Slimhinderne er afhængige af østrogen for at være tykke og fugtige. I perioder af livet, hvor østrogenniveauet falder eller helt forsvinder, resulterer det i, at slimhinderne bliver tynde og tørre. Huden føles som sandpapir, og man kan få rifter og pletbløde ved sex. Ammende kvinder rammes forbigående, og for kvinder efter overgangsalderen kan det være et permanent problem.

Sådan føles smerten:

Svien, brænden og “sandpapirsfornemmelse” indvendigt i den yderste del af skeden. For mange bliver sex en direkte ubehagelig oplevelse, også selvom de bruger glidecreme.

Behandling:

Heldigvis er tørre slimhinder nemme at behandle! Det er oplagt at lægge mildt ud med at bruge glidecreme (helst olie- eller siliconebaseret).

Næste skridt er et tilskud af lokal østrogen, som er helt ufarligt. Det kan fås som en ring, der sættes op i skeden og skiftes hver 3. måned, eller som creme eller stikpille. Virkningen kommer først efter flere ugers behandling, og du skal være forberedt på øget udflåd.

Laserbehandling er en sidste mulighed, der kan give normale slimhinder i skeden. Du skal dog have flere behandlinger, og de er ikke dækket af sygesikringen.